Verden ifølge Jeanett Veronica Hindberg: Flyt den smølf fra mit underliv
Af: Forfatter og blogger Jeanett Veronica Hindberg

Denne klumme er efterhånden gået hen og blevet lidt af en vagina-føljeton. Jeg har åbenbart så meget at sige om emnet, at der givetvis kunne komme en hel bog ud af det. Ærgerligt at titlen "Vaginamonologerne" er taget, og at jeg i forvejen har sat mig på en kommende titel, der inkluderer en vagina. Mere om det en anden dag, for nu skal vi tilbage til min depressive filet.

Er faktisk ret dårlig i skrivende stund, men det viser sig, at jeg nok havde ret, da jeg forudsagde, at min vinterdepression havde sat sig i fileten. Min gynækolog stak mig i hvert fald en henvisning til en fysioterapeut, der skal helbrede min overspændte bækkenbund. Ja, det siger hun, det er. Det er i hvert fald ikke æggestokkræft, som Google og min Angste Agnes forsøgte at fortælle mig.

Nåh men, problemerne Down Under er tiltaget siden sidst, og nu føles det som om, der konstant står en overvægtig, stærk smølf og sparker hårdt på min blære. Jeg skal tisse HELE tiden, og samtidig kan jeg bare ikke. Så jeg rendte selvfølgelig til lægen for at blive undersøgt for blærebetændelse, men det var der intet af, fik jeg at vide efter undersøgelse af urin bragt i et syltetøjsglas, og så sad vi dér og gloede på hinanden, mig og lægen, mens den skide smølf fortsat gik all in på blærespark.

Ikke spor klogere tog jeg slukøret hjem for at holde påske. Lortepåske. Var flere gange i løbet af de fem dage på nippet til at ringe til vagtlæger og insistere på massive undersøgelser af hele situationen syd for navlen. Men gjorde det ikke, for pludselig ligger man måske på en kold undersøgelsesbriks og får stukket et kamera op i blæren, og det er bare ikke noget, jeg lige har lyst til at lave i påsken, mens andre sidder og spiser lam og den slags.

Så jeg holdt ud, og fik taget mig sammen til at bestille tid hos fysioterapeuten førstkommende hverdag, mens jeg samtidig udtænkte, hvordan jeg kunne nå at tabe 41 kilo, inden jeg skulle derhen. Hård Nupo og lavement kunne dårligt gøre det, og ja, det viser sig, at min indre kropsaktivist altså holder ferie, når jeg skal være delvist nøgen foran fremmede mennesker, der også skal massere på mig. Skyndte mig at forberede flere forsvarstaler for mit fede korpus, i fald fyssen skulle begynde på noget med vægt. Kender bare de typer.

Det gjorde hun heldigvis ikke. Hun var bare skidesød, og pludselig sad jeg og fortalte min livshistorie. Om mine bøger, om min døde mor der drak sig ihjel, og om min Angste Agnes, der muligvis er delvis skyld i min forpinte bækkenbund. Og forpint, det er den, sagde fyssen bekræftende, efter at have masseret min mørbrad, og hvad ellers der sidder dernede. Alle de spændinger kan åbenbart godt være skyld i både blæreproblemer og forstoppelse. Ja, det glemte jeg at nævne: Jeg har da også groet en fucking hæmoride for at det ikke skal være løgn. Og det selvom jeg ikke engang er på Facebook for tiden.

Men jeg spænder åbenbart virkelig meget hele tiden, og spor bedre blev det da ikke, da jeg skulle ligge på briksen og få masseret balder, mens jeg tænkte på, om hæmoridecremen havde misfarvet mine lilla underbukser str. XXL, for det ville altså være pinligt. Mere pinligt end mine dejfarvede balder i enormt hævet form, der lå og skvulpede rundt i det lille lokale.

Jeg skal derhen igen i næste uge i håb om snarlig uddrivelse af vaginapanik. I hører nok nærmere.

Og moralen i denne klumme må være: Hold dig til hvide underpermissioner, når du bruger hæmocreme.