Vi er blevet en nation af bange mennesker, der synes vi har alt for meget at miste


Vi er blevet en nation af bange mennesker, der synes vi har alt for meget at miste

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Lektor og adjunkt, Fanø Søren og Anette Bøjgård Schleicher
Chresten Bergh
Debat. 

Forleden lå der en rudekuvert i vores postkasse. De fleste kender følelsen. Dele af kroppen går i en form for alarmberedskab, når denne specielle affart af mellemmenneskelige kommunikation dukker op på matriklen. Der er heldigvis blevet længere mellem disse små, typisk dyre hilsener fra instanser, som oftest har til hensigt at hapse uventede bidder af privatøkonomien. I dag er langt de fleste af disse hilsener at finde på e-boks. Men rudekuverten kom ind på køkkenbordet, og lå der og ventede på at blive åbnet.

Begrebet at være bange, har på det seneste været et tema hos os. Hvor ofte er vi bange og hvor mange af vore daglige handlinger foretages, fordi vi er bange for, hvad der sker, hvis vi ikke gør som forventet? På vores arbejde? I forhold til venner og familie? Nu lå den der på køkkenbordet, rudekuverten, og næsten synkront må vi have tænkt de samme tanker. Hvor stor er mon den regning, der sandsynligvis ligger der og griner bag plastikruden?

Det offentlige arbejdsmarked er i disse år præget af et enormt psykisk tryk på de ansatte. På hospitalerne, i daginstitutionerne, i ældreplejen og i skolerne. Der er skåret til. Effektiviseret. Politikernes store tættekam er blevet kørt gennem den offentlige sektor via til lejligheden hyrede konsulentfirmaer gennem de sidste 20 år - i et accelererende tempo. De fleste borgere i landet ved godt, hvordan det står til. Hver uge har sin historie. I denne uge var det sygeplejerskerne på medicinsk afdeling på Holbæk Sygehus, der sendte en utvetydig advarsel: effektiviseringerne har nået et plan, der bringer patientsikkerheden i fare. Om et par dage er denne debat igen forstummet. Og sygeplejerskerne? De arbejder videre, og vi andre dukker nakken og satser på, at det ikke bliver os, der ligger og venter på en hospitalsgang med uforrettet sag. Så vi affinder os med tingenes tilstand, men hvorfor?

Fordi vi er blevet en nation af bange mennesker!

Vi ser farer overalt. Først og fremmest er vi så forhippede på at beholde vore jobs, at vi uden synlige protester finder os i, at der effektiviseres mere og mere og at der tilmed træffes beslutninger (helt uden skelnen til kompetent faglighed), som påviseligt sænker kvaliteten af det arbejde, der udføres. Vi finder os i det, fordi vi har noget at miste. De fleste af os er afhængige af ret massive indtægter. Vi skylder. Dette skaber en kultur, hvor vi er villige til at gå rigtig langt, for at bevare den pæne og dyre facade. Så vi hænger i. Vi bliver stressede. Tager arbejde med hjem. Bliver effektive. Vi sikrer os - sørger for, at vi ikke er ofre i den næste rationalisering.

På en fiktiv tidslinje på ti meter er vi mindre end en centimeter fra vores forfædre fra jægerstenalderen. De var sikkert også bange. Men hvor de var nødt til at sikre sig på jagten efter bytte og beskytte sig selv og deres nærmeste mod farlige dyr, vind og vejr, så er det moderne menneske bange i en langt mere kompleks forstand. Der hvor stenalderjægerens frygt for at dø resulterede i, at der blev pumpet adrenalin og endorfiner rundt i kroppen, for at give ekstra kræfter og hurtigere tanke, er nutidsmennesket i vores del af verden hensat i en tilstand af næsten konstant bekymring. Vi har fået mere at miste end blot livet. Vores genetiske arv fornægter sig ikke, når vi impulsivt reagerer med frygt for edderkopper og slanger. Nu er disse genetisk betingede frygtsymboler blot udvidet til også at omfatte rudekuverter og effektiviseringseksperter.

Vi vender lige for en stund tilbage til rudekuverten. 16x23 centimeters djævelskab lå der og ventede på at blive taget alvorligt. 368 cm2 kan rumme uhyrlige beskeder, og man skal nærme sig med omtanke. Er der tale om en simpel regning? En parkeringsbøde? Eller er det en indbydelse til grundigere undersøgelse på hospitalet efter en analyse af den rutinemæssige undersøgelse hos lægen for nylig? Alt er i spil.

Så vi får endnu en snak der ved køkkenbordet. Hvad er du bange for? Hvad er det værste der kan ske? Ja, det værste er, hvis vi dør eller nogle af vore nærmeste dør. Pludseligt. Her er der tale om noget helt håndgribeligt. Når døden har været uventet forbi hos folk tæt på os, konkurrerer sorgen altid med frygten for den vilkårlighed, som døden kan ramme med. Så bliver rudekuverter og rationaliseringseksperters hærgen på vore arbejdspladser pludselig uendeligt små bump på livets vej. Der ved køkkenbordet bliver vi enige om, at vi trænger til et nyt ord: "Bangehed". Bangehed er en grundlæggende følelse hos det moderne menneske. Vi har fået alt for meget at miste, og vi ved at faldet er dybt, så vi er drevet af bangeheden.

Vi er så vant til "bangeheden" at vi egentlig ikke mærker den mere. Den er blevet det daglige drive, der bla. får forældre til at aflevere deres børn i daginstitutioner udstyret med en panodil i kroppen, så barnets begyndende feber bliver slået ned og forhåbentlig ikke kommer i udbrud. De voksne lukker af for den dårlige samvittighed og kører på arbejde, selvom de ved, at deres eget barn burde ligge under dynen derhjemme.

Måske er du en af de mellemledere, der trods egen sunde fornuft og høje tanker om kolleger, endnu engang trodser egen høje faglighed for at introducere endnu et eksternt måle - og evalueringssystem, som kommer til at medføre flere uproduktive arbejdsopgaver. Opgaver som skal presses ind i et allerede spækket arbejdsprogram for den enkelte ansatte.

Måske er du selv blevet en af de ansatte, der hvisker til din kollega, når samtalen drejer sig om den øverste ledelse på din arbejdsplads. Og når alle er bænket til et af de sjældne "dialogmøder" med ledelsen, hvor indholdet mere har karakter af informationer om forventede sparerunder end reel dialog, så tager "bangeheden" over, og ytringsfriheden parkeres ved siden af ydmygelsen over ikke at turde sige højt, at kejseren ikke har noget tøj på.

Er "bangeheden" simpelthen blevet så normal en følelse, og en så integreret del af os, at vi helt naturligt overfører den til de nye generationer? Pakket ind i slet skjulte trusler om, at hvis ikke du går efter 12-tallet, så ryger du "ud over kanten". Et helt folk der stræber, arbejder, terper lektier, sover for lidt, medicinerer sig selv med piller og rødvin, alt sammen drevet af en middelalderlig afladskultur.

Sådan en almindelig januardag er til markante nytårsfortsætter. Der er al mulig grund til at være bange for alt. Derfor tog vi en beslutning om ikke at være bange overhovedet. Det er os der styrer vores eget liv.

Rudekuverten?

Papir brænder ved 233 grader Celsius!

Vi er blevet en nation af bange mennesker, der synes vi har alt for meget at miste

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce