Debat: Der er noget galt i Danmark
Af: Bjørn Brandenborg, folketingskandidat for Socialdemokratiet Svendborg-Langelandskredsen, Strandgade 3.tv., Rudkøbing

Synspunkt: Vi ved, at over en halv million danskere er psykisk syge, og endnu flere mistrives. Vi ved, at 1,7 millioner danskere ser sig selv som pårørende til en person med psykisk sygdom. Vi ved også, at alt for mange børn og unge er pårørende til psykisk syge forældre, og at dette øger deres risiko for selv at blive psykisk sårbare markant. Vi ved bare ikke, hvordan vi løser problemerne, og hvis ikke vi snart opprioriterer indsatsen mod psykisk sårbarhed, så finder vi heller ikke ud af det.

Psykiatrien har i årevis været nedprioriteret, men heldigvis oplever jeg i stigende grad, at der er lydhørhed over for problematikken. Og det er godt. Men det er desværre ikke nok. Vi skal prioritere en bedre psykiatri, vi skal nedbryde tabuer og fordomme om psykisk mistrivsel, og så skal vi i langt højere grad sætte ind i forhold til den massive mangel på læger og psykiatere, som er realiteten i mange af Danmarks yderområder. For at sikre et Danmark, der hænger sammen, skal det være muligt at få den rette hjælp og behandling - uanset hvor i landet man har bosat sig.

Mange psykisk sårbare personer oplever til stadighed at blive stigmatiseret, når de henvender sig til det somatiske sundhedssystem, og især i landets yderområder kan det være vanskeligt at finde den rette hjælp og behandling. Det skal vi lave om på. Sammen.

Det handler om politisk vilje, det handler om de rette midler, og så handler det om, at vi tør tale højt om problemerne. Som vores tidligere statsminister Poul Nyrup i mange år har sagt, så er stress og angst nogle af Danmarks største folkesygdomme - men de mindst folkelige. Og det skal vi turde italesætte, diskutere og ikke mindste gøre noget ved.

Når én person bliver psykisk sårbar eller psykisk syg, rammer det hele familier, og det er påvist, at de pårørende spiller en afgørende rolle i forhold til at få den syge på rette kurs igen. Derfor er det også helt essentielt, at vi i langt højere grad hører og ser de pårørende, at de tilbydes hjælp, når et familiemedlem indlægges med en psykisk sygdom, at der tilrettelægges forløb og aflastning for de pårørende, og at de kan inddrages i behandlingen af den syge.

Sidst, men ikke mindst, skal vi blive bedre til at forebygge psykisk mistrivsel. Vi skal sætte ind langt før, end vi gør i dag, så vi ser problemerne, inden de har vokset sig for store.