Det er kommet på mode at revidere vores opfattelse af Danmark under besættelsen og tiden efter befrielsen. Men de fleste af os ved udmærket, hvad der gik for sig dengang.
For mange år siden blev jeg af en tysk kollega spurgt, om jeg ville være gudmor til hans nyfødte datter. De overvejelser, jeg gjorde mig, inden jeg sagde sagde ja til opgaven, drejede sig om muligheden for at holde kontakten vedlige, når vores ansættelse i Oxford endte, og vi vendte hjem til vores respektive hjemlande.

Først senere gik det op for mig, at jeg måske skulle have konsulteret min far. Han havde under Anden Verdenskrig været otte måneder i koncentrationslejrens og tvangsarbejdets helvede i Tyskland. Skulle nu jeg, hans datter, forbinde mig så tæt med en tysk familie?

Den tidligere fanges svar på mit spørgsmål om hans holdning til, at jeg blev gudmor til en lille tysk pige var: "Det vigtigste er, at du synes, at disse mennesker er gode mennesker."

Jeg var taknemmelig for dette svar, ikke mindst da jeg senere fik fortalt, at pigens oldefar havde siddet i koncentrationslejr på grund af sin politiske holdning.

Min far har aldrig ladet mig forstå, at han foragtede tyskerne, blot fordi de var tyskere. Han foragtede, at mennesker lod hånt om al medmenneskelighed.

Det var hans uskyldstab, at han i en ung alder måtte udholde et dagligt bevis på denne ondskab og resten af sit liv leve med en sådan viden.

I vores familie har hans oplevelser været en normal del af vores samtaleemner, og han har heldigvis ikke lidt af pyskiske mén, sådan som det er sket for så mange i samme situation.

Det er noget forunderligt at opleve den pegefinger, som i øjeblikket løftes i medierne i forbindelse med danskernes historiske virkelighedsopfattelse. Vi bliver læst og påskrevet af statsminster og andre, der synes at vide alt om, hvad vi ved.

De fortæller med stor energi, at danskerne heller ikke var for gode. Vi tog ikke kampen op og viste et dumdristigt vovemod 9. april 1940, befrielsen var et blodbad, en ydmygelse af kvinder med tyske kærester, og tyske flygtningebørn fik kummerlige forhold,

Vi får besked på, at det billede, vi har haft af danskerne under krigen, skal nuanceres. Det mest forunderlige er, at hovedparten af os allerede har levet med denne viden i årtier.

I telefonsamtalerne med Annette Warring, professor i historie ved Roskilde Universitetscenter DR 1 onsdag d. 20 april blev det klart, at det ikke er de nye vises sten, hun har gravet frem. De mennesker, der ringede, forsøgte at gøre forståeligt, at det hun påpegede ikke var nyt. De vidste godt, at de tyske flygtningebørn fik en frygtelig behandling, de så det med deres egne øjne, de vidste godt, at der var et ubehageligt kaos i dagene efter befrielsen.

Vi, der er født i årene efter krigen, læste i skolen Leif Panduros De uanstændige, der udkom 1960. Følgende beskrivelse af befrielsesrusen kunne næppe lade nogen i tvivl om, at danskerne heller ikke repræsenterede klodens engle:

"Jævne, stilfærdige borgere gik fuldkommen amok. En lille rund kone med lyseblå venlige øjne skreg takfast, da en lastvogn kom forbi: Skyd dem..., skyd dem....Fortrukne ansigter, lynende øjne, spyttende munde. knyttede hænder...Et øjeblik efter kom en ny lastvogn kørende med nye ofre. Utrolige mængder af ofre." (s. 159­160, Gyldendals Tranebøger) .

Det kan godt være, at det havde set flottere ud i en europæisk sammenhæng, at vores soldater var blevet mejet ned i besættelsen første dage, nu da vi skal sidde til bords med eftekommere af helte i EU, men jeg er nu ganske godt tilfreds med, at min far, der var soldat 9. april 1940, overlevede sammen med alle de andre, som heller ikke blev ofret på et politisk heltealter.

Frihedskæmperne var ikke en udvalgt flok moralsk uangribelige personer, men de er sammen med de mange, der støttede dem, nu engang vores version af helte.

Jeg har boet i henholdsvis England og Skotland. Her har man ingen problemer med at hædre sine helte. Når man står ved den smukke skotske fjord i Inveraray og hører sækkepibemusikken, der hvert år spilles til ære for de faldne soldater, så oplever man en taknemmelighed over, at der var nogen, der kæmpede på vores vegne.

Jeg har ikke en eneste gang følt skyldfølelse over vores såkaldte samarbejdspolitik, fordi den kamp, som Danmark ville have kunnet præstere, ikke ville have ført til andet end urimelig og virkningsløs nedslagtning.

Jeg har som leder af det nordiske hus i Alaska stået for en udstilling af transporten af jøderne i 1943 og været ganske stolt over modet hos den enkelte dansker. Min far var en af de politibetjente, der kunne vende det blinde øje til, mens han patruljerede kysten.

Jeg mener, at den selvransagelsespolitik, der føres i øjeblikket, er utilstedelig over for de mennesker, der tog sagen i egen hånd mod tyskerne. Deres handlingsmønster var betinget af faktorer, som vi, der sidder i en helt anden virkelighed, kan have svært ved at fatte. De har måttet leve med konskvensen af uforeneligheden af nogle af deres gerninger med efterkrigsssamfundets moral og normer.

Min far fik tilbud om at skyde en stikker, da han kom hjem efter fangenskabet. Dette tilbud satte ham i et dilemma.

På den ene side burde han jo hævne alle de mange, der var gået til i fangenskabet, på den anden side ville han jo i egne øjne have udført en handling, for hvilken han havde foragtet de tyske fangevogtere.

Jeg er sikker på, at det ville have skadet ham meget mere på langt sigt at have slået et andet menneske ihjel end hans erfaringer fra lejren, hvor han på sin egen måde forsøgte at bevare sin menneskelige anstændighed. Han var heldig, at han ikke nåede det, før loven blev ændret, for han ville have skudt.

Jeg har skrevet en dokumentarroman om min fars oplevelser i tysk fangenskab og min mors oplevelse af at være i familiens skød i samme periode. Det er deres fortælling på deres præmisser. Det er den sandhed, som er deres.

I forordet gør jeg opmærksom på, at erindringen er selektiv, men det, der fortælles, er, som det huskes af dem, der oplevede krigen.

Bogen har fået megen opmærksomhed i lokalmiljøet, og mange har haft meget stærke oplevelser ved at læse den, men de landsdækkende medier har ikke vist interesse.

Hvis jeg var taget en tur til Tyskland og havde opsøgt en fangevogter og filmet mig selv, mens jeg på min fars vegne havde givet ham tilgivelse, så havde den måske fået masser af mediedækning. Det virker, som om det er trenden i øjeblikket.

Kollektiv selvransagelse af historien er på mediemenuen, og samtidig kritiserer vi de mennesker, der stadig er i live og i en unormal situation handlede normalt, for at vi nu kan sidde og bebrejde dem i al offentlighed for alt, hvad de enten gjorde eller ikke gjorde.

Jeg vil ikke stille mig til dommer, for jeg er taknemmelig over, at jeg har fået den store gave ikke at skulle opleve at hade noget menneske eller nogen nation på grund af undertrykkelse af min personlige frihed.

I dette 60 år for befrielsen går min tak til alle dem, danske som udenlandske, der har gjort det muligt.

Merete Demant Jakobsen, Tybrindvej 10, Husby, Ejby, er cand.mag., antropolog D.Phil. og forfatter til Gudindetilbederen. Erindringer om krig og kærlighed 19. september 1944 ­- 7. maj 1945. Frihedsmuseets venners forlag, 2003.