Debat: Bør dansk landbrug sadle om?
Af: Søren Nielsen, dyrlæge, Strandgade 2, Troense

Synspunkt: Småt er godt, men større er bedre. Ikke aprilsnar.

Ansvarlige politikere og beslutningstagende myndigheder ved tilsyneladende ikke, hvilket ben, de skal stå på for at komme Dansk Landbrug til hjælp, og de løsningsmodeller, der foreløbig er fremkommet, vil være lappeløsninger, der ikke løser de helt basale problemer, som dansk landbrug må se i øjnene i fremtiden.

Det er nu nødvendigt, at være meget mere fremsynet end både landmænd politikere og myndigheder hidtil har formået at være. Hvis dansk landbrug skal bestå i fremtiden, er det på tide at sadle om og tænke stort.

Der skal en reform til, der for mange vil få de store Reventlowreformer fra slutningen af 1700-tallet til at blegne. Dengang blev stavnsbåndet ophævet, og gårdene blev flyttet ud af landsbyerne og overgik til selveje. Det revolutionerede dansk landbrug og har været gældende stort set uforandret siden med bøndernes selveje som en vigtig faktor.

Hvis det er meningen, at vi i Danmark i fremtiden skal have et effektivt og konkurrencedygtigt landbrug, er det nødvendigt at industrialisere husdyrproduktionen, både kvægbrug, svineproduktion og fjerkræproduktion, totalt og samle produktionen i store enheder sammen med forarbejdningsindustrier som slagterier, mejerier, anlæg til fremstilling af biogas af restprodukter, gyllebearbejdningsanlæg, foderstoffirmaer og andre følgeindustrier.

Alle disse anlæg kan placeres i tyndt befolkede randområder af landet, men med en god infrastruktur i form af nærhed til motorveje, jernbaner, havne o.lign.

Miljøet vil også kunne blive tilgodeset langt bedre end nu, idet vandrensningsanlæg, luftfiltre og grundvandsbeskyttelse og beskyttelse af vandløb vil blive langt mere effektiv, når nødvendige foranstaltninger hertil kan centraliseres. Målrettet, elektronisk styret og centralt overvåget brug af agrokemi som gødningsstoffer og pesticider vil langt bedre kunne imødegå et unødvendigt overforbrug og derved reducere belastningen af miljøet.

Af hensyn til, at sådanne store koncentrationer af produktionen kan påvirke landskabet uhensigtsmæssigt kan der uden om hele molevitten plantes en skovbræmme, der vil skjule sådanne store anlæg. Det vil lukke munden på fredningsmyndigheder og Naturfredningsforeningen.

Finansieringen og ejerforholdene til en sådan koncentration af produktion må selvfølgelig løses. Der kan tænkes flere modeller som for eksempel andelsselskaber, hvor de nuværende ejere af produktionsapparatet kan deltage. Deres nuværende ejerskaber skal så kapitaliseres og indskydes måske med statsstøtte eller således, at den EU-subsidiering, man nu får tildelt, skydes ind i foretagenet. Det hele skal selvfølgelig ske stille og roligt over en årrække på for eksempel 20-30 år.

Alt dette kan ske uden at den forholdsvis beskedne økologiske produktion behøver at blive begrænset. Men det vil vedblive med at være en nicheproduktion for at tilfredsstille dette beskedne marked.

Nogle af mine dyrlægekolleger mener, at en sådan koncentration af den animalske produktion kan medføre en forøget risiko for udbrud af smitsomme sygdomme og nedsat dyrevelfærd. Jeg tror dog nok, at de fleste vil som jeg mene, at det forholder sig lige omvendt. Staldsystemerne kan være helt lukkede med effektive karantæneforhold, hvis nye dyr skal indsættes af hensyn til blodfornyelse. Staldafsnit kan hurtigt lukkes, hvis det er nødvendigt og en effektiv sygdomskontrol kan hurtigt sættes i gang, skulle der ske udbrud af en smitsom sygdom.

Dyrevelfærden kan også håndteres optimalt, idet indeklimaet i staldafsnittene kan kontrolleres ved effektiv temperatur- og luftskiftekontrol. Alle kendte forhold vedrørende adfærdsproblemer kan håndteres efter den nyeste videnskabelige viden.