Vi er et utålmodigt folkefærd: Ventetid er ikke vores bord
Af: Kunstnerisk leder, Sangens Hus, leder af Herning Kirkes drengekor Mads Bille

Begyndelsen af november er historisk set det tidspunkt på året, hvor vi mindes vore døde. I Danmark er fokus ikke på de store smukke allehelgens- og allesjæles gudstjenester, men på den store halloween-fest, som er adopteret fra USA. I Halloween-traditionen er man nået frem til, at netop 31. oktober er den dag i året, hvor de døde har lettest ved at gøre en gæstevisit i de levendes land og måske benytte lejligheden til at gøre regnskaber op, som de ikke nåede at afslutte, mens de endnu havde deres faste gang blandt de levende.

De udklædte børn, som netop den 31. oktober tåger rundt på villavejene fra hus til hus for at plage om slik, forestiller altså skræmmende spøgelser, frisk ankommet fra dødsriget for at skræmme livet ud af hvem det nu måtte være. Set på få skridts afstand er det umuligt at skelne begivenheden fra fastelavn, bortset fra at børn, når de står udklædte på dørtrinnet og gerne vil have slik, synger "boller op, boller ned, boller i min mave, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade", før de så får lidt slik. Ved halloween møder man børn, som bare råber, "slik eller ballade" - den danske udgave af det amerikanske "trick or treat".

Få dage efter den muntre halloween kommer kirken med sin årlige mulighed for at mindes de døde. Dagen omtales sjovt nok som Allehelgenssøndag, uden smålig hensyntagen til at den lutherske kirke for 500 år siden sådan set afskaffede fejringen af helgener. Mindemuligheden er indlejret i den traditionelle søndagsgudstjeneste og fylder, uden den store medieopmærksomhed, kirkerne med mennesker, som har glæde af en formel ramme om deres sorg og længsel. Under gudstjenesten læser præsten navnene på alle de mennesker, i det respektive sogn, som er døde i løbet af det sidste år. Måske bliver oplæsningen afsluttet med et stykke rolig musik. I nogle kirker er der mulighed for, i bedste katolske stil, at tænde et lys for den afdøde.

Nu er den stilfærdige allesjæle-fejring forbi for i år, og samfundet er igen ved at tage luft ind til en farverig, gavetung og velnæret julefejring. Danskerne er ikke så glade for ventetid eller forventningstid. Vi vil helst springe ventetiden over og koble os direkte på festen. Hvis man ser lidt nærmere på julen, så begynder den faktisk med en stille, indadvendt periode, hvor man på forskellig vis forbereder sig på den situation, at Jesus bliver født. Vores julepraksis lader til at være defineret af de ekstroverte, som bare bliver nervøse og rastløse, hvis der går for lang tid, inden vi kommer til klimaks.

En del af den kristne praksis er at "rejsen er målet". Det er ikke et statement som giver meget mening for teenagere og festaber; men adventstiden, som de fire uger før selve juledagene kaldes, er oprindeligt en periode, hvor man faster. Det giver god mening. De fleste kender fornemmelsen af at forenkle sine mad- og drikkevaner for at smide et par kilo og så mærke, hvor godt rødvin egentlig smager, når man har holdt sig fra vin i nogle uger. I den danske udgave af julefejringen spiser og drikker man løs fra et sted i november og hele vejen op igennem december. I samme periode antager alle overflader julefarver - rødt, hvidt og glimmer.

Hverdagen får tilføjet et helt specielt, surrealistisk lag af julenisser, julemænd, ekspedienter med huer og gevirer, som taler til kunderne, som om vi alle sammen var max 5 år, store slikskåle, juleøl. Alt sammen akkompagneret af en julelyd, som er den vildeste sammenblanding af den strenge, lutherske Bachs store juleoratorium, Händels Messias, julesange, julesalmer og et helt specielt repertoire af feel good-musik, der lyder, som om det er blevet til et sted mellem Betlehem og Hollywood.

Gennemspilningen af det vilde julemanuskript begynder i november og stiger så i styrke og omfang, indtil det kulminerer lige før lukketid den 23. december. Herefter rykker festen kortvarigt inden døre i kirkerne og derefter ud i privathjemmene, hvor festen fortsætter op til og med nytårsaften. Så kommer, i den danske tradition, fastetiden. Motionscentre fyldes af storsvedende mænd, som trænger til at blive afruset og komme i kontakt med sig selv. Damebladene er fyldt med slankekure, og vi tager fat på det nye år med vores rødsprængte øjne stift rettet mod drømmen om den danske sommer. Kun et par måneder senere åbner kirkeåret igen for muligheden af at få ro på.

I slutningen af februar holdes fastelavnsgudstjenester. Oprindeligt er gudstjenesten lagt som en optakt til en længere fasteperiode. Det vil sige, at kirken faktisk lægger op til, at man, mens man venter på den store påskesøndag, hvor man fejrer, at Jesus er genopstået fra de døde, tager sig en periode på 40 dage, hvor man faster. Ser man efter i bibelen, er der tænkt grundigt over fasteperioden, og der anføres, hvad man må spise og drikke, og især hvad man ikke må spise og drikke. Hvis man kigger efter i bibelen, vil man opdage, at man kunne have sparet indkøbet af mange slanke- og livsstilsbøger.

Men vi danskere er ikke så glade for at vente. Derfor ser man i måneden op til fastelavn, at der er mulighed for at købe fastelavnsboller, og den festlige fastelavnssøndag får alt, hvad den kan trække af tøndeslagning og udklædning. Derefter lader vi bare som ingenting og lever, som vi plejer. I disse år oversvømmes vi af bøger, som forholder sig til en uoverskuelig, stresset hverdag, hvor vi er ved at drukne i informationer, og hvor vi har nået et niveau af velstand, som gør det muligt for os at både spise og drikke os ihjel inden for rammerne af et gennemsnitligt husholdningsbudget.

Tiden er måske ved at være moden til, at vi giver de introverte rum til at sætte en dagsorden, som også har fokus på ro og fordybelse, og som kunne åbne for opmærksomheden over for de dele af kirkeåret, som vi er kommet væk fra at lægge vægt på.