Debat: Folkekirken, en genopstået sammenhængskraft - nu midt i virkeligheden
Af: Lone van der Ploeg Olufsen, Wiggers Park 125, Svendborg

Synspunkt: I mine unge dage så jeg, at Gud og verden var fraværende. Jeg meldte mig derfor ud af folkekirken. Det blev en ommer en del år senere. Nu er jeg medlem igen.

Vi mennesker er stadig fraværende, og Gud kan ikke gøre for, at vi skøjter tåbeligt rundt. Virkeligheden var også den, at jeg ikke på nogen måde havde interesseret mig for at finde ud af, hvad kristendommen og folkekirken havde at byde ind med. Hvilke værdier, der lå gemt her.

I dag bliver jeg draget af folkekirkens grundværdier, og i folkekirken er vi alle er lige; hvor vi ikke bliver bedømt eller dømt. Et stærkt fundament at stå på. Men det er bekymrende, at vi ofte fremstår som en omgang kulturkristen-pjask - en tynd kop te. Ofte er vi bekvemmelighedskristne og kristne af navn alene, der samler os om et trossystem, vi ikke ser ud til at forholde os til, men bruger som forsvar for en europæisk bevidstløs mainstream kultur. En afhængigheds-apatisk og selvtilstrækkelig civilisation, der truer os mere end en konkurrerende religion.

Jeg er ikke selv bibelkyndig og forbinder til tider Biblen med noget kedeligt, der kommer ud af munden på et menneske iklædt en sort depressiv middelalderdragt påhæftet en krave til at opsnappe pudderet fra en fortidig og langhåret hovedbeklædning; parykken. Den kjoledragt gør intet godt for folkekirken, andet end at skabe afstand, som jeg oplever det.

Come on, Jesus var en oprører og en forløser, der havde et budskab, der var forbundet med lidenskaber, følelser og vise overvejelser, der virkelig kunne have ændret verden til det bedre - ikke kun for de få.

Hovedpersonen, Jesus, var alt andet end en pæn mand indhyllet i ophøjede mørkemandsgevandter. Tværtimod. Jeg holder meget af kirkerummet, hvor stilheden stadig har mulighed for at tale helt sit eget sprog og er ked af, at de kristne værdier og budskaber ofte forekommer mig at drukne i bekvemmelighedens og pænhedens tre skridt fra livets skød.

Jeg får lyst til at ruske det depressive middelalderagtige outfit og sige: Vis mig noget begejstring og lad mig vide, at du mener, det du siger. Lad mig vide, at du står op for en ny og bedre verden. Lad mig vide, at dine ord er forbundet med virkeligheden.

Det er dog min helt klare overbevisning, at mange præster og teologer sidder inde med megen omtanke, eftertanke og visdom. Det skriger til himlen, at al den menneskelige overflod af visdom ofte ikke finder vej eller ind i virkeligheden.

I en verden, hvor vi får mere og mere vanskeligt ved at gribes af og gribe vores medmennesker i et velfærdssamfund, hvor de rige har fået pladsen som de første og de udsatte de sidste, er kirken pinedød nødt til at efterlade sig mærkbart og virkeliggjort kristent tankegods. Vi behøver livsværdier og visdom til at korrigere hovmod og selviskhed. Vi behøver at befri mennesker fra at være underlagt det økonomiske sprog. Vi behøver at lade mennesker forstå, at generationers akkumulerede erfaringer og kundskaber har sin berettigelse - at viden og information ikke kan stå alene:

"Søg lige så vel vejledning hos uvidende, som hos de vise. God tale er sjældnere at finde end smaragden, men den kan findes hos tjenestepigen ved møllestenene ..." (Marilynne Robinson).

Sikre at mennesker har brug for hinanden og samtidig har en mulighed for at være tro mod sig selv, således at vi får et samfund, hvor rygraden består af levende og autentiske relationer, der løfter hinanden. I et samfund uden rygrad - uden stærke fællesskaber og opbyggende ligeværdige relationer - får vi svært ved at holde sammen på noget som helst.

Peter Lodberg, teolog ved Aarhus Universitet, taler om en ny solidaritetsbevægelse:

"Lad os begynde med at gøre de institutioner, vi har, til solidaritetsbevægelser. Skoler, kirker, sportsforeninger, politiske foreninger, firmaer, moskeer og kulturinstitutioner skal arbejde helhjertet på at være steder for solidaritet" (fra bogen: 95 nye teser).

Findes der overhovedet noget større eller bedre udtryk for kærlighed og genopstået sammenhængskraft end at kunne sige:

"Jeg er der for dig?"

Lad reformationen og Luthers budskab være nærværende: Vi skal være der for hinanden. Verden skriger på, at vi forholder os, er nærværende og skaber noget, som er meningsfuldt, livgivende og opløftende; noget der fører til samhørighed. Og vi skal finde noget at kæmpe for sammen.

Lad folkekirken fremstå som kraft, der tilfører dagliglivet en ny begyndelse: folkekirken, en genopstået sammenhængskraft - nu, midt i virkeligheden.