#metoo og kønskamp: Statuette-feminister har erobret scenen
Af: Hellmut Seifert Toftdahl, Hvidbjergvej 4, Trige

Kønsdebat: Modernismens hønsestrik-feminister er blevet overhalet højre om af postmodernismens statuette- feminister, som via Golden Globe og de sociale medier har lanceret et globalt oprør mod de "dumme svin", som hjalp dem op ad karrierestigens vaklende trin.

De statuettehungrende feminister, #MeToo-kampagnens galionsfigurer, er en postfeministisk variant af den gamle Eva som, uddrevet af Edens Have, skammer sig over sin ungdoms udskejelser: "Det var ikke mig, der fristede Adam. Det var ham, der forførte mig via sin djævelske slange". Hvad de fortrænger er sandheden om erotikkens markedsmekanismer: "I krig og kærlighed gælder alle kneb", fordi det alt sammen handler om den kendsgerning, at vores eneste biologiske legitimitet er at føre slægten videre. Chikane, forførelse, overgreb, krænkelser, kurmageri, koketteri er begge køns instruerede værktøjer til håndtering af denne kønskamp, smukt illustreret i tangodansens, flamingodansens og ballettens stiliserede fremstilling af parringsdansen. Den tyske digter Heinrich Heine skrev: "Det er ikke os der får ideerne, det er ideerne, der griber os, knægter os og driver os som gladiatorer rundt på arenaen". Oversat til kønskampens sprog: "Det er ikke kønnene, der opfinder begæret, det er begæret som griber begge køn og driver dem som konkurrerende dansepartnere rundt på forplantningens "Vild med dans"-scene.

De erotiske tabere i det "gamle spil om enhver" ender let i den puritanisme og sexforskrækkelse, som gør en dyd ud af deres erotiske fiaskoer. Dette "Misse Møghe syndrom" er velillustreret i Matador: Misse bilder sig selv ind, at hun "drager" mændene, og hendes livs eneste bejler, ensomme lærer Andersen, fryser hun ihjel på sin altan, mens hun klynger sig til sin mor og bliver krænket, når en mand så meget som hjælper hende en frakke på. Statuette-feministerne klynger sig til deres hårdt tilkæmpede, forgyldte jagttrofæer, mens de triumferende fra deres gallapodier fordømmer de alfahanner, som bar dem frem mod mediekarrierens tinder. Herfra fungerer de som rollemodeller for deres erotisk mindre veludrustede medsøstre, middelklassens seksuelt frustrerede småpiger, hvis erotiske scoredrømme spillede fallit. Disse er en tragi-komisk version af Askepoteventyret om den lille pige, der blev hentet op af sumpen og fik skåret en hæl og klippet en tå for at gøre hende stueren til prinsens slot. #MeeToo pigernes skæbne er, at prinsen blev træt af dem og smed dem af hesten, inden de nåede slottet, og den forsmåede Askepot måtte se Alfahannen samle endnu en prøveklud op fra vejsiden. Nu satser en af dem, Oprah Winfrey, på at blive USA´s næste præsident: Hun er afro-amerikaner, hun er kvinde, og hun har vovet at demonstrere, sortklædt, mod det univers af alfahanner, som hun er udsprunget af. Med hende som præsident vil Trumps mandehørm fordufte fra Det hvide Hus og fremtidens kønskampe komme til at foregå i cyberspace: det bliver en globaliseret nyviktorianisme, retmæssigt anonymiseret, ansvarsløst og juridisk tilsløret af twittermediets digitale henrettelsespeloton af krænket mandeforagt.