Vi gjorde ingenting


Vi gjorde ingenting

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Optakten til de fem forbandede år oplevede kronikøren til søs på torpedobåden Hvalen. 7. april 1940 stødte et tysk dampskib på grund ved Hanstholm, og lasten viste sig at være andet end koks.

I det tidlige forår 1940, det første krigsår, var jeg som math i Søværnet signalgast i torpedobåden Hvalen, der med station i Frederikshavn havde til opgave at overvåge og hævde neutraliten, dvs. hindre at krigsførende magters skibe besejlede eller opererede fra dansk søterritorium.

Det var ikke ligefrem opmuntrende tjeneste for nogen om bord fra skibschef til yngste mand. Normalt foregik patruljeringen helt udramatisk. Triviel rutinesejlads dag efter dag ned langs vestkysten så langt, vi nu kunne nå, og tilbage til overnatning i Frederikshavn.

Den 7. april observerede vi på vor vej sydover en damper, der for nordgående var kommet lidt for tæt på kysten og gået på grund i nærheden af Hanstholm, der dengang kun var et mindre fiskerleje.

Da vi nærmere os den strandede, viste det sig at være et gammelt, tysk dampskib med dækslast af koks, hvilket vil sige, at både for- og agterdæk var indhegnede som veritable hønsegårde af træstolper med hønsenet imellem og fyldt op med koks i et par meters højde. En helt normal måde at transportere koks på, da skibets lasteevne ikke kunne udnyttes på grund af materialets ringe vægtfylde, selvom lastrummet var fyldt op med koks til lugekarmen.

Vi gik på prajehold af ham, og skibschefen, (orlogskaptajn Kaj Dahl) spurgte, om der var noget vi kunne gøre. Men det var der absolut ikke. Han var meget ivrig efter at fortælle, at han ikke var i vanskeligheder, at skibet ikke stod hårdt, og at vejret jo var godt,og at hanregnede med at komme fri ved egen hjælp, så vi kunne roligt fortsætte rejsen.

Al kommunikation foregik mundtligt pr. råber - ikke en fin elektronisk megafon, for den var ikke opfundet endnu - men en simpel bliktragt. Der var under vor patruljering beordret radiotavshed, bl. a. for at eventuelle engelske flådefartøjer i nærheden ikke skulle høre os for derefter at pejle os og komme og gøre det slemme ved tyskeren.

Det var jo det, vi skulle forhindre, da det tilsyneladende var et fredeligt handelsskib, der blot var kommet lidt tæt på kysten.

Det så også ud til, at tyskerne vidste, hvad de skulle gøre. De var i fuld gang med at losse dækslasten over bord for at lette skibet. Det må åbenbart være blevet observeret fra land, for i løbet af kort tid myldrede det med fiskerbåde rigeligt bemandede med mænd med roegrebe, der skovlede koks om bord af hjertens lyst.

Koksene flyder jo en rum tid, før de trækker så meget vand, at de synker.

Selv om tyskeren - jeg husker ikke skibets navn -tilsyneladende gerne ville af med os, blev Hvalen dog inden for synsvidde i nogen tid for i påkommende tilfælde at kunne "hævde territoriets suverænitet" og beskytte den fredelige fragtdamper mod et eventuelt engelsk overgreb - alt imens tyskerne og de danske fiskere skovlede koks på livet løs - blot hver sin vej.

Ved mørkets frembrud, da vi vendte tilbage og gik op i nærheden af ham, var det et helt spøgelsesagtigt syn, der nu mødte os med det mørklagte skib og de mange fiskerbåde, der stadig lå tæt og skovlede koks op i skæret af stærktlysende benzinlygter.

Da vi kom helt nær, blev vi noget forbavsede over at se et mylder af mørke menneskelige silhuetter tegne sig mod den lyse forårshimmel overalt på skibet, og mens det i dagslys var nogle forholdsvis få civile, der lossede koks, viste det sig nu, da vi oplyste sceneriet med vor projektør, at være tyske soldater, der skovlede koks ud over siden med bræddestumper og feltspader, og hvad de ellers kunne få fat på.

Og det vakte jo en vis undren. Hvad i alverden gjorde de her tilsyneladende skjult i lasten på et gammelt dampskib? Og hvor skulle de hen? Dækslasten var åbenbart kun et skalkeskjul for transport af tropper. Og så var lasten vel foruden af soldater antagelig også fyldt op med krigsmateriel.

Hvad Hvalen som dansk orlogsfartøj burde have gjort for at overholde internationale konventioner, er ikke ligefrem mit speciale. Men jeg mener, at vi for at opfylde vor pligt som neutral nation burde have gjort arrest i skibet for krænkelse af vor suverænitet og interneret det militære personel.

Vi gjorde imidlertid ingenting. Og det er ikke en afgørelse, der træffes af en skibschef. Det må have ligget i forholdsordre fra højere myndighed. Men jeg mener, det var klart i strid med folkeretten, hvis vi ville påberåbe os at være neutrale. Det var tydeligt en handling - eller mangel på samme -til gunst for Nazityskland - som vi jo også havde en "ikke angrebspagt" med.

Da det tyske skib senere kom fri af grunden og fortsatte rejsen nordpå, gik vi til Frederikshavn for natten. Men blandt mandskabet gik snakken livligt om den sælsomme hændelse og om, hvad formålet med den mærkelige "ladning" dog kunne være.

Hvad chefen denne aften fortalte søværnskommandoen, da han ringede "hjem", ved jeg ikke.

Næste dag igen en helt udramatisk sejlads. Men tirsdag morgen den 9. april skete der noget. Mens vi lå ved kaj i Frederikshavn, blev jeg -rimeligt uoplagt - purret af min sødeste søvn ved femtiden for at sende et signal til Artilleriskibet Peder Skram, der lå til ankers på reden.

Peder Skram var ankommet nogle dage forinden sammen med Hvalens to søsterskibe, torpedobådene Dragen og Laxen, der begge lå i havnen. Chefen for Peder Skram, kommandør (senere kontreadmiral) Bjørn Andersen, var tillige eskadrechef og havde dermed også kommandomyndighed over torpedobådene.

Signalet der var adresseret til eskadrechefen, var modtaget via telefon fra søværnskommandoen og var så højt klassificeret, at der skulleen officer til telefonen,og jeg skulle såsende det videre pr. blink (signallampe og morsetegn) til Peder Skram.

Af signalets tekst fremgik, at landegrænsen var overskredet af tyske tropper ved 0400-tiden, og at tyske styrker var landsat i København, Korsør, Nyborg, Middelfart og Fredericia, og det indeholdt derudover orientering om, at regeringen forhandlede med tyskerne og ordre om, at der ikke måtte gøres modstand mod de tyske styrker.

Det skabte naturligvis stor aktivitet med udpurring overalt og i første omgang etablering af "klart skib" (højeste kampberedskab), og der udløstes en hektisk signaludveksling med Peder Skram og intens mødeaktivitet mellem eskadrechefen og torpedobådscheferne.

Ville Peder Skram beskyde egne enheder? Snart blev vi overfløjet af sværme af lavtflyvende tyske transport- og kampmaskiner på nordlig kurs - på vej til Norge, skulle det jo vise sig - ligesom der også kom en del tyske flådeenheder op gennem Kattegat.

Og efterhånden gik det op for os, hvor vor kuldamper fra i forgårs skulle hen - og hvad dens ærinde var.

Klartskibsrullen afblæstes, og mandskabet blev orienteret om grænseoverskridelsen, men naturligvis ikke noget om forhandlingerne på Peder Skram. Noget må dog være sivet ud, idet rygtet spredtes, at nogle af de yngre torpedobådsofficerer havde foreslået at sejle torpedobådene til Sverige, men at dette var blevet afvist, og da nogle af officererne havde insisteret, skulle eskadrechefen have udtalt, at det i givet fald ville blive mødt med våbenindsats fra Peder Skram.

Og det var jo ikke ligefrem opmuntrende, heller ikke for den menige besætning, hvor det alt overskyggende samtaleemne blandt mandskabet hele morgenen netop havde gået på: Hvorfor sejler vi ikke bare til Sverige?

Torpedobådene var flådens hurtigste fartøjer, maksimalfart 27,5 knob - ved forceret fart noget mere - og det vil sige højst et pår timers sejlads til svensk farvand.

Men så var der selvfølgelig det med regeringens forbud mod at gøre modstand. Det mente vi nu nok at kunne se bort fra i en nødretssituation. Og det er vel ikke modstand at forlægge til svensk farvand.

Sådan gik snakken, og der var megen bitterhed over, at den højeste modstand, det var tilladt at yde,så at sige var at "knytte næverne i bukselommerne".

Omkring frokosttid ankom en mindre tysk styrke på tre motorcykler, og så overgav et af flådens største og kraftigst armerede og de tre hurtigste skibe med en besætning på i alt 428 mand sig til en ung tysk løjtnant.

Og det var så begyndelsen på de fem forbandede år.

Gudmund Hansen, Haugstedsgade 20, Odense C.

Vi gjorde ingenting

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce