Vi har brug for et grønt paradigmeskifte


Vi har brug for et grønt paradigmeskifte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Jørgen Jeppesen, rehabiliteringsforsker, journalist, ph.d., Helnæs Byvej 47, Ebberup
Billede
Debat. 

Dansk Energi holdt 6. februar en konference om den voksende modstand fra borgere og byråd mod opstilling af vindmølleparker. "Ikke i min baghave" hed mødet. Det er i virkeligheden et infamt udtryk. Fordi meningen er at frakende den, der mener noget andet, retten til at mene det. Vedkommende er jo en egoist, det kan enhver da se.

Udtrykket har samme funktion som ordet landsforræder, når det bruges om en venligbo eller racist, når det skal lukke munden på en nationalkonservativ.

Alligevel er jeg glad for, at Dansk Energi holdt den konference. Temaet var nemlig et tegn på, at noget er ved at dæmre for vindmølleindustrien, som herhjemme og i Tyskland rammes af stadigt voldsommere kritik, fordi den ikke evner at forstå, hvad den ødelægger for mennesker det ene sted efter det andet. Den kan ikke forestille sig, at vi i baghaverne kunne have bare lidt ret og faktisk argumenterer for et fælles bedste. Derfor råber den efter den kritiske borger, fulgt af en arrogant grøn belæring om den klimakatastrofe, borgeren i baghaven gør sig medskyldig i, hvis han ikke makker ret.

Den bedreviden vil folk ikke længere finde sig i. Derfor spreder oprøret fra baghaverne sig. Fra egn til egn. Fra land til land.

Vi har for længe ladet os styre af en lammende angst for klimaændringerne parret med en blind tro på, at løsningerne bedst varetages af sagkundskaben. Klimaændringer accelerer, men desto større grund er der til at holde hovedet koldt og forholde sig kritisk, så vi i fællesskab kan træffe kloge beslutninger. Klimaforskningen stræber efter at forstå, hvordan vi kan gøre noget på en mindre skadelig måde, men den er ikke i stand til at afgøre, hvad der er det rigtige at gøre. Det skal demokratiet bestemme, og her halter det gevaldigt, fordi grundlaget for grønne beslutninger på forhånd er skævvredet, da bestemte såkaldt grønne interesser besidder førsteretten til at definere problem og løsning.

Selv har jeg førstehånds baghavekendskab til Lillebælt Syd Vindmøllepark, som er Sønderborg kommunes plan om at opføre en kystnær havmøllepark i det sydlige Lillebælt. Den kommer til totalt at dominere udsigten over oprindeligt dansk bæltkystlandskab, som ellers næsten er forsvundet. Blot fire kilometer fra kysten vil kæmpemøllerne tårne sig op. Hvordan det er foreneligt med den særlige beskyttelse af strande og kystområder, som navnlig de grønne partier står vagt om, fatter man ikke i baghaverne.

Projektet lever kun, fordi det påberåber sig gyldigheden af et lovgrundlag, der siden er lavet om af et enigt folketing. Projektet ville være uigennemførligt, hvis det skulle begynde i dag. Også her åbenbares et demokratisk paradoks. Man tillader noget på en måde, som er lodret i strid med den måde, man ville beslutte det samme på i dag. Den logik er uforståelig i baghaverne. Dér begriber man heller ikke, hvordan så gigantisk et energianlæg kan planlægges uden først at spørge dem, der skal leve med det dag og nat på allernærmeste hold. Jeg ved godt, at det er utopi - men tænk, om Sønderborgfolkene var sejlet herover og sammen med os havde levet sig ind, hvad havmøllekraftværket ville gøre ved naturen og menneskene, inden de tog beslutningen og brugte millioner af kroner.

Det absolutte fravær af fagligt forsvarlige, dvs. forskningsbaserede, undersøgelser af, hvordan berørte borgere selv synes, at de bliver påvirket, er en uforklarlig mangel i den planlovgivning, der regulerer beslutningsprocesser for kystnære havmølleparker. Man kan ikke seriøst vurdere, hvordan en sådan teknologi virker på mennesker og deres sundhed uden at inddrage deres egen bedømmelse. Det er efterhånden børnelærdom, ikke mindst i sundhedsforskningen. Det er nødvendigt, at politikere, myndigheder, uafhængige forskere og vindmølleindustrien tager sig sammen og udvikler metoder, der 1) afdækker, hvad gigantiske grønne energiindustrianlæg gør ved berørte borgeres selvoplevede sundhed, og 2) formidler denne indsigt til de øvrige borgere i samfundet, som ikke bliver berørt, men som bestemmer politisk, fordi de udgør et flertal. Indtil det sker, vil oprøret i baghaverne vokse sig større og større.

Der er en mærkelig mangel på kritisk sans i den grønne energiverden. Som om det var en selvfølge definerer forretningsfolk, bistået af rådgivende ingeniørfirmaer, som de selv udvælger, og en energistyrelse, hvis uvildighed gentagne gange er draget i tvivl, hvad der er problemer, og hvordan der tales om dem. Ny forskning i det ansete tidsskrift Nature Ecology & Evolution påviser, at vindmølleparker kan forstyrre den økologiske balance i langt højere grad end hidtil antaget. Der er behov for et økologisk helhedsperspektiv, når man vil sidestille grøn energi med miljøbeskyttelse, siger forskerne og slår fast, at Paris-aftalens klimamål er i konflikt med konventionen om biologisk diversitet. Der er brug for et grønt paradigmeskifte, som gør op med angstdreven politik og lærer os kritisk sans. Al anden sammenligning ufortalt har de fleste et grundlæggende andet syn på udlændingepolitik, end de havde for 25 år siden. Verden blev en anden. Nu er turen kommet til at se verden med nye grønne briller.

Vi har brug for et grønt paradigmeskifte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce