Debat: En retrætepost eller et dybt ærbødigt buk for plejehjemsområdet?


Debat: En retrætepost eller et dybt ærbødigt buk for plejehjemsområdet?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Sten Dokkedahl, forstander Svendborg Friplejehjem, Jernbanegade 28, Svendborg
Billede
Debat FAA. 

Jeg forlod stillingen som koncernchef for social-og sundhedsområdet i en fynsk kommune for at tiltræde stillingen som forstander på friplejehjemmet i Svendborg. I begyndelsen med udsigten til en byggeplads, men i dag med en daglig kontakt til de skønneste beboere med deres pårørende, med et dejligt personale og et godt samarbejde med Svendborg Kommune og vores plejehjemslæge.

Koncernchef kan betegnes som en toppost i kommunalt regi med ansvar for et årligt budget på 935 millioner kroner og ansvar for en lang række institutioner lige fra plejehjem til specialinstitutioner på handicap- og psykiatriområdet.

En forstander med ansvar for 40 beboere og et samlet årligt budget på omkring 22 millioner kroner må i denne kontekst betegnes som en mindre lederstilling. Det er måske også årsagen til, at jeg i overgangen fra min tidligere stilling til min nuværende flere gange er blevet spurgt, om det ikke er skønt sådan på sine gamle dage (jeg er 63 år) at slippe for det ansvar og den arbejdsbyrde, som en toppost indebærer, til gengæld for en lettere og overskuelig hverdag som leder af et plejehjem.

Jeg skal da ikke udelukke, at jeg i et anfald af arrogance og selvtilstrækkelighed som koncernchef har haft perioder, hvor jeg har følt mig mere vigtig, ansvarsfuld og også mere belastet og bebyrdet i min dagligdag, end det måtte være tilfældet for lederne og medarbejderne på ældre- og handicapområdet, som jeg var chef for. Måske kunne tanken om en lettere hverdag som plejehjemsleder fremfor koncernchef have strejfet og tiltrukket mig. Måske kunne jeg endda fejlagtigt have konkluderet, at der var en ligefrem proportionalitet i kompleksitet i opgaveløsningen, personligt ansvar og belastningsgrad, når man stiger i graderne fra social- og sundhedshjælper over plejehjemsleder til koncernchef og måske endda til direktør?

Sammenligning af stillinger kan imidlertid være som at sammenligne pærer med bananer. Der er mange begreber og perspektiver i spil, ligesom vi er forskellige fra person til person. Det er ikke inden for denne kroniks rammer at komme hele vejen rundt i dét at være leder eller chef på forskellige niveauer. Jeg vil kun i flæng lige nævne nogle perspektiver:

- Hvordan defineres kompleksitet?

- Hvordan måles og sammenlignes ansvar?

- Hvordan spiller lederens egne kompetencer ind?

- Hvad er rammerne det pågældende sted for, at lederen kan udøve sin funktion som leder?

- Hvor ledelsesparate er medarbejderne/tilstedeværende kompetencer?

- Organisationens fordeling af ansvar og kompetencer?

Tilbage til spørgsmålet: "Er det ikke skønt sådan på sine gamle dage at slippe for det ansvar og den arbejdsbyrde, som en toppost indebærer til gengæld for en lettere og overskuelig hverdag som leder af et plejehjem?"

Jo. Det er skønt at slutte sin karriere som forstander på et plejehjem i et nært, dagligt samarbejde med et engageret personale og med en daglig tæt kontakt til beboere, der med deres pårørende fortjener den bedste hverdag i en vigtig tid i deres tilværelse.

Men. Der er jo altid et men. I må ikke tro, at der er en ligefrem proportionalitet i kompleksitet i opgaveløsningen og den daglige personlige belastning, når man bevæger sig fra opgaveløsningen på et plejehjem til opgaveløsningen i en kommunal forvaltning og højere i hierarkiet.

Når jeg om kort tid takker af efter en lang karriere, så vil oplevelserne i hverdagen på plejehjemmet stå stærkest for mig. En hverdag fyldt med meget personlige oplevelser blandt medarbejdere, beboere og pårørende, som alle fortjener dels den største opmærksomhed, en respekt og et dybt ærbødigt buk.

Et dybt ærbødigt buk, som skal erstatte en ellers gældende forforståelse i vores samfund, hvor omsorgsfag tales ned med en samtidig nedgørelse af det meget fine ved dagligt at skulle hjælpe ældre, immobile og syge med deres personlige pleje og praktiske gøremål - eller bare dét at holde i hånd, når angsten og endda døden melder sig. En forforståelse, som har bredt sig langt ind hos FOA's egne rækker, der dagligt og unødigt skal forsvare, om de "bare tørrer røv". For ja, selvfølgelig gør vi det - sammen med alle andre vigtige ting, der kan sikre velvære for den enkelte, som er afhængig af vores hjælp. Og vi skal være stolte af det.

Når jeg sammenligner min dagligdag som chef i forvaltningen med dagligdagen som leder på et plejehjem, slår det mig voldsomt, at jeg i langt højere grad er udfordret ledelses- og følelsesmæssigt på plejehjemmet, hvor alt er i spil 24/7.

En hverdag hvor:

- Bemandingen skal sikres med de rigtige kompetencer hele døgnet året rundt. Dette samtidig med, at der er rekrutteringsproblemer, økonomiske udfordringer og hvor plejefagene hovedsagelig bæres af kvinder, der i højere grad end mændene samtidig bærer ansvaret i familierne for barsel, omsorgsdage og børns sygedage. En daglig ledelsesmæssig udfordring med at sikre arbejdsplanen, kontinuiteten i plejen hos beboerne, budgettet og arbejdsmiljøet.

- Kompleksitet i sygdomme og funktionstab hos beboerne fordrer samtidig faglige- og personlige kompetencer hos en godt sammensat medarbejderstab, som kan arbejde som ét team med øje for pludseligt opståede sundhedsmæssige problemstillinger samtidig med, at de kan skabe relation og få øje på mennesker bag funktionstab, så beboerne ikke reduceres til en sum af sygdomme og funktionstab.

- Frustrationer hos beboere og deres pårørende projiceret som anklager og bebrejdelser til personalet skal ledelsesmæssigt oversættes til gyldige reaktioner hos pressede mennesker.

- Sikkerheden for beboerne kræver en sikker dokumentation med nervøsitet for at kunne leve op til alle tilsyn.

- Medierne er samtidig klar med den personlige gabestok, hvis du skulle gøre dét menneskelige netop at fejle.

Kort sagt en hverdag, hvor alle følelser og perspektiver er i spil konstant døgnet rundt, og hvor resultatet af både rigtige og forkerte vurderinger og beslutninger viser sig øjeblikkeligt.

Jeg bukker ærbødigt for plejehjemsområdet.

Når jeg om kort tid takker af efter en lang karriere, så vil oplevelserne i hverdagen på plejehjemmet stå stærkest for mig. En hverdag fyldt med meget personlige oplevelser blandt medarbejdere, beboere og pårørende, som alle fortjener dels den største opmærksomhed, en respekt og et dybt ærbødigt buk.

Debat: En retrætepost eller et dybt ærbødigt buk for plejehjemsområdet?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce