Eigil Smed blev han kaldt. Han var min mester da jeg stod i smedelære for ca. 40 år siden. Eigils kone Jutta var hjemmegående og sørgende rigtigt godt for både Eigil og deres to børn.

Da beskæftigelsen var på sit højeste, var der ansat fire svende og to lærlinge i landsbysmedjen. Normalt to svende og to lærlinge.

Noget af det særlige ved Eigil var at han satte så stor pris på sine ansatte, at han havde overordentligt vanskeligt ved at fyre folk i perioder, hvor der egentligt ikke var arbejde nok til dem. Der er gennem firmaets lange levetid blevet brugt rigtig mange arbejdstimer på at rydde ekstra op på værksted og lager, i håb om at der ville vise sig nye ordrer, så en ellers nødvendig fyring kunne undgås.

Det har helt sikkert på den ene side kostet firmaet en hel del. På den anden side betød det at man som ansat i firmaet arbejdede som om man var medejer. Brok var ikke moderne dengang.

Eigil var naturligvis som arbejdsgiver interesseret i at arbejdet skred godt, da det jo var nødvendigt for at forretningen kunne give overskud, samtidig betød det alt for ham at der herskede en god stemning på værkstedet. Jeg har oplevet ham mange gange løbe gennem værkstedet, hoppe i luften og slå hælene sammen, synge meget højt, kalde sammen for at give en øl og fortælle den nye vits eller gøre andet for at hæve humøret, hvis han fandt stemningen lidt trykket. I samme boldgade havde Eigil en formidabel evne til at lægge mærke til små særkender hos kunderne. Den måde man bevægede sig, talte på, brugte vendinger mv. Disse observationer brugte han til tider til at fortælle, hvor der var opgaver der skulle løses. Han kunne f.eks. lægge ansigtet i bestemte folder og med fistelstemme sige »der er en radiator der er utæt« og vi kunne straks pakke firmabilen og køre ud til kunden uden at få navnet. Til mesters eftermæle skal tilføjes at parodierne altid var respektfulde.

Jeg er sikker på, at jeg i de fire og et halvt år jeg stod i lære ikke oplevede en eneste arbejdsdag uden mindst et rigtigt godt grin.

Smedjen lå lige bag Brugsen. Jeg kunne derfor gå gennem hækken når jeg, som det var naturligt for lærlingen dengang, blev sendt efter en omgang øl. Når mester sendte mig, gav han mig altid sin pung med. Der var efter min målestok ofte mange penge i pungen. Om han nogensinde talte efter ved jeg ikke, men jeg var ret stolt af at blive betroet mesters pung.

Man kan sikkert ikke sige at jeg som smedelærling direkte lærte pædagogik. Men jeg kunne under min uddannelse til pædagog tydeligt mærke, at jeg i min læretid havde lært den omstillingsevne det kræver at arbejde i firmaets interesse, i det ene øjeblik hos kystfiskeren, og i det næste hos proprietæren.

Eigil dukker ofte op i min erindring. At han gør det nu igen, tror jeg er fordi han lige vil huske mig på at det skal være rart at gå på arbejde.

Tak Eigil, jeg skal nok huske det!