Debat: Fredning skal give mening
Af: Anker Nielsen, Havnegade 7, Bagenkop

Læserbrev: Dette begrundet i den yderst vanskelige situation, fiskerne i Østersøen er bragt i, fordi de mister væsentlige indtægter forårsaget af visse dyrearters voldsomme angreb på deres "afgrøder".

Lederen i vor avis tirsdag den 10. april skrevet af chefredaktør Carsten Olsen "Stop klapjagten på den vilde natur" er som skrevet ud af mit hjerte. Med en enkelt, men særdeles væsentlig undtagelse.

Carsten Olsen, der udmærker sig ved at turde tage upopulære standpunkter, opponerer mod menneskets trang til uafladeligt at ville beskytte sig selv, og ikke mindst sin pengepung, ved at gribe ind i naturens naturlige gang.

Chefredaktøren nævner i sin leder hasselmusen, dådyr på Ærø samt ulve og kunne for min skyld gerne have tilføjet dræbersnegle, mosegrise og muldvarpe med flere.

Til gengæld er det en utilgivelig bommert, at han i samme åndedrag nævner sælen. Sælbestanden i Østersøen er på den "forkerte" side af 60.000 individer. Gråsælen er Danmarks største rovdyr og vejer i voksen tilstand, alt efter køn, mellem 150 og 300 kilo. Sælen spiser i snit fem kilo fisk i døgnet og ødelægger en tilsvarende mængde, fordi sælen målrettet spiser fiskens bedste kød og overlader resten til råddenskab.

Konsekvensen heraf er, at gråsælen spiser/ødelægger i omegnen af 200.000 ton fisk om året. Primært torsk. Det skal sammenholdes med, at fiskekvoterne for torsk i Østersøen udgør cirka 60.000 ton årligt. Fiskerne skal stoppe med at fiske i februar og marts for at sikre bestanden af torsk alt imens sælerne mæsker sig og truer kystfiskerne på deres eksistens.

Kystfiskerne omkring Østersøen har som nævnt haft fiskeforbud i både februar og marts. De to bedste fiskemåneder for torsk overhovedet. Dette er begrundet i, at det er torskens gydeperiode. Og derfor i sig selv fornuftigt nok. Problemet er bare, at myndighederne har glemt at informere sælerne om den kendsgerning. Var der nogen, der i deres stille sind ihukom ordet idioti?

Den logiske konsekvens af denne problemstilling er, at man skal reducere sælbestanden. Særdeles kraftigt endda.

Vi er nok ingen, der ønsker at udrydde gråsælen, men såfremt man reducerede bestanden med 75 procent, ville der stadig være masser af gråsæler i Østersøen. Samtidig ville Østersøfiskerne kunne fiske i både februar og marts uden at true torskebestanden. Med en livsvigtig indtjeningsforøgelse til følge.

Og her kommer landmændene på banen. De griber fluks lejligheden til at påpege fuglenes terror mod deres vinterafgrøder. Fint nok, men fiskerne er plaget af skarver. Voldsomt endda. Og den havforurening især landbruget gør sig skyldig i. Det er derfor ikke ved denne lejlighed, at landmændene og deres organisationer, skal fare frem med de velkendte argumenter om, at alt og alle er imod dem og truer dem på eksistensen.

Det er naturligvis både vigtigt og fornuftigt at frede truede dyrearter. Det er imidlertid lige så vigtigt at ophæve fredningen, når balancen er genoprettet. Det glemmer de ansvarlige myndigheder, og derfor trues både fiskere og for den sags skyld også landmændene på deres levebrød af den simple grund, at visse dyrearter terroriserer visse erhverv. Det kan man i min optik ikke beskylde hasselmus, dådyr og ulve for at gøre.