Af: Henny Mathiesen, Hallindskovvej 77, Svendborg

Læserbrev: Nu begynder trommerne at tromme, fordi overenskomstforhandlingernes parter ikke på nuværende tidspunkt kan finde fælles fodslag omkring betalt frokostpause, løn, arbejdstidsregler. Det varsler om, der kommer en strejke.

Ideen med at arbejdsgiver og lønmodtager forhandler løn og ansættelsesvilkår er unik i sig selv. Udgangspunktet er de to parter skal gennem en lang forhandlingsperiode forsøge at tilnærme sig hinanden gennem et kompromis. Kan de ikke opnå fælles fodslag bliver strejken taget i anvendelse. Magtfordelingen er ulige; staten kan læne sig afslappet tilbage og lade lønmodtagerne strejke, indtil kritikken i samfundet begynder at tage fart. Derefter kan staten med et pennestrøg ophæve forhandlingerne til lov og få sine forslag igennem ikke med demokrati, men magt.

Derfor er hele den forhandlingsproces en narresut, hvor lønmodtageren delvist er uden indflydelse på deres egen arbejdssituation. Denne model kaldes unik på trods af, det ikke handler om demokrati. Staten har altid den fordel, at den kan ophøje forhandlingsresultatet til lov. Det betyder, at staten bestemmer suverænt over disse forhandlinger og får gennemført egne forslag.

Vi så det så tydeligt under Helle Thorning-regeringen, hvordan lærernes arbejdstidsaftale blev ændret med et pennestrøg. Hvis befolkningen var en modpart til politikernes vederlag for at sidde på tinge, ville resultatet også være anderledes. Nu er de så heldige, det er kun dem selv, der skal stemme deres egne forslag igennem. Jeg har ikke oplevet, der er nogen, der har stemt imod.

Vi kan forvente en storkonflikt, og der er masser af penge i strejkekassen. Hvad unikt er der ved denne model, hvor demokratiet ikke er det bærende?