Vi er vilde med at være frivillige - men politikerne skal også se os
Af: Mette Bock, kulturminister, og Per Paludan Hansen, formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd

Civilsamfund: Regeringen offentliggjorde i oktober en civilsamfundsstrategi, som overvejende handler om det frivillige sociale arbejde. Det er et vigtigt og meget betydningsfuldt område. Civilsamfundet er dog også rigtig meget mere end det.Der er ved at komme fokus på, hvad civilsamfundet og foreningslivet betyder for samfundet. For foreningslivet rykker! Og man bliver glad og opløftet af at være en del af et frivilligt fællesskab. Civilsamfundet er en mangfoldighed af ildsjæle, som hver især brænder for forskellige ting. Derfor vælger rigtig mange mennesker at lave frivilligt arbejde.

I Aabenraa styrker mænd og kvinder i alle aldre deres sundhed og livskvalitet til AOF-Syds svømmehold. På Langeland mødes lokale, tilflyttere og flygtninge til grænseoverskridende teateroplevelser som amatørteatrenes landsorganisation DATS står bag, og i Roskilde samles en gruppe kvinder for at diskutere deres læseoplevelser med Iben Mondrups roman Godhavn i en samtalekreds om litteratur, som lokalafdelingen af foreningen Folkevirke har arrangeret.

Ca. hver tredje dansker laver en eller anden form for frivilligt arbejde og har i gennemsnit anvendt 16 timer inden for den seneste måned. Det er civilsamfundet, når civilsamfundet er bedst.

På tværs af sociale skel kan civilsamfundet udvikle fællesskaber, hvad enten det handler om amatørkultur, aftenskolekurser eller kulturhusforeninger. I foreningslivet praktiseres den demokratiske samtale og de demokratiske beslutninger, også når man er rasende uenige. Her øver borgere sig på at håndtere uenigheder, men foreningerne er ikke kun "øvelokaler". De udgør i sig selv en vigtig del af det demokratiske samfund, og mange foreninger bidrager med betydningsfulde input til de politiske beslutninger i kommuner, regioner og i staten.

Så der er masser af lyst og engagement til at gøre en frivillig indsats fra civilsamfundets side - også gerne i samarbejde med det offentlige. Derfor har det stor betydning, om det politiske system - i kommunerne, regionerne og staten - inddrager og understøtter civilsamfundet. Det kan ske på forskellige måder og nogle pejlemærker kan være ved at:

1) Synliggøre og anerkende den rolle, civilsamfundet spiller. Anerkendelse kan fastholde frivillige, være med til at skaffe nye frivillige og gøre det lettere for civilsamfundsorganisationerne at skaffe samarbejdspartnere.

2) Udnytte det engagement, den kreativitet og den innovation, som civilsamfundet rummer, fordi foreningerne ikke er underlagt erhvervslivets krav om overskud eller af det offentliges lovfastlagte regler og rammer. På den måde kan civilsamfundsorganisationerne - både lokalt og nationalt - bidrage til udviklingen af løsninger og nye politikker.

3) Bruge civilsamfundets organisationer til at etablere en dialog med borgerne om udfordringer og reformer, som er mere umiddelbar, struktureret og demokratisk end annoncer, outdoor-kampagner, pressemøder og sociale medier.

4) Etablere partnerskaber omkring løsningen af konkrete samfundsudfordringer - f.eks. sundhed, integration og beskæftigelse - med civilsamfundsorganisationerne. Samarbejdet skal bygge på en forståelse for, at borgerens motivation ikke er at løse kommunens problemer, men at gøre en indsats for et godt formål sammen med andre.

5) Lægge et økonomisk grundfundament for det frivillige foreningsarbejde. Det er blandt andet formålet med udlodningsloven og folkeoplysningsloven. Folkeoplysningsloven bestemmer, at kommunerne skal prioritere og sætte rammer for den frivillige folkeoplysende aktivitet.

Udfordringen består i at finde samarbejds- og støtteformer, der tager højde for civilsamfundets særlige karakteristika. Hvor ildsjælene understøttes og fremmes, uden at ilden kvæles eller går ud.