Vi skal være trygge ved ældreplejen igen
Af: Ældreordfører for Socialdemokratiet Astrid Krag

Jeg arbejdede et halvt år, indtil jeg blev valgt til Folketinget, på fuldtid i hjemmeplejen - og jeg elskede det. Muligheden for at betyde så meget for nogle af vores ældste medborgere, være betydningsfuld på den måde, man er, når man kommer og hjælper med livsnødvendige og meget private opgaver, det rørte mit hjerte. Og de livshistorier, jeg fik, mens jeg hjalp borgere ud af sengen, på med støttestrømpen eller i bad, dem tænker jeg stadig ofte på. Jeg kom blandt andet hos en ældre dame, der havde være barn i den opgang, jeg boede i, under krigen. Hun kunne fortælle om, hvordan gårdens unger løb rundt i kælderen under luftalarmer. Hendes historier om vores kvarter gennem syv årtier kører stadig som underlægningsmusik i mit baghoved, når jeg færdes her med min familie.

Det er det samme, jeg hører, når jeg besøger sosu'er på plejehjem og i hjemmeplejen over hele landet: De står op hver dag og passer deres arbejde, drevet af glæden ved at være noget for andre mennesker. En faglig stolthed over at kunne holde de ældre i gang, både fysisk og mentalt. Ønsket om at gøre dét, man er uddannet til, og som har drevet én ind i faget til at starte med. Men desværre hører jeg også oftere og oftere fra sosuhjælpere og -assistenter, at de går hjem med en knude af dårlig samvittighed i maven. At de møder tidligere og går senere, end deres deltidsansættelse tilsiger - for at nå det, de skal. At der er blevet hugget en hæl og klippet en tå så mange gange, at det efterhånden ikke længere er forsvarligt. Hverken for de ældre eller medarbejderne.

Det tror jeg gerne på. Allerede for 10 år siden, da jeg startede i hjemmeplejen, var der pres på. På min første arbejdsdag blev jeg mødt med en kørebog, hvor flere af borgernes besøg overlappede. Jeg påpegede - åbenbart naivt - at der måtte være en fejl med mit skema, da jeg jo ikke kunne vaske fru Hansens hår, samtidig med jeg forberedte frokost til Hr. Jensen. Svaret var, at det ikke var en fejl, men noget jeg selv måtte få til at gå op på en eller anden måde.

Dét er ikke en tilgang, man har skruet ned for sidenhen, kan jeg forstå på mine besøg rundt omkring. Nej, tvært imod virker det som om, det er taget til. Senest var det fremme i pressen, at en sosu-assistent på en aftenvagt havde 38 besøg og måtte læse journalerne, når hun holdt tilbage for rødt, for at nå det hele. Uforsvarligt, både hvad angår sikkerheden for de svækkede ældres behandling og medicinhåndtering, i forhold til trafiksikkerheden og ikke mindst i forhold til arbejdsmiljøet. Andre har skrevet til mig og fortalt om kørelister med 0 minutters køretid til 10 kilometer og lignende. Og en undersøgelse fra FOA har vist, at fire ud af 10 ansatte i plejesektoren arbejder gratis for at kunne nå de opgaver, deres arbejdsgiver forventer af dem.

Der er sosu'er, der knokler igennem med sveden og den dårlige samvittighed springende fra panden; en del af dem er sygemeldte i kortere og længere perioder, fordi krop og psyke ikke kan følge med. Der er sosu'er, der får nok og forlader faget efter mange år; en del af dem sender mig en mail eller skriver på min FaceBook og fortæller, hvad der har drevet dem ud af faget. Det er jo katastrofalt på et tidspunkt, hvor vi kommer til at mangle sosu'er i tusindtal til fremtidens plejeopgaver, og der uddannes for få. Og så er der dem, der forsøger at råbe det politiske system op. Dem, der tænker: At når vi nu både har fået en minister for de ældre og for offentlig innovation, så må det betyde, at der kan rykkes noget på området.

Det ville også være rart. Men indtil videre har de to ministre ikke haft travlt med dén del af deres portefølje. Vi har diskuteret køkkener på plejehjemmene og mulighederne for at få flere private aktører på ældreområdet. Men den afgørende diskussion om, hvordan vi sikrer rum til en værdig pleje på et presset ældreområde, den lader vente på sig. Vi venter på en række arbejdsgrupper, kommissioner og task forces nedsat af regeringen. Imens kan vi se en udvikling, der går den forkerte vej. Hvor ildsjæle brænder ud. Hvor erfarne ledere søger væk. Og hvor danskernes tillid til, at vi har et samfund, hvor hjælpen står klar, når man efter et langt liv ikke kan klare det hele selv længere, svinder ind.

Det går ikke. Det går bare ikke. Tryghed i alderdommen er fundamentalt for det danske velfærdssamfund. En af hjørnestenene i den danske verdensrekord i lykke. Afgørende for vores vilje til at betale til fællesskabet over skattebilletten. At der ikke er tale om en forbigående utryghed i kølvandet på afsløringer af konkret skandalesag i TV eller aviser ses i Trygfondens store årlige tryghedsundersøgelse, hvor topscoreren i utryghed 2017 lyder 'For ikke at få tilstrækkelig pleje, når jeg bliver gammel'. Mere end hver anden dansker over 40 år, der har deltaget i undersøgelsen, er bange for at blive ladt i stikken i alderdommen. Og med de mange beretninger fra fortravlede sosu'er landet over i baghovedet, forstår man så godt den utryghed.

Hvad er der så brug for? Jo, for det første er der brug for, at vi kommer op i gear. Vi har nu ventet siden slutningen af 2016 på ældreministerens taskforce, der skal komme med forslag til afbureaukratisering af ældreområdet. Samtidig afsatte vi penge til at få udviklet nogle bedre kvalitetsindikatorer på ældreområdet. Så vi kan bevæge os væk fra bureaukratisk overregistrering og hen til at måle på de ting, der giver fagligt mening, og som kan løfte kvaliteten af den plejen. Også her venter vi på at høre nyt. Vi har brug for at sikre dygtige, faglige ledere på ældreområdet, men må vente på, at regeringens ledelseskommission bliver færdig. Og lovkataloget fra ældreministeren har hver eneste gang indtil videre været rungende tomt.

Man skulle ellers synes, den brændende platform var tydelig nok. Og foran os står en markant stigning i antallet af ældre, og for eksempel også flere yngre demenssyge med behov for pleje og omsorg. Vi må og skal sikre, at kommunerne har den økonomi, der skal til, når antallet af ældre stiger. For at plejen og behandlingen ikke bliver udhulet år for år. Vi har i Socialdemokratiet efterlyst et fælles håndslag i Folketinget på, at de offentlige budgetter skal følge med, når vi bliver flere ældre. Så vi skaber tryghed om velfærden. Og om ældreplejen. Men det er ikke lykkedes at samle flertal i Folketinget - endnu. Regeringen vil hellere bruge pengene på skattelettelser, som et stort flertal af danskerne slet ikke vil have.

Allerede i dag mangler der medarbejdere i ældreplejen. Vi skal have uddannet flere sosu'er, både assistenter og hjælpere, så der er fagligt kvalificerede medarbejdere til opgaverne i fremtiden. Og hvis kommunerne ikke kan finde ud af at få lavet aftaler med de voksen-elever, der mangler på sosu-skolerne lige nu, så må regeringen smøge ærmerne op og gøre noget ved det. Vi skal sikre, at det ikke kun er på glittet papir, at velfærdsteknologi og - it virker, men at der også er dækning i hele landet. Og at alle kommuner har adgang til systemer, der fungerer og taler sammen med vores fællesoffentlige it, som det fælles medicinkort. Vi har brug for at sikre, at der er rum til faglig ledelse. Det kræver at lederne ikke skal bruge al deres tid på at registrere, melde ind, lave ansøgninger, udarbejde evalueringer og revision af disse. Og at lederne ikke er for langt fra deres medarbejdere. Nogen steder er enhederne blevet for store. Vi skal ikke vente på en generel ledelseskommission, men tage fat i at sikre deling af de bedste erfaringer med stærk faglig ledelse i ældreplejen og handle på det nu.

Den brændende platform er der: Tilliden til vores ældrepleje er i skred. Nogle af de dygtigste medarbejdere er ved at miste troen og håbet på bedre forhold i ældreplejen. Hvis vi ikke gør noget, vil de forlade faget for ikke at vende tilbage. Vi har ventet alt for længe - vi har brug for handling nu.