Giuseppe Verdi er et eksempel på en kunstner, som får en stor rolle i et lands frihedskamp. Ikke mindst operaen Nabucco med slavernes berømte sang om deres land og deres håb gjorde Verdi til hofkomponist for den italienske national-liberale befrielsesbevægelse.
Giuseppe Verdi havde en stor andel i, at Italien vandt sin politiske frihed. Da hans første opera, Oberto blev opført i 1839 på La Scala i Milano, var han 26 år. Han havde kontrakt på tre mere, men så mistede han både sine to børn og sin kone. Han var knust og ville helst give op.

Alligevel kom han efterhånden i gang igen og skrev så Nabucco. ("Nebukanezer"). Den kvindelige hovedrolle havde sopranen Giuseppina Strepponi. Hun blev nu hans livsledsagerske.

Operaen bygger på Det Gamle Testamentes fortællinger om jødernes babyloniske fangenskab ca. 500 år f.Kr. Den blev en enorm succes. I 3. akt, 2. scene ser man de fangne jøder som slaver på Eufrats bredder. De synger om deres land og deres håb:

Va, pensiero, sull'ali dorate

(flyv min tanke på gyldne vinger...

o, mit smukke tabte land...

giv os håb, tålmod, styrke...)

SANGEN bragte publikum i ekstase. Man forlangte da capo, hvilket var forbudt i Milano, fordi det gerne førte til anti-østrigske demonstrationer, og her var der i sandhed brændstof, for det var ganske let for italienerne at se sig selv som jøder og østrigerne som babylonier.

Med dette kor blev Verdi gjort til komponist for Risorgimento (Genrejsningen), den patriotiske bevægelse, hvis mål var et frit Italien.

Han havde egentlig ikke haft anden intention end at skrive den bedst mulige musik til digteren Soleras vers. Men han var ikke misfornøjet med publikums associationer, for han var en varm tilhænger af den national-liberale bevægelse.

Da Verdi døde som 87 årig, var en stor, sørgende folkemængde samlet i Milano for at følge ham til kirkegården. Stille begyndte man at nynne, og snart sang alle med på Va, pensiero..

En måned efter blev han og hustruen, der var død fire år før, efter deres testamentariske ønske flyttet til deres hjem Casa di Riposa. Der var kranse fra hele verden, der var repræsemtanter fra kongehus og parlament, og sangen blev nu sunget af et kæmpekor dirigeret af Toscanini.

EFTER den store franske revolution, Napoleon og Wienerkongressen fulgte en reaktionens og restaurationens tid. I 1830 begyndte Europa så småt at rejse sig mod ufriheden.

I Frankrig prøvede Karl X at ophæve trykkefrihed og lave om på valglove. Han måtte abdicere. I Belgien lykkedes skilsmissen fra Holland. I Schweiz blev alle aristokrater sat på porten, men i Polen blev oprør slået ned af zar Nicolaj I, og i Parma, Modena og i Romagna blev det knust med Østrigs hjælp.

I februar 1848 gik det løs igen, og i marts nåede revolutionerne til Milano. I fem dage gjorde milaneserne oprør mod de østrigske herrer med gadekampe og barrikader og drev dem ud. Verdi, der var i Paris skyndte sig hjem.

Men østrigerne havde kun trukket sig tilbage midlertidigt. De kom igen, og italienerne kunne ikke blive enige om en fælles strategi.

Kongeriget Sardinien, der også omfattede Piemonte, under kong Carlo Alberto gik i krig, men aldrig så snart var Venedig befriet, før byen udråbte sig til republik. Milano ville heller ikke lægges under Piemonte, og sydfra var der en bevægelse - neoguelferne - der nok ville Italiens samling, men under Pavens ledelse.

Krigen med Østrig fortsatte altså, og Verdi vendte tilbage til Paris, hvor han var i gang med operaen Il Corsare.

PÅ det tidspunkt havde han allerede fuldendt flere operaer (foruden Nabucco) med patriotiske overtoner bl.a. I Lombardi alla prima crociata ("Lombarderne under første korstog"), der hentede stof fra Torquato Tassos Det befriede Jerusalem og fra Walter Scott's Ivanhoe. Nu meddelte han sine forfattervenner, at han var parat til at lave en ny opera, der kunne opildne til frihedskamp.

Som emne tog de den germanske kejser Barbarossa fra 1200 tallet, som havde lidt et nederlag til de lombardiske byer i et slag ved Legnano. Operaen fik navnet La Battaglia di Legnano ("Slaget ved Legnano").

En opførelse i Milano var utænkelig, så det blev Rom. Her var det politiske liv ganske vist lige så hektisk som oppe nordpå. Republikanerne havde myrdet Pavens førsteminister, grev Rossi, fordi han ikke ville støtte Lombardiet.

En tusindtallig skare belejrede Quirinalpaladset, og Paven flygtede til byen Gaeta, der hørte til Napoli og dermed til kongeriget Begge Sicilier, hvor den forfærdelige despot Ferdinand II regerede.

Der blev holdt en folkeafstemning, selv om Paven fordømte det og forbød alle katolikker at stemme. Republikanerne sejrede, og en ny folkeforsamling erklærede pavestaten for republik. Men så kom der et fransk ekspeditionskorps og greb ind.

DET var situationen da Verdi ankom til Rom i 1849 for at diri gere sin nye opera. Teatro Argentina var pakket til loftet, og atmosfæren var ophidset.

Lige i begyndelsen er der et stort kor, der synger:

Viva Italia! Sacro un patto/Tutti stringe i figli suoi. ("Leve Italien. En hellig pagt binder alle dine sønner").

Nu råbte tilhørerne: "Viva Italia! Viva Verdi!" Hele fjerde akt måtte gentages, ikke alene den første aften, men ved alle opførelser i hele sæsonen. Risorgimento havde fået sin egen opera.

AT Østrig var forhadt i Italien, skyldtes ikke alene italiensk patriotisme og nationalisme, men også dets egen arrogance, urimelige administration og stedvise råhed og brutalitet - "en ejendommelig blanding af ondskab og dumhed", siger Friedell.

Men i første omgang altså sejrede reaktionen, og snart var alt ved det gamle. Fængslerne fyldtes af frihedsmænd, og alene i Pius IX's Romagna blev der henrettet 5oo af dem.

Operalivet gik sin gang omend med store vanskeligheder på grund af politisk og pavelig censur.

I 1857 havde Verdi fået kontrakt på en opera til Napoli. Motivet skulle være mordet på den svenske konge Gustav III under et maskebal i 1792 - et velkendt emne.

Verdi forudså vanskeligheder, og det blev der, selv om intrigen var ganske upolitisk. Et mord på en regent måtte ikke vises, og kong Ferdinand II var blevet nervøs på grund af et attentatetforsøg i Paris mod Napoleon III begået af en italiensk patriot - Orsini.

I første omgang blev titlen lavet om til La Vendetta in Domino. Stockholm blev ændret til Stettin og århundredet ændret til det 17. Men så slettede censuren ord, så sætninger, derpå scener og endelig det hele.

Den foreslog, at kongen skulle være en almindelig adelsmand, hustru skulle være søster, intet bal, intet mord på scenen. Og operaen skulle hedde Adelia og foregå i Firenze i det 14. århundrede.

Verdi blev truet med en kæmpebøde, men han ville ikke bøje sig. Han tilbød nu sin opera til Rom, hvis ellers den pavelige censor ville godkende den. Det ville han, hvis handlingen kom helt væk fra Europa. Den blev så forlagt til Boston før borgerkrigen, men operaen beholdt sit navn - Maskeballet.

ENDELIG nåede man så til premieren i februar 1859. Og da var det, at folket fandt på noget snedigt. For fra nu af råbte man det over hele landet og skrev det på bannere og mure: "VIVA VERDI". For V-E-R-D-I betød ikke blot Verdi, men også Vittorio Emanuele Re D'Italia (Victor Emanuel Italiens konge).

Frihedskampen fortsatte. Efter det grufulde slag ved Solferino i 1859, hvor 17000 soldater blev dræbt, og hvor Røde Kors blev til, vandt Italien Lombardiet. Det første parlament åbnede i Turino 1861 og valgte Viktor Emanuel til konge. Så fulgte Venedig i 1866 og endelig Rom i 1870.

Italien var endelig samlet, og Verdi havde gjort, hvad han nu kunne dertil. Carsten Lindegaard, Fasanvej 9, Ferritslev, er læge og mag.art.
  • fyens.dk