Vores tryghed er voldsomt udfordret: Demokrati er ikke kun en styreform, det er også en måde at leve livet på
Af: Forfatter og foredragsholder, Ærøskøbing Finn Slumstrup

Jeg er blevet bedt om at holde en grundlovstale i utide. Det ved jeg slet ikke om man kan. Naturligvis er jeg helt med på, at det ikke er den 5. juni i dag, men når man ser sig omkring i verden og herunder også i fædrelandet, ser jeg mange tegn på, at der er al mulig grund til at holde grundlovstale hver eneste dag. Altså er en grundlovstale i utide en umulighed. Dermed har jeg fra starten sagt, at jeg mener, at det danske demokrati er udfordret, og at vi skal passe godt på det. Demokratiet er en sart plante. Jeg har i mange år været modstander af alle de bestræbelser, der er udfoldet for, at vi skal have en ny grundlov. Fordi jeg er overbevist om, at en ny lov vil blive dårligere end den, kong Frederik IX og statsminister Erik Eriksen underskrev for snart 65 år siden. Den er fra en uskyldig tid, da befolkningen som sagt var langt mere ensartet end den er i dag, og det derfor var risikofrit at indskrive de klassiske borgerlige rettigheder uden at ryste på hånden Grundloven er fra en tid, da ingen kendte noget til hverken globalisering, et flerkulturelt samfund eller internettet. Men det er meget svært at ændre Grundloven, hvis ikke man har en sag, der virkelig kan mobilisere folket. Og en sådan sag er ikke til at få øje på.

Pudsigt nok er det netop spørgsmålet om de borgerlige rettigheder eller menneskerettighederne, der hyppigt er blevet ført i marken som begrundelse for, at vi skal have en ny grundlov. Der er nemlig sket meget på dette område efter den nuværende udgave blev vedtaget i 1953. Men det har vist sig ikke at være et reelt problem. For den 29. april 1992 vedtog Folketinget, at hvis der er tvivl om, hvordan Grundlovens ret enkle formuleringer om menneskerettighederne skal fortolkes, så læner man sig i praksis op af de europæiske menneskerettighedserklæringer og følger dem.

At Danmark er blevet et langt mere uensartet land end det var på Frederik IX's tid, medfører, at politikerne stadig oftere føler sig hæmmede eller bremsede af Grundloven. Hvor ofte har man ikke i de senere år hørt formuleringer om, at man selvfølgelig ikke skal foretage sig noget, der bringer os i konflikt med Grundloven eller internationale konventioner. Og så tilføjes det: Men vi skal gå lige til kanten...!

Hvorfor skal vi det? Fordi der angiveligt er føget ukrudt over hegnet, og der i dag lever mennesker i Danmark, som hylder andre værdier end dem, normaldanskeren- hvem hun så eller er? - går ind for. Og hvis ikke vi kan få de anderledes til at blive normaldanskere med det gode, så må vi tvinge dem til det. At tvinge kan godt være bøvlet, når der i Grundloven står, at den personlige frihed er ukrænkelig, at boligen er ukrænkelig, at der er ytrings- og foreningsfrihed, og at "borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning".

Med til alle disse paragraffer om rettigheder hører, at der intet må foretages som strider mod den almindelige orden, og der er forbud mod foreninger, der virker ved vold eller søger at opnå deres mål gennem voldsanvendelse. For nu at skære ind til benet, så kan man ikke tvinge folk til med hjertet at tilslutte sig demokratiet. Det kan man kun gennem eksemplets magt. Ved at vi agerer på en sådan måde, at det bliver tydeligt også for skeptikere, at demokratiet virkelig er den mindst ringe styreform. Og i Danmark har vi tilmed en lang tradition for at hævde, at demokrati ikke blot er en styreform, det er en livsform.

Denne opfattelse, som også er en af grundene til at Danmark er et af verdens tryggeste og mindst korrupte lande, er i dag voldsomt udfordret. Når vi ikke længere kan være sikre på, at landets statsminister selv betaler sit tøj, eller at politikere som vi andre almindelige dødelige betaler for lejen af de lokaler, hvor de holder deres familiefester, så er der ved at gå råd i systemet.

Ja, det er faktisk så frygtelig banalt, at det starter med den personlige adfærd og at der skal være sammenhæng mellem det man siger og det man gør. Ikke at man dermed løser alle problemer. Men hvis ikke der er orden i de elementære forhold, så får man heller ikke løst de andre og umiddelbart større problemer. Også dér skal der være sammenhæng mellem teori og praksis.

Sig mig så, hvordan man kan hævde, der er lighed for loven, når regeringen nu barsler med planer om, at straffen for forbrydelser skal være afhængig af, hvor de bliver begået? Nogle gader er strafmæssigt dyrere end andre. At politikerne selv er klar over, at de er på mere end tynd is ses af deres ynkelige understregning af, at det ikke er hvor forbryderen bor, der betyder noget, men hvor forbrydelsen begås. Som om det skulle gøre en forskel.

Sig mig så, hvordan man kan få mennesker til at respektere lighed for loven, når det viser sig, at ministre er hævet over den? At man kan være i konflikt med sandheden i sine udtalelser og have administreret i strid med love og konventioner uden det får konsekvenser. Fordi et flertal i Folketinget ikke synes, det er så slemt, dét, der er foregået. Hammeren falder åbenbart først, hvis man er politisk uenig i den kurs, der ligger bag ulovligheden.

Vores største udfordring i dag er ikke, at vi aldrig har taget opgaven med at integrere nye medborgere fra andre kulturer som en positiv fælles opgave for vort samfund og vort folkestyre. Bag ved dette svigt - som ellers er alvorligt nok i sig selv - ligger det forhold, at vi ikke har taget vor demokratiske arv alvorligt, så vi i dag langt hen ad vejen har mistet ikke bare vor kristne, men også vor politiske tro. Vi tror ikke længere på det folkestyre, vi ellers taler så højt om. Den eneste tro vi har tilbage, er troen på den nøgne økonomiske vinding. På lønsomhed og økonomisk udbytte. Og den tro er ikke nok til, at man kan bygge gode samfund på den.