Debat: Barndommens lykkeland
Af: Luna Duedahl, Svendborg Gymnasium, Traverskiftet 16, 5881 Skårup

Jeg handler i den lokale brugs, jeg går ture ved den lokale strand, og jeg hilser hver dag på de lokale folk. Jeg er selv lokal.

Ja, jeg bor praktisk talt der, hvor jeg altid har boet, siden dengang jeg ikke kan huske. I min hjemstavn.

I Den Danske Ordbog defineres ordet hjemstavn som "det sted hvor man er født og har haft sin opvækst". I så fald må min hjemstavn være Skårup - en lille flække lidt udenfor Svendborg. På trods af Den Danske Ordbogs definition tror jeg, at mange mennesker tillægger ordet hjemstavn mere betydning end blot det geografiske sted, hvor man har haft sin opvækst. Som når digter-jeg'et i Tove Ditlevsens berømte digt "Barndommens gade" beskriver sin barndomsgade som sit væsens rod.

Hjemmet og hjemstavnen er nemlig det, der kender en bedst, og måske er det også det sted, der er farligst at blive hængende i. For hvilken værdi er der i at sidde tilbage i det hjem, som ikke føles som det lykkeland, man erindrer, at det var?

Hjemstavnen er nemlig kulissen til ens barndom. Det er en del af en. Det er herfra man har sine første minder, gode som dårlige. Jeg kan derfor, til tider, længes tilbage til mit barndomshjem, hvilket er det mærkværdige ved det taget i betragtning af, at jeg stadig bor der. Jeg kan altså sagtens sætte mig ind i den følelse, som Johannes Jørgensen beskrev i sin roman "Forårssagn", hvor han erindrer, dengang han som knap sekstenårig måtte flytte fra sin barndomsby, Svendborg, for at gå på gymnasiet:

"I dette Københavns taagede Vinter og sølede Gader blev da Svendborg, som jeg var rejst fra, Sommerlandet, Solskinslandet, Lykkelandet."

Jeg savner også mit Lykkeland, selvom jeg skulle forestille stadig at bo der. Jeg forestiller mig derfor, at min følelse må være endnu værre end den, Johannes Jørgensen sad inde med i København, næsten hundrede og halvtreds kilometer fra hans elskede hjemstavn.

Jeg kan nemlig ikke, ligesom han kunne, tage hjem til mit sommerland, Svendborg, og føle, at alt atter er "Lys, Lykke og Fred", som han ellers så smukt beskrev det at vende hjem på sommerferie. Jeg er her nemlig allerede. Og Svendborg er for mig ikke altid et "solskinsland". Svendborg er mit liv på godt og ondt, og sådan husker jeg ikke mit barndoms-lykkeland. Der var Skårup og Svendborg, mest af alt mit liv på godt, men ikke ondt. Dengang var alting solrigt, glædeligt og enkelt. En tid, som jeg måske omsider må indse blot har været til låns. Denne iagttagelse af begrebet hjemstavn beskrev forfatter Josefine Klougart i Voxpop på følgende vis:

"At have en hjemstavn er måske mest af alt at leve med et tab, og det er den største sorg [...]"

Med denne beskrivelse bevæger selve begrebet hjemstavn sig altså fra at være en genstand eller rettere en geografisk placering til at være en imaginær forestilling eller erindring. For min hjemstavn, Svendborg, eksisterer jo stadig, hvilket Josefine Klougarts hjemstavn må formodes også at gøre. Alligevel beskriver hun hjemstavnen som noget, man ikke kan vende tilbage til. En tabt fortid, der udelukkende findes i erindringen.

Et andet og endnu mere ubærligt syn på hjemstavnen er, at den altid vil eksistere, men at følelserne og de konnotationer, man forbinder med den, aldrig har eksisteret andre steder end inde i hovedet på et lille barn. At hjemstavnen udelukkende erindres som et solskinsland på baggrund af en barnlig illusion. Dette ville i det mindste kunne forklare årsagen til, at den aldrig kan genfindes. Det er samme princip, som når voksne taler om deres barndom som dengang, der altid var hvid jul. Dette udsagn er meteorologiske tabeller nemlig ikke enige i, men alligevel er det dette billede, der lever i mange folks erindring.

Tankegangen kan synes deprimerende, fordi den i virkeligheden argumenterer for, at hjemstavnen netop kun er en geografisk plet på verdenskortet, og at det "lykkeland", Johannes Jørgensen, Josefine Klougart og jeg selv længes så dybfølt efter, aldrig rigtig har eksisteret.

Som jeg ser det, skal det dog, som et vigtigt element i det at forstå begrebet hjemstavn, pointeres, at der kan findes en tvetydighed i længslen efter at vende hjem. For lige så kraftig denne længsel kan synes at være, lige så svært kan det være at ignorere behovet for at slippe væk.

Tove Ditlevsen beskrev disse modstridende følelser ved at beskrive barndomsgaden som "dit væsens rod", mens hun efterfølgende beskrev den som "den bankende rytme, i alt hvad du længes mod". For selvom hjemstavnen måske kan have føltes som hele ens verden, mens man er barn; selvom det måske kan have føltes som et sted uden mangler, som rummede alt, hvad man skulle bruge, kan hjemstavnen så pludseligt komme til at føles som det sted i hele verden med flest mangler, når man når en vis alder.

Johannes Jørgensen beskrev denne udlængsel som en direkte drivkraft i hans forfatterskab, og måske er det i virkeligheden også den udlængsel, jeg begynder at kunne mærke som en 18-årig pige, der er ved at afslutte 3. G, selvom tanken er skræmmende. Jeg kommer nemlig tit til at sammenligne Skårup med Dan Turèlls humoristiske skildring af hans egen hjemstavn, Vangede, i hans hjemstavnsroman "Vangede Billeder". Skårup er nemlig en by, hvor alle genkender alle, og alle bliver genkendt af alle. En følelse, som på samme tid er så tryg og så klaustrofobisk. En følelse, som på en og samme tid får en til at længes hjem og længes væk.

Heldigvis skulle det efter sigende være en meget naturlig og direkte positiv følelse, idet den forhindrer, at man som menneske bliver stavnsbundet. For hvis man aldrig får taget sig sammen til at bryde op med det hjem, som virker så trygt, kan man ifølge forsker i nordisk sprog og litteratur Lis Norup risikere at blive hjemsøgt, som hun beskriver det i "Voxpop".

Hjemmet og hjemstavnen er nemlig det, der kender en bedst, og måske er det også det sted, der er farligst at blive hængende i. For hvilken værdi er der i at sidde tilbage i det hjem, som ikke føles som det lykkeland, man erindrer, at det var?

Om den magi, som jeg selv og tilsyneladende mange andre konnoterer til deres hjemstavn, så virkelig er en erindring af reelle oplevelser, eller det blot er en illusion, er svært at sige. Måske er det en blanding? Måske er det netop en ligegyldig detalje, når det kommer til en hyldest af det sted, hvor man er vokset op. Der er nemlig ingen tvivl om, at vore alles barndomsgader nok er en af barndommens største gaver. At erindringen om hjemstavnen måske i virkeligheden er et af de mest glimrende eksempler, der findes på, hvor fantastisk et barn er til at kreere sit eget solskinsland. Et lykkeland, som jeg håber at kunne vende tilbage til engang, når jeg først har fået taget mig sammen til at vende det ryggen.