Verdens bedste skole


Verdens bedste skole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kongen af Danopia ville have verdens bedste skole og udskrev en konkurrence herom. Vinderen var god til at lære børnene at læse, så de kunne klare sig i globaliseringen, men der var alligevel et problem.

Der var engang en konge, som regerede over et herligt lille land, hvor skov, mark og strand vekslede med hinanden, og hvor befolkningen var venlig og hjertelig.

En morgen sad kongen veltilpas og glad og bøvsede efter sin morgenmad. Han var tilfreds med sig selv. Det var lykkedes for ham at regere landet til succes, og der var langt mellem fjender og modstandere. Han rakte ud efter Danopia Tidende. Allerede på forsiden var der en artikel, der fangede hans blik.

- Sagde jeg det ikke nok, råbte han ud i salonen af begejstring.

- Se her, Jokumsen, sagde han til sin kammertjener. Det er fuldstændigt, som jeg siger. Vi er en succes. Der er netop offentliggjort en verdensomspændende undersøgelse, og vi ligger øverst. Vor befolkning er den lykkeligste af alle folkeslag overhovedet på denne jord.

- Selvfølgelig, Deres Majestæt. De har styr på alt.

Frydefuldt bladrede han videre. Da han nåede side 12, som var debatsiden, kunne han se, at der omhyggeligt var revet en side ud. Det var ikke første gang, men han havde ladet det passere for ikke at blive i dårligt humør. Denne morgen følte han sig dog stærk nok til at klare hvad som helst.

- Jokumsen, råbte han, kom med side 13, og det nu.

Han tog brillerne af og pudsede dem. Jokumsen bragte ham slukøret avissiden. Der var det igen. Om og om igen det samme emne. Det var pogeskolen, der blev kritiseret og denne gang af selveste professor Weiss. Børnene kunne ikke læse, og danopinerne kunne ikke klare sig i globaliseringen, når det stod så sløjt til.

- "Globalisering", tænkte han.

Det var et af de nye ord, der gang på gang blev nævnt. Han tænkte en tid over problemet. Han havde snart rund fødselsdag, så der skulle ikke være en plet at sætte på hans omdømme.

- Jeg vil udskrive en konkurrence om at lave verdens bedste skole.

Pogeministeren, Dusinius, blev tilkaldt og sat ind i situationen. Han virkede træt og udbrændt og tog glad imod kongens ideer. Det blev derefter ved kongelig forordning bestemt, at alle, der følte sig velkvalificerede, kunne melde sig til konkurrencen om at blive landets bedste skolemester. Vinderen ville få kongens smukke datter, Dana Fionia, og sin egen pogeskole.

Kongen frydede sig allerede over, at hans kommende børnebørn ville komme til at gå i verdens bedste skole.

Ingen havde forestillet sig, at der var så mange velkvalificerede skolemestre i Danopia. Det tog pogeministeren tre uger at komme igennem stakkene af ansøgninger, men heldigvis skilte tre sig ud.

Den første deltager i konkurrencen var hr. Theo Rieh. Han var en herre med selvtillid. Han havde været på alle de pædagogiske kurser og deltaget i alle de møder om nye undervisningsformer, der kunne opdrives.

Han havde derfor svigtet en del af sin undervisning, men som han fremhævede, ville han ikke blive mere kvalificeret til jobbet ved at omgås elever. Hans ansøgning blev kørt til ministeriet på en anhænger. Så omfattende var beskrivelserne af hans fortræffeligheder.

Den anden var hr. Fusentast. Han mente, at det væsentligste ved skoletiden var, at eleverne blev sociale, og at de fik afklaret, hvad de ville være, når de blev voksne. Han havde ikke så mange papirer at vise frem, men vedlagde en del farvelagte brochurer fra de private virksomheder, som han havde tænkt sig at besøge med eleverne.

Den tredje deltager var Manfred. Rådet faldt for den velformulerede ansøgning, som beskrev, at man skulle tage "globaliseringen" seriøst. Desuden beskrev han den verdenskendte Bertha-metode, som kunne få enhver pog til at tilegne sig stoffet.

Ingen kendte denne metode, så for ikke at blive gjort til grin, blev han en af de udvalgte.

De tre udvalgte fik hver en skole, hvor de skulle bevise deres metoders formåen.

Hr. Theo Rieh udarbejdede straks en kursus- og mødekalender for sine lærere, så de successivt kunne uddanne sig og diskutere teorierne på møder.

- Vi skal være først med det nyeste, doserede han.

Det kostede ret mange vikartimer og en del kopipapir, og eleverne blev prøveklude, når teorierne skulle afprøves. Lærerne løb efterhånden sur i det og begyndte at slække på forberedelsen. Til sidst overhalede teorierne den menneskelige dømmekraft.

Hr. Fusentast ville bringe eleverne ud i den virkelige verden, for skoleklassen var kun et midlertidigt bur. Eleverne skulle stortrives, så det var ikke lektierne, der dominerede.

Forældrene var begejstrede. Nu havde de ikke det at tænke på, når de kom trætte hjem, og poderne kunne fortælle deres måbende forældre om alt, hvad de oplevede.

I skolen arbejdede de mest i grupper, hvor de lavede det, de var bedst til. Nogle var gode til at farve, så de farvede sig igennem skoletiden, mens andre tog sig af de boglige opgaver.

Alle fandt efterhånden også ud af, hvad de ville være. Der var bare et problem: Lille Peter ville være dyrlæge, men han havde været en af farverne, så han læste og skrev ikke godt nok til, at han kunne begynde på sin drømmeuddannelse.

Manfred havde lært sin pædagogik af to personer. Den ene var frk. Vimmersen, der havde været hans lærer i pogeskolen. Hun havde lært ham at læse efter læsebogen: Søren og Mette. De havde læst, stavet, regnet og sunget i kor, og da ingen af eleverne vidste, at det var gammeldags, havde de været glade og trygge ved det, og to år senere, kunne de alle læse.

Desuden forstod hun kunsten at rose, når der var grund til det, og hun kunne sige selv negative ting på en positiv måde. Med et smil og et glimt i øjet sagde hun:

- Sæt jer på jeres mås og bliv siddende, indtil I har lært, hvad I skal.

Den anden person, der havde givet ham livsvisdom, var faster Bertha. Hun havde brugt sine sparepenge på at tage ud i verden. Engang havde hun på en Stillehavsø set en lille skole, der lå ved havnen. Bygningen var nøjsom, men ren og pæn. Hver dag, når folk gik til markedet, kunne de høre eleverne, der læste, stavede, regnede eller sang i kor. Det var trygge og glade børn. Deres lærer, madam Saveuse, havde sin egen pædagogik:

- Man skal lære grundtrinnene, før man kan begynde på variationerne, sagde hun, mens hun valsede rundt. Når grundlaget er i orden, kan alt lade sig gøre. Og hendes elever blev dygtige, og da de blev store, rejste de ud i verden, hvor de nu indgår i "globaliseringen".

Manfred fulgte sine to modellers metoder og med stor succes. Børnene lærte hurtigt at læse, og hans elever blev blandt de bedste i Danopia. Ingen i Rådet med pogeministeren i spidsen var i tvivl om, hvilken skole der havde fostret de mest kompetente elever. Manfred vandt den skønne Dana-Fionia, og brylluppet blev holdt og varede i tre dage.

Tilbage stod lille Peter, som nu ikke mere var så lille endda. Han ville stadig være dyrlæge, og derfor gik han til pogeministeren for at få et råd.

- Hvad gør jeg, når jeg har været "farver" i hele min skoletid?

Ministeren sammenkaldte Rådet. Det lovede at sende et brev, når det havde fundet svaret på spørgsmålet, men Peter venter stadig på brevet.

Hanne Schreiner Mørup-Petersen, Søparken 88, Odense S.

Verdens bedste skole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce