Vildt. Ulven er kommet
Af: Poul Erik Pedersen, Rørkærsvej 5, Middelfart

Ulven har krydset grænsen til Danmark. Med sit lumske og faretruende udseende lusker den lydløst rundt i skovens dybe stille ro. Den er parat til at overfalde svampesamlere, vandrere, joggere, unge piger med små røde hætter på hovedet og bedstemødre. Ja angsten for det fremmede, for det ukendte og reaktionsmønstrene er kendte. Socialdemokraterne vil have ulvene indhegnet. Dansk Folkeparti går et skridt videre og vil have ulvene sendt til udlandet, så inden længe bliver det sandsynligvis også socialdemokratisk politik.

En ulv er egentlig bare en vild hund. Naboens søde labrador og den grå ulv ude i skoven er samme dyreart. Dagbladet Information foreslår, at man kunne kalde ulven for "skovhund", men det er der allerede en sydamerikansk hundeart, der hedder. Skovhund lyder mere tilforladeligt end ulv, og et navneskift kunne måske gøre noget ved den frygt, mange mennesker har for ulven nu om dage. Lidt lige som svin og gris. Landbrug og Fødevarer mener jo, at danskerne vil spise mere svinekød, hvis man ændrer navnet til gris, da svin giver associationer i retning af masseproducerede dyr i industrianlæg; men gris derimod giver associationer til levende dyr, Morten Korch og hyggelige bondegårde.

Ulven har en lang forhistorie i Danmark, dog med en lille pause på 200 år. Måske var den her endda før mennesket. I Kristeligt Dagblad den 24. april kan man læse, at det er en rigtig dårlig idé at skyde en ulv, som ikke udgør nogen fare. Det har meget mere vidtrækkende konsekvenser, end man tror. For hvis ulvefamilien bliver opløst, fordi forældrene dør, må de unge ulve selv ud at jage. De kan ikke selv finde ud af at fange rådyr på egen hånd, da de ikke ikke har lært det endnu. De vil derfor gå efter f. eks. får. Det har tyske ulveeksperter set flere gange. Lederskribenten i Kristeligt Dagblad den 26. april ønsker, som så mange andre, dog ikke ulve i Danmark.

I denne forbindelse skal det nævnes, at dna-analyser viser, at de få ulve, som er i Jylland kun står for en mindre andel af de opskræmte eksempler på skambidte får på græs, mens guldsjakalen, ræven og almindelige hunde med smag for lam på friland har ansvar for de fleste angreb.

Dyr æder dyr, men dyr æder sjældent mennesker. Som regel æder ulve, der æder dyr, hellere dyr, der er døde af sig selv, fordi det er nemmere. Man siger, at naturen regulerer balancerne. I Danmark, som er verdens mest opdyrkede land, er det nok ikke altid sådan.

Ulvene er bemærkelsesværdige dyr. Myterne om dem er talrige og fantasifulde. Ulven har også fået mange danskere til at gå ind i offerrollen og især Socialdemokratiet og DF står på hinandens tæer for at tilskynde hertil. Oveni kommer foragten for eksperterne og dagens populisme er i hus. Eksperter er vi jo selv. Det fortalte Anders Fogh Rasmussen os i nullerne og han fik hermed en negativ indflydelse på nationalkarakteren.

Fakta er at ulvens ankomst med al det besvær, den giver, er en glimrende anledning til, at vi danskere vågner op og tænker over vores forhold til naturen. Vi lever i en tid, hvor der bør være plads til vildskab som kontrast til alt det tamme. Naturen er ikke bare noget godt, men noget stort, vildt, vidunderligt, farligt og noget, vi er en del af. I Estland har man et mere afslappet forhold til ulven og landet har lige gjort den til deres nationaldyr.

Der er mange lande i verden, hvor mennesker har mange slags farlige dyr lige uden for døren. Jeg tænker på elefanter, bøfler, løver, krokodiller, flodheste, næsehorn, meget giftige slanger m.m. Skal vi også bare udrydde dem, så menneskene kan føle sig sikre?

Ulvedebatten er blevet meget skinger og til tider også nedladen. Jeg håber, at vi i Danmark kommer videre og finder den bæredygtige balance, hvor vi lytter til hinanden og debatten bliver faglig. Jeg håber vi ender der, hvor vi kan glæde os over vildskaben, ulven og alle de andre medskabninger i naturen samtidig med, at vi udvikler vores kultur.