Debat: Det er svært, men muligt at tilgive


Debat: Det er svært, men muligt at tilgive

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Svend Løbner, journalist, Gl. Lundeborgvej 32, Lundeborg
MS.SALHA@GMAIL.COM
Debat FAA. 

Der er historier, man som journalist ikke vil pille for meget ved. Ikke tolke, spidsformulere, vinkle. Pauline Ayyads historie er en af dem. Og påsken er en god anledning til at fortælle den.

Jeg glemmer aldrig Pauline Ayyad, som jeg interviewede for et par år siden bag murene i de palæstinensiske områder. I Betlehem, Jesu fødeby, bliver jeg vist ned i en kælder i Det Palæstinensiske Bibelselskabs hovedkvarter, hvor Pauline har indrettet en butik med palæstinensisk kunsthåndværk, tæpper, malerier, keramik og meget mere. Bibelselskabet hjælper hende med at skabe sig en ny tilværelse, efter hendes mand blev dræbt i Gaza, og hun og børnene måtte flygte over hals og hoved til Israel og videre til Betlehem.

Pauline fortæller lavmælt sin historie, og efterhånden som tolkens oversættelse skrider frem, begynder tårerne at fylde mine øjne. Jeg græd gennem hele interviewet.

For 10 år siden blev Pauline rystet af beskeden om, at hendes mand var blevet truet af radikale islamister og bortført til et ukendt sted. Få dage senere fandt politiet liget af hendes kære Rami. Tilbage stod hun med to små børn og var højgravid.

Hvordan skulle hun overleve denne tragedie, ja, i det hele taget leve med sin forstand i nogenlunde behold uden at blive fortæret af bitterhed mod sin mands mordere? De næste år blev det, Pauline kalder "en rejse i tilgivelse", indtil hun endelig kunne gøre det, som er kristendommens hovedbudskab: Når Gud har tilgivet os, skal vi også tilgive hinanden. Og alle andre for den sags skyld. Som Jesus sagde, da han hang på korset: "Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør."

Paulines mand Rami var leder af Det Palæstinensiske Bibelselskabs boghandel i Gaza og havde flere gange modtaget trusler fra radikale islamister. Men Rami havde blot svaret: "Jeg er ikke bange. Hvad kan de gøre? Slå mig ihjel? Jeg er ikke bange for døden!"

Tårerne glider sagte ned ad Paulines kinder, mens hun fortæller om tilgivelsens rejse fra vrede, had og bitterhed til "virkelig, ægte og sand tilgivelse", som hun udtrykker det.

Hun fortæller: "Jeg sagde til Gud: Jeg slipper dem, frigør dem! Da skete forandringen. Jeg blev et nyt menneske, mine bønner blev anderledes, og jeg har fået et dybere forhold til Gud."

I dag lever hun af den lille gavebutik i Bibelselskabets kælder, mens hun leder to grupper for enker efter mænd, der er blevet dræbt på grund af deres tro. Hun har endda overskud til også at besøge og trøste muslimske enker.

Tilgivelsens rejse var lang og vejen fuld af bump og skarpe sving. Før Ramis død kendte Pauline ikke til had, men da politiet en dag fandt Ramis lig smidt på gaden i Gaza, vidste hun med det samme, hvad det vil sige at hade.

"Jeg hadede virkelig den mand, der havde dræbt Rami. Og hvis jeg så ham foran mig, ville jeg ikke tøve med at dræbe ham. Jeg ville have hævn", fortæller hun.

Efter nogle måneder bad hun til Gud og sagde:

"Gud, jeg ved, at jeg skal tilgive, men jeg kan ikke. Hjælp mig."

Et vers fra Bibelen blev især levende for hende:

"Der er en tid for alting, en tid til at leve og en tid til at dø."

Konklusionen var klar: "Herren sagde til mig, at dette var tidspunktet, hvor Rami skulle hjem."

Det ændrede gradvist Paulines perspektiv og viste hende, at drabsmændene kun var redskaber, også selv om de var fundamentalister. Rami var udvalgt til at blive æret som martyr for Kristus på netop dette tidspunkt.

"Jeg indså, at Ramis død var et vidnesbyrd for Kristus."

Men det var svært at tilgive sin mands mordere - helt inde fra hjertet. Især når den ældste søn spurgte: Hvor er far? Men hun blev stædig: "Jeg vil kunne tilgive ægte. Jeg vil kunne slippe vreden."

Og det endte med, at hun kunne sige børnene sandheden: "Far er ikke hos os mere, han er død."

Men tilgivelse er ikke en engangsforestilling, tiden afslører nye lag af bitterhed, og Pauline oplevede ved en gudstjeneste i kirken, at hun igen måtte tilgive, ja, slippe sin mands mordere fuldstændig. Præsten tilbød at bede for hende, og da han pludselig sagde: "Jeg døber dig med kærlighedens dåb" brast det fuldstændig indeni hende. Så da præsten tilføjede "Slip dem, frigør dem", svarede Pauline "Jeg slipper dem fuldstændig."

"I det øjeblik følte jeg, at jeg blev et nyt menneske," fortæller hun.

I dag leder Pauline to grupper for enker, hvis mænd er døde i krig eller efter terror. Og så langt er hun kommet på tilgivelsens rejse, at hun også kontakter muslimske enker for at trøste dem.

Paulines utrolige historie viser, hvor vigtig tilgivelsen er i tilværelsen. De færreste har en så dramatisk historie som hende, men princippet er det samme. Uden tilgivelse kommer vi ikke videre. Uden tilgivelse kan vi ikke leve sammen. For vi kan ikke undgå at fejle og træde hinanden over tæerne en gang imellem. I familien, i skolen, på arbejdspladsen og hvor som helst. Må påskens budskab - og Paulines historie - minde os om tilgivelsens nødvendighed. For derfra udspringer tolerancen, overbærenheden og at kunne lægge fortidens byrder bag sig.

Tilgivelse er simpelthen et must.

Debat: Det er svært, men muligt at tilgive

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce