Vi stiller alt for få kritiske spørgsmål til vores liv
Af: Forstander, Brandbjerg Højskole Simon Lægsgaard Madsen

Jeg sad for nylig i en livlig diskussion om de frie skolers indflydelse på vores samfund. I løbet af samtalen fremkom især to positioner, som på hver deres måde forsøgte at beskrive højskolernes rolle i verden. Den ene argumenterede for, at højskolens fornemste opgave er at protestere. Den anden for, at højskole frem for alt handler om samskabelse. I min optik har de begge ret. Men ikke hver for sig. Protesten og samskabelsen er tilsammen uundværlige dele af det betydningsskabende fællesskab, der er fundamentet for vores demokrati, og det er uhyre væsentligt at have øje for netop dette gensidige forhold, når vi taler om dannelse.

I det herskende politiske system taler man langt mere om samskabelse end om protest. Protest og kritik forbindes ofte med brok og negativitet, men samskabelsen skaber ingen mening uden protesten. Protest er nemlig noget ganske andet end brok. Protest er en livsytring, der kommer ud gennem nysgerrighed, lidenskab og kreativitet. Den kan ikke planlægges, den kan ikke sættes i system, den kan ikke læres. Den skal vækkes. Protesten arbejder i sin natur imod det endimensionelle, det konforme og det rigide. Den kan findes i billedkunsten, musikken, sporten, litteraturen, videnskaben og alle andre steder, hvor tanken får frirum til at lade sig møde med det ukendte og derved lægger et nyt betydningslag til vores verdensbillede - og så er den hovedhjørnestenen i demokratiet.

Vi stiller alt for få fundamentalt kritiske spørgsmål til vores egen måde at leve på. Der er masser af brok, og der er masser af kritik, men det udspringer ikke nødvendigvis af den protest, der bunder i en kritisk indstilling til eget verdensbillede. Som forstander ser jeg mange symptomer på konsekvensen af denne manglende kritiske sans. Jeg ser mennesker, der forsøger at tilpasse sig et livsmønster, de ikke er skabt til, mens talenter og virkelyst på andre områder visner og dør, fordi de ikke efterspørges. Kampen for tilpasning er så hård, at de helt glemmer at stille spørgsmål til deres eget livsgrundlag. De glemmer nysgerrigheden, fantasien, virkelysten og handlemodet. Det er en af mange bivirkninger ved en udbuds- og efterspørgsels-styret samfundsnorm.

De mønstre, vi planlægger vores tilværelse efter, rammer os ganske enkelt på livets mening over en bred kam. Meningsfuldhed og fællesskabsfølelse fylder alt for lidt for alt for mange. Det udmønter sig i mange forskellige former for selvbeskyttelse som stress, depression og angst, der alle er symptomer på manglende være-dygtighed. Og det ses af behovet for at danne fællesskaber med udgangspunkt i frygt og vrede imod det ukendte- hvad enten den er rettet imod ulve, flygtninge, landmænd eller terrorister. Vi mangler livsoplysning i, hvordan mening skabes i livet - den mening, som giver livet sin værdi og skaber grundlag for være-dygtige mennesker, der lever i bæredygtige fællesskaber.

Netop afgåede uddannelses- og forskningsminister Søren Pind er en af de få politikere i Danmark, der har slået til lyd for dannelsen, som modsvar til nogle af samtidens udviklingstendenser. Han har erkendt, at især den teknologiske udvikling kalder på et modsvar. Et svar, der dybest set er et spørgsmål - nemlig spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske. Han har bl.a. arbejdet for at få en ny udgave af filosofikum indført som for-kursus til alle universitetsstudier. Jeg sad selv for 20 år siden i et udvalg, der arbejdede med det samme. Og dengang, som nu, var opbakningen meget moderat, for det kan være svært at se nytten af, at enhver skal beskæftige sig med bl.a. etik og filosofi. Den dannelsestanke, Søren Pind især har slået til lyd for, er en klassisk dannelse, der primært handler om at være sig sin historie bevidst, så vi sammen kan skabe videre på det foreliggende grundlag. Jeg finder det også vigtigt at kende sine historier, når blot vi ikke glemmer protesten.

Det er netop den kritiske "læsning" af vores eget livsgrundlag, der muliggør ny samskabelse, og der er derfor en delikat balance imellem den dannelse, der dyrker fortiden, og alt det vi kender, og den dannelse, der danner til en fremtid, vi ikke kender. Historien bliver først vigtig, når den ikke bruges til at determinere fremtiden, men derimod til at forstå nutiden og dermed som afsæt for en forandring af verden. Derfor kan man også diskutere, hvilket dannelsessyn et sådant fag ville komme til at udtrykke, om ikke vi bør skabe bedre betingelser for dannelse andre steder i skole- og uddannelsessystemet osv. Men alene diskussionen om disse dannelsesrum ville være velkommen, fordi den stiller meningsgivende spørgsmål til vores eksistens.

Man må håbe, at den livgivende tanke ikke forsvinder med ham (Søren Pind), men at hans på mange områder modige efterfølger, Tommy Ahlers, også har modet til at tage denne tråd op, nu når han kravler ud af Løvens Hule. Og mod kræver det at være på kant med verden. For den dannelse, der udspringer af føromtalte protest, vil altid udfordre det bestående. Står den alene, er den kun destruktiv, men går den forud for samskabelsen, bliver den pludselig konstruktiv.

Omvendt er samskabelse uden forudgående protest, blot en ureflekteret bekræftelse af det bestående system, og som sådan bruges den til bevidstløshed i vores politiske systemer i dag som fremtidssikring. Men det er en stor fejl! Kun tilsammen udgør nemlig protesten og samskabelsen den konstruktive dannelse, der skaber mening i menneskets tilværelse og grundlag for en bære- og være-dygtig fremtid.

Det er der bare desværre ikke mange politikere, der skilter med, og derfor er mødet mellem protest og samskabelse også i restordre i det meste af det skole- og uddannelsessystem, der ellers burde tage hånd om kommende generationers dannelse. I stedet for at bruge den ukendte fremtid som skræmmebillede og anledning til at skabe sikkerhed og kontrol bør vi skabe de dannelsesrum, der giver vores børn mulighed for at udnytte morgendagens uanede muligheder. Det kræver, at vi tør være på kant med verden, som vi kender den!