Vi skal huske at fortælle de gode historier - ikke kun de sure
Af: Ketty Søgaard, Åmosevej 7, Grindsted

Det var lørdag aften. Inde i soveværelset i dæmpet belysning lå min mand, stille og døende. I stuen var familien samlet, børn, svigerbørn og børnebørn. Vi sad ved et dækket bord og nød hinanden, vittighederne, alvoren og livet, mens vi skiftedes til at sidde i soveværelset.

Ude i gangen flød det med sko, støvler, tasker og alle de hverdagsagtige tegn på, at livet bliver levet.

Hjemmeplejen tjekker ind for at se om, der er noget, de kan hjælpe med. Det er weekend og dermed weekendvagterne, som vi ikke ellers ser i ugens løb. Da assistenten skal gå, giver hun mig et kram: "Pas godt på dig selv", siger hun og forsvinder ud i nattemørket igen. På vej til næste beboer, der venter på hende. På vej ind i en anden familiesituation.

Der står jeg. Det var første gang, hun havde været hos os, men hun tænker ikke kun på at udføre sit job i forhold til en meget syg borger. Hun ser mig, der står midt i det hele. Og ser, hvad der er mit behov lige der i gråzonen mellem liv og død.

Min mand fik diagnosen lungehindekræft i januar 2017 - efter flere måneders udredning og indlæggelser på de fleste af Region Syd Danmarks hospitaler.

Da kræftdiagnosen blev en kendsgerning, fortalte lægen ved første samtale, at det var en uhelbredelig sygdom. Vi blev henvist til behandling på Rigshospitalet, som på daværende tidspunkt var det eneste sted i landet, der kunne behandle lungehindekræft.

Behandlingsplanen blev lagt, og mange lange ture til Rigshospitalet hver tredje uge blev rutinen for min mand og jeg. Kemoterapien gav ikke positive resultater og blev indstillet i oktober 2017. Han døde stille og fredfyldt hjemme i vores hjem den 12. marts 2018.

Vi er nogle af dem, der har betalt vores del af fællesudgifterne gennem skatten gennem årene. Og så har vi været nogle af dem, der har haft et gode helbred, og derfor ikke har været i kontakt med sundhedsvæsenet, bortset fra de almindelige lægebesøg af og til. Vi havde kun hørt alle de negative historier.

Men vi oplevede noget andet.

Vi oplevede faglige kompetente læger, der gav svar, når vi spurgte ind. Vi oplevede sygeplejersker, der, på trods af travlhed, var nærværende. Jeg beundrede sygeplejerskerne på Onkologisk ambulatorium på Rigshospitalet, som hver eneste dag gennem deres arbejde stod ansigt til ansigt med døende mennesker, lige fra den unge mand på 17 år, som "ingen fremtid havde" til ældre mennesker, som havde haft deres "fremtid".

Da min mand kom ind i den kommunale hjemmepleje, oplevede vi at blive lukket ind i et system, der tog hånd om både sygdom og mennesket. Vi oplevede omsorg for hele mennesket. Vi lærte mange virkelig fagligt kompetente sygeplejersker og assistenter at kende. Vi oplevede et godt samarbejde mellem det faglige personale, min mand, og mig som pårørende. Vores kontaktsygeplejerske var altid på forkant og sørgede for, at de forskellige hjælpemidler var i huset, når der blev behov for det. Hendes omsorg og empati blev min klippe midt i en turbulent tid. Og alene på grund af hjemmeplejens dygtige indsats blev det muligt at tage afsked med min mand stille og roligt hjemme.

Vi mødte mange mennesker.

Vores hjem blev, efterhånden som sygdommen udviklede sig, et behandlingssted med masser af hjælpemidler.

Mange dage føltes det som om, at vi boede midt på "Fredericia banegård".

Men hvad gør det, når de mennesker, der vandrer ind og ud ad fordøren, er fantastiske mennesker. Chaufførerne fra hjælpemiddelcentralen var omsorgsfulde, hver gang de kom med et nyt "møbel".

Alle de søde mennesker, som jeg aldrig mødte, men som sad i den anden ende af telefonen, når jeg havde brug for praktisk hjælp eller gode råd. Jeg blev hver gang mødt med imødekommenhed.Den gode historie fortjener at blive fortalt.

Jeg har stor respekt for, at andre har en anden historie og andre oplevelser. Men det ændrer ikke min historie.

Min mand og jeg talte mange gange om, at vi her på vores gamle dage, rigtig nok fik noget for vores "skattepenge". Ikke at vi havde ønsket at få dem tilbagebetalt på denne måde. Men med stor taknemlighed over at leve i et land, hvor det er muligt at få den bedste hjælp, når behovet er der.

Vi har boet i lande, hvor muligheden for hjælp ikke var der, når behovet opstod.

Gang på gang under hele forløbet blev jeg opfordret til at passe godt på mig selv. Jeg vil gerne returnere bolden og sige: Pas godt på jer selv og hinanden, jer der har en travl hverdag derude i "sundhedsvæsenet".

Og så vil jeg opfordre os alle til at blive bedre til at tale ting op i stedet for at tale ting ned.