Vi leder efter en Robin Hood i dansk politik
Af: Svend Erik Møller, direktør, og Niels Eilersgaard, byggechef, Alboa, Aarhus

Ghettoplaner: Carl Holst, MF forsøger i sit indlæg i avisen Danmark den 3. april at forklare, hvor pengene til ghettoplanen efter regeringens mening skal komme fra. Eller rettere han forklarer det ikke! Overhovedet ikke.

Carl Holst forsøger sig i stedet med procentregning: I de sidste år har vi brugt 48 pct. I den næste periode vil vi bruge 57 pct. af "de disponerede midler fra Landsbyggefonden". Det er en rigtig politikerforklaring: Vi vil bruge mere, fordi opgaven med at modvirke ghettoer er vigtig. Men hvordan kan der ud af den blå luft være 12 mia. kr. til dette formål? Den forklaring vil vi gerne supplere med. Det er nemlig lejernes penge og ikke statens penge, regeringen vil bruge. Det er også på sin plads at opdatere Carl Holst på tallene. For det er nemlig ikke kun 12 mia. kr., som regeringen vil hente i Landsbyggefonden. Det er mere end det dobbelte, nemlig 25 mia. kr.

Ghettoplanen var murbrækkeren: Politisk er der bred enighed om, at samfundet har et problem med en mindre del af vores indvandrere, hvor integrationen er slået fejl. Respekt for det, hvis man vælger sine virkemidler klogt. Men hvem skal betale? Er det alle danskere, eller er det kun nogle af os? Svaret burde give sig selv. Det gør det bare ikke i dansk politik. Lad os bare hjælpe lidt til og oversætte regeringens politiske budskab, så det er til at forstå: Lejerne af de gamle almene boliger skal via deres fælles opsparing i Landsbyggefonden betale for ghettoindsatsen - og så lidt til!

For hvorfor kun gøre det en gang? Regeringen fremsatte straks efter lanceringen af Ghettoplanen et lovforslag, hvor man med en snirklet teknisk begrundelse vil hente 13 mia. mere fra lejerne. Hokus-pokus! 25 mia. kr. ned i kassen uden at hæve skatten. Men der findes bare ingen gratis penge. Lejerne kommer til at bære byrden.

Regeringen har set sig varm på de fremtidige indbetalinger fra lejerne i de gamle almene boligafdelinger fra 1940erne til 1980erne til Landsbyggefonden. Når lånene i en ældre almen boligafdeling er betalt tilbage, falder huslejen ikke. I stedet for indbetaler lejerne til den fælles fond, som så træder til ved byggeskader.

Der er flere og flere almene boligafdelinger, der på grund af deres alder har tilbagebetalt deres lån. Hvis det havde været privat ejendom, ville der nu være råderum til at renovere og forbedre ejendommen. Men det vil regeringen nu forhindre i de gamle almene afdelinger ved at inddrage lejernes penge i Landsbyggefonden.

Landsbyggefonden støtter kun, at vi retter op på konstruktionsmæssige svigt, fejl og mangler ved det oprindelige byggeri. Det kan være alt lige fra indeklimaproblemer over sundhedsfarlige skimmelangreb til nedstyrtningsfare. Disse tekniske problemer er ekstremt dyre at rette op på, hvis man lader stå til.

Landsbyggefonden yder til gengæld ikke støtte til at hæve boligernes standard. Den slags må beboerne selv betale for. Det er en del af den almene boligmodel, at beboerne i hver afdeling også sparer op til disse formål over deres husleje.

Hvis de 25 mia. kr. tages fra Landsbyggefonden, bliver lejerne i de gamle afdelinger nødt til at betale begge slags arbejder. Derfor vil mindre støtte fra landsbyggefonden give højere huslejer.

Indbetalingerne til Landsbyggefonden har samme virkning på indkomstdannelsen som en skat. Hvis Landsbyggefondens midler dirigeres over i statskassen, betaler vores beboere skat to gange. Når indbetalingerne til Landsbyggefonden stiger, så skaber det også plads i samfundsøkonomien til vedligeholdelsen - og til at gøre det, mens tid er. Det er naturligvis både menneskeligt og økonomisk en god ide at vedligeholde boligmassen. Hvis vi ikke gør det, ender de gamle boliger som slum.

Vi har hørt regeringspolitikere bruge det argument, at ghettoplanens 12 mia. er vigtigere end vedligeholdelsen af de gamle afdelinger. De må bare vente. Den begrundelse er vi fagligt og samfundsøkonomisk uenige i.

De næste 13 mia. begrunder regeringen med, at staten yder støtte til nye almene boliger. Ydelsesstøtten er statens bidrag til at holde huslejen nede i de nye boliger. Staten vil sætte "refusionen" fra Landsbyggefonden til staten selv op fra 25 til 100 pct. Det er så snirklet en begrundelse, at mange danskere garanteret står af: Refusion for ydelsesstøtten.

Men lad os oversætte det: Beboerne i de gamle afdelinger skal betale for ydelsesstøtten til de nye almene boliger. Holder denne politiske logik? Den burde ikke gøre det: I Danmark bygger vi nye almene boliger for at følge med befolkningsudviklingen. Vi gør det for at have et boligtilbud til familier, der ikke har råd til at flytte i privat bolig.

Den politiske debat om Landsbyggefonden får os til at tænke på sheriffen i Nottingham og Robin Hood. Sheriffen og hans mænd havde også mange grunde til at vende bunden i vejret på fattigfolk og se om de kunne kradse flere penge ind til staten. Ikke en gang - men to gange - mange gange. Der var løsesummen for kongen. Der var den dyre krig i Frankrig. Der var overklassens dyre livsstil. Alt sammen gode grunde dengang. Indsatsen i dag mod parallelsamfund er også en politisk god grund. Vi synes bare ikke, at det er fattigfolk, der skal betale. Ikke dengang og ikke nu. Vi ser os rundt efter Robin Hood i dansk politik. Hun eller han skal såmænd bare lade lejerne beholde, hvad lejernes er.