Debat: Er der noget i vejen med danske museer?


Debat: Er der noget i vejen med danske museer?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Peter Dragsbo, formand, Langelands Museum, Gyden 2, Rudkøbing
MUSEUMSMOEDE PAA OEP
Debat FAA. 

If it ain't broke, don't fix it, siger man.

Det gælder også museerne og museumsloven. Mange museumsfolk har skrevet om behovet for nye kriterier for tilskud og støtte. Men når de store ord var sagt, var budskabet som regel: Mere til mit museum - mindre til de andre.

Det viser en ting: At den danske museumsverden, som i dag er en helhed, på et splitsekund kan forvandles til et hundeslagsmål. Naturligvis konkurrerer museerne om opmærksomhed, publikum og fondsbevillinger. Men gennem begrebet statsanerkendte museer, som blev indført i 1977, har man i Danmark opnået:

At museumsdækningen er koordineret, så de fleste emner og områder er dækket. Der er sørget for, at museer ikke overlapper hinanden, men kan skærpe deres profil og særpræg. Faaborg Museum har "fynboerne", Svendborg Museum har "de udstødte" og forsorgen, Marstal har søfarten, Langeland har Den kolde Krig og undervandsarkæologien osv. og dækker samtidig hver deres lokalsamfund.

At alle museer har registreret deres samlinger i samme system, så de kan "snakke" med hinanden, indsamle og kassere, så ikke hver har 18 symaskiner eller 12 malerier af Asger Jorn. Sådan er det kun i Norden og Canada - i alle andre lande har museerne hvert sit system. Dermed kan danskerne kan klikke ind på et sted, "Museernes samlinger", og se det hele. Kakkelovne eller "Den røde Højskole" på Svendborg Museum, Gunnar Hammerichs ting på Ærø Museum, Lyø-broderier på Øhavsmuseet, vikingeskeletter eller DDR-spion-ting på Langelands Museum osv.

At museerne - trods konkurrencen - har tillid til hinanden. En atomisering vil betyde, at de enkelte museer vender sig indad. Men det, der er brug for, er flere samarbejder, mere tværfaglighed, flere fællesprojekter. Sådan som det for eksempel har været traditionen mellem de sydfynske museer.

At brugerne overalt bliver mødt med samme overholdelse af internationale regler. At gaver og køb, museerne tager imod, bliver bevaret og ikke året efter bliver solgt ud ad bagdøren - og at personoplysninger bliver behandlet med fortrolighed. Gå trygt med dit danefæ til museerne i Svendborg, Faaborg, Ladby eller Langeland.

At arkæologi kan udføres over hele landet, over og under vandet. Og at bygherrer, der skal betale arkæologiske undersøgelser, får samme vilkår, uanset om museet ligger i Thisted eller på Langeland. Det koster det samme pr. m² arkæologisk søgegrøft, hvad enten det er Østfyn eller Langeland, der graver.

At alle kulturhistoriske museer er forpligtede til at kæmpe for kulturarven ude i land og by over for stat og kommuner med statsstøtten som et moralsk rygstød for, at museet kan være kritisk. Svendborg Museum udtaler sig om Baagøe & Ribers gård, Langelands Museum om nedrivningsplaner i Rudkøbing - naturligvis.

At forskning og formidling bedømmes efter samme standarder, så museerne kan være et forskningsmiljø på linje med universiteter og arkiver. Forskning i international klasse kan ske fra både Kerteminde, Faaborg og Rudkøbing.

At børn under 18 år har gratis adgang til museerne - og at museerne skal samarbejde med "den åbne skole". Til glæde for skolebørnene, der myldrer ind i for eksempel Arresten i Faaborg, Langelandsfortet eller Fattiggården i Svendborg.

Derfor er det meningsløst at tale om nationale og lokale museer. Museerne er et nationalt netværk, hvor hvert museum er en brik i puslespillet, nogle med mange opgaver, andre med færre. Det skyldes den fælles gulerod, statsanerkendelsen, og dens kvalitetskrav. Lægger man museerne 100 procent ud til kommunerne, vil mange museer synke tilbage til 1950ernes små nationalmuseer - rodebutikker med lidt af alting, bestemt af lokale kæpheste.

Det er også meningsløst at tale om store og små eller centrale og udkant-museer. Forskning og formidling foregår på en bred vifte af museer. Faktisk ofte bedst på de små museer, der har fordelen ved at kunne køre få, vigtige specialer, og på de rigtigt store med ressourcer til de mange ting. De museer, der har haft problemer med kvaliteten, er nogle af de mellemstore, der har prøvet at dække for meget og gøre for mange tilpas.

Er der da slet ikke noget i vejen med museerne? Jo, der er da et stykke vej endnu, før alle statsanerkendte museer har fået skarp profil og høj kvalitet. Men svaret er ikke en ny struktur, men skrappere kontrol med, om danskerne får noget for tilskuddet: Har de forsket? Publiceret? Lavet væsentlige udstillinger? Stiger besøgstallet?

Det eneste alvorlige problem er, at der er stop for nye statsanerkendelser, selv om museerne opfylder kriterierne. Fordi der var lukket for pengekassen. Men der er kun tale om tre-fire museer. Det kan løses ved at åbne kassen eller tage lidt håndører fra de andre.

Den store udfordring for museerne; at udforske og fortælle de store historier, fra Skagen til Gedser, fra istid til nutid, fra hverdagen til livets store spørgsmål, er slet ikke lovstof. Her er publikum, befolkningen, brugerne, turisterne og baglandet den store censor, som straffer det uvedkommende, kedelige, usynlige museum, der kører i gamle riller og gamle fortællinger. Staten skal koncentrere sig om at støtte helheden og kontrollere kvaliteten, herunder pasningen af de mange pligter og nationale opgaver. Og støtten skal gives efter faglig kvalitet, resultater og bæredygtig økonomi og ikke efter modebetingede hurra-ord eller politiske forbindelser. Også museerne har - lige som DR eller universiteterne - brug for armslængdeprincippet.

Den store udfordring for museerne; at udforske og fortælle de store historier, fra Skagen til Gedser, fra istid til nutid, fra hverdagen til livets store spørgsmål, er slet ikke lovstof.

Debat: Er der noget i vejen med danske museer?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce