Vi er ført på vildveje af eksperter og film. Invitér ulysten inden for - og få lysten tilbage


Vi er ført på vildveje af eksperter og film. Invitér ulysten inden for - og få lysten tilbage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Cand. psych. og parterapeut ved Center for familieudvikling Frej Prahl
Billede
Debat. 

Flere og flere studier bekræfter, at den seksuelle lyst kun går én vej i det monogame parforhold. Og det er nedad. Desværre er de sundhedsprofessionelle, som skulle afhjælpe problemet, med til at forværre det.  

Seksuel lyst kræver, at vi slukker for et særligt hjernecenter. Meget forenklet sagt. Nemlig det ventromediale præfrontale cortex (VPC). Det er den del af hjernen, som hjælper os med at opføre os ordentligt. En slags GPS, som hjælper os med at følge de kollektive forventninger til, hvordan "man" bør opføre sig. Lad os bare kalde det "hensynscenteret". 

Et berømt eksempel på et menneske, som fik en stor skade i det center er jernbanekonstruktøren Phineas Gage. Under arbejdet forårsagede en mindre eksplosion, at en jernstang så stor som et kosteskaft fløj ret gennem den forreste del af hans kranium. Miraklet ville, at Phineas Gage overlevede. Men han var forandret. Hvor han før ulykken var blevet anset som en retskaffen mand, begyndte han efterfølgende at opføre sig hensynsløst og særdeles upassende i alle sociale sammenhænge. Han kunne ikke styre sig og stødte folk fra sig. Han døde alkoholiseret og ensom 11 år senere.

Blandt andet har man ud fra hans eksempel konkluderet, at hensynscenteret er den del af hjernen, som hjælper os med at skabe en sammenhæng mellem de sociale konventioner og vores adfærd. At tage hensyn. Dette evnede Gage ikke efter ulykken. Derfor stødte han folk fra sig. Men der skete også noget andet med ham. Ifølge beretningerne opførte han sig promiskusiøst og seksuelt upassende. Nok havde han problemer med at tage hensyn, men potensen fejlede ikke noget. Her er han ikke alene. Hjernescanninger af seksuelt opstemte viser, at aktiviteten i vores hensynscenter er på et absolut minimum.

Vibeke og jeg havde for nogle år tilbage en længere seksuel krise. Vibeke havde ikke lyst. Jeg havde. Hun følte dårlig samvittighed over at afvise mig. Jeg fik dårligt selvværd over ikke at kunne tænde hende. Havde vi lagt Vibeke i en hjernescanner, havde vi set øget aktivitet i hendes hensynscenter. Hun følte, at afvisningen var forkert. Hvor havde hun og jeg lært dét?

Til fødselsforberedelse talte de om rugbrødssex. Den sex, man egentlig ikke har lyst til, men som er vigtig for parforholdet. Madmetaforer er farlige. For hvor tit skal man have noget at spise? Hver dag er vel en god ting. Vi lærte, at det væsentlige var måltidet, samlejet. Ulysten skulle overhøres. En verdensberømt sexolog brugte overfor mig en anden metafor: Hun talte om sex, som en tur i motionscenteret. Noget, man (underforstået: kvinden) ikke havde lyst til, men som var vigtigt at få gjort. Ulysten var også her af det onde.

Ergo var Vibeke den onde. Pornoskuespillerne lærte os det samme. Her banker pizzabuddet på døren. Storbarmet blondine åbner. Ti sekunder senere: Vild sex i kvindens sofa. Også her er penetrationen det vigtigste. Vejen derhener til gengæld formørket. Derfor følte Vibeke sig forkert, når hendes ulyst bød hende at afvise mine seksuelle tilnærmelser. Hun burde jo sige ja.

Da Vibeke og jeg lærte om det neurologiske hensynscenter, besluttede vi os for at prøve noget nyt. Jeg gik til hende med al den lyst, jeg havde. Uden noget succeskriterie. Hun afviste mig. Skubbede mig væk. Nu uden dårlig samvittighed. Jeg satte mig tilbage og ventede på hendes næste træk. Hun fristede mig. Kiggede på mig med drillende, lokkende øjne. Strejfede mig. Jeg gik til hende igen, rørte ved hende, det var ok, lige indtil det ikke var ok mere, og jeg blev skubbet væk igen. Det var nyt for os. Ikke så alvorligt, som det plejede. Derimod frigørende, sjovt.

Efter en halv time skete der noget, som også gjorde det skæbnesvangert: Vibeke blev tændt. For første gang i over ét år. Vi havde ellers prøvet alt: Lang massage, berøring af erogene zoner, lange forspil, alt havde vi været igennem. Det nye var, at afvisningen var okay. En del af en aftalt leg uden øvrige succeskriterier. Bare leg mellem tilnærmelser, afvisninger og fristelser. Det blev en slags fangeleg. Dét spil havde vi ikke erfaret tidligere. Højst havde det været reduceret til et forspil, som helst skulle overstås, inden det egentligt væsentlige. Hverken pornoskuespillere, de sundhedsprofessionelle eller videnskabsfolkene havde hjulpet os med at forstå det spil. Tværtimod havde de lært os, at spillet var af det onde. Noget, vi skulle overstå, overhøre, komme væk fra.

Det er heldigvis muligt at komme af med den idé. At skabe mikro-revolutioner i soveværelset. Det ved jeg både fra mit parforhold og mine klienter. Men det kræver, at vi inviterer afvisningen indenfor som en aktiv medspiller i vores seksuelle liv. Og det kræver, at vi afkobler os det penetrationstyranni, som bliver opretholdt af stort set alle. Selv den mest citerede forsker i kvinders lyst og seksualitet, Rosemary Basson, stemmer i sammen med penetrationskoret. Hun argumenterer for, at kvinder kan have sex af mange gode grunde, som ikke hænger sammen med deres fysisk lyst.

For Basson er den seksuelle lyst sekundær. Seksualiteten er ifølge hende, dét kvinder betaler for at opnå andre goder som eksempelvis en særlig intimitet med deres partner. Og ifølge Basson er det helt naturligt og godt. Det kan undre, at det ikke har vakt mere postyr, men tværtimod anerkendelse, af en af de førende forskere, som tilmed er kvinde, så voldsomt underkender betydningen af kvinders fysiske lyst. Men når man kigger nærmere efter, synges den samme sang i det meste af forskningsverdenen. Kvinder bør overhøre deres fysiske ulyst og have sex på trods. Kvinders dårlige samvittighed over, at de ikke har sex med deres mænd, får et ekstra nøk, fordi de rent faktisk har et valg om at have sex, når de ikke har lyst, vi mænd ikke har. Et valg, som bliver så meget mere vanskeligt at holde fast i, når hverken videnskaben eller populærkulturen lærer os, at der findes et vigtigt spil, hvor ulysten er en vigtig medspiller.

Hvis vi vil vinde lysten tilbage, er det på høje tid, at vi gør op med penetrationstyranniet og inviterer ulysten indenfor. Et undertrykkende tyranni, som desværre ikke kun folder sig ud i pornoindustrien, men snor sig langt ind i akademiske kredse, hvor man ellers kunne have håbet på at finde en seriøs modvægt til pornoens vrangbilleder.

 

Frej Prahl har netop udsendt bogen "TÆNDT - Sex i parforholdet. Fra pligt til lyst" på Dansk Psykologisk Forlag

Vi er ført på vildveje af eksperter og film. Invitér ulysten inden for - og få lysten tilbage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce