#nejtilstoffer
Af: Kreativ direktør, Have Kommunikation Christian Have

Mere end hver tiende dansker under 25 år har taget ulovlige stoffer udover hash. Det kunne Sundhedsstyrelsen berette i sin rapport over den danske narkotikasituation, som udkom i november. Mere end hver tyvende - seks procent - har et aktuelt forbrug. Tallet er faldet fra otte procent i år 2000, hvilket er glædeligt. Men det drejer stadig om mere end to elever i snit i hver eneste folkeskoleklasse, der er eller har været i berøring med stoffer som kokain, amfetamin og MDMA. Hertil kommer, at omkring 400.000 danskere - eller 7% af befolkningen - er på antidepressiv medicin. Også dette tal er faldet - fra godt 8% i 2010 - men der kan ikke herske tvivl om, at det fortsat er adskillige hundrede tusinder for mange.

Når et stort antal unge mennesker tager ulovlige stoffer, og en betragtelig del af befolkningen er på antidepressiv medicin, er det tegn på, at Danmark måske ikke er verdens lykkeligste folkefærd, sådan som det ellers er blevet hævdet. Det er ikke svært at få øje på de aspekter ved tilværelsen, der kan drive såvel unge som voksne til at dulme angsten og uroen eller løfte humøret gennem kemikalier. Med digitaliseringen går alting pludselig lynhurtigt. Man skal være på 24 timer om dagen, syv dage om ugen, og der kan ikke herske nogen tvivl om, at dette forværrer problematikken.

Forventningspresset til den enkelte borger spiller dermed en større rolle end nogensinde. Man skal performe i sin karriere, i sit parforhold, som studerende, som forælder, og - ikke mindst - blandt vennerne, der ivrigt poster selvforherligende og lige lovligt rosenrøde fortællinger på Facebook, Snapchat, LinkedIn og Instagram. For mange kan det dermed fremstå som om, at alle andre har et helt fantastisk liv, mens man selv er i en daglig kamp for at få det hele til at hænge sammen.

Med få dramatiske undtagelser undlader vennerne som regel at poste historierne om regningen, der ikke blev betalt. Om det altødelæggende skænderi med kæresten. Om lønforhøjelsen, der udeblev. Om følelsen af ensomhed, selv når man er omgivet af venner og familie. Om den ufrivillige abort. Om lysten til at give pokker i det hele. Eller om trangen til at tage ulovlige stoffer eller antidepressiv medicin, fordi alting pludselig forekommer fuldkommen uoverkommeligt. Det er tanker og typer af oplevelser, som stort set alle mennesker vil have på et tidspunkt i deres liv, men som selvcensuren sørger for at skjule, når vi gennem nok en statusopdatering fortæller verden om, hvor godt det egentlig går.

Når det kommer til unge mennesker, har vi for vane at sige, at det er forældrenes ansvar at sørge for, at deres børn ikke tager stoffer. Når det kommer til voksne menneskers forbrug, har vi for vane at sige, at det er deres eget ansvar. Ingen skal fratages deres personlige ansvar, men der er ingen tvivl om, at man fra statslig side også må påtage sig et ansvar. Frem for at lancere endnu en kampagne med nok en pegefinger, foreslås det imidlertid, at man fra statslig side gør sig til drivkraft for en bevægelse, der passende kunne hedde #nejtilstoffer.

Målet er ikke at skabe en fortløbende tragediefortælling, hvor vi dyrker, hvor dårligt vi kan gå rundt og have det. Men der er behov for det, der populært kaldes peer-to-peer-formidling, når det kommer til at gribe fat om de problematikker, der ligger til grund for danskernes indtag af ulovlige stoffer og antidepressiv medicin. For når folk lytter til personer, der føler sig ligeværdige med - deres peers - er de automatisk langt mere modtagelige, end når staten på autoritær vis lancerer forbud og skræmmekampagner.

Derfor foreslås det, at der sammen med bevægelsen skabes en digital platform, der kan supplere de mange fine private og offentlige initiativer, der allerede findes. En platform, hvor enhver dansker kan møde andre danskere, der enten tager antidepressiv medicin eller overvejer at gøre det. Hvor borgere, der har mærket konsekvenserne af stofferne på egen krop, kan dele ud af deres livsvigtige erfaringer. Hvor den gensidige inspiration til at klare hverdagen kan hjælpe unge som gamle til ikke længere at fylde deres kroppe med kemikalier, de helst skulle være foruden. Platformen bør suppleres med aktivering af nøje udvalgte unge, som via deres profiler på digitale platforme - ikke mindst YouTube og Instagram - kan kommunikere bevægelsens budskaber ud til massevis af eksisterende følgere. En sådan bevægelse, med sin tilhørende platform, vil ikke være prædikende, og det er en den altafgørende forskel på dette initiativ og de klassiske sundhedskampagner, som staten ofte står bag. Behovet hos borgerne er ikke først og fremmest yderligere viden om stofferne, for de fleste er fuldt ud klar over, at det ville være bedre, hvis de ikke følte behov for at tage dem.

Behovet er i stedet at blive set og forstået. At kunne indgå i en dialog med sine medmennesker omkring livets svære temaer. En dialog, hvor vi har mindre travlt med at udstille os selv og i stedet fokuserer på det, vi ikke længere er så gode til: At lytte til hinanden.