"Dengang, da jeg var ung", kom det fra den pæne ældre gråhårede dame, "da vidste vi, hvordan vores liv ville komme til at forme sig. Der var intet at diskutere. Det var bare at fortsætte ad samme vej som vores mor eller far. Punktum".

Tidligere medførte familietilhørsforhold og klasse en masse givne værdier, normer og fremtidsperspektiver. Sådan er det ikke længere. Individualiseringen har bevirket, at nutidens børn og unge stilles over for uendelige mængder af valg. Det oplever de allerede fra barnsben i samværet med voksne og i institutionerne. Det hele baseres på mantraet om at vælge og tage stilling ud fra sig selv, altså: "Hvad vil jeg allerhelst".

Den personlige stillingtagen er blevet uhyre eksistentiel, men også enormt besværlig, for der er ikke længere nogen fodspor at følge, og alle ens gerninger kan i princippet stilles til diskussion. Samtidig stilles der større og større forventninger til børn og unge.

Tidens tendens er også, at børn og unge skal være centrum for deres selvudvikling, og det betyder et enormt fri - rum til de ressourcestærke, der ser sig i stand til at håndtere udfordringen med tidens individuelle valg og samtidig har evnerne til at forvalte den fantastiske frihed, som udspringer af dette.

For nogle skaber valgfriheden optimisme og begejstring, mens de for andre kun bidrager til øget bekymring og utryghed.

I kølvandet på de ressourcestærke har vi nemlig at gøre med en større og større gruppe af børn og unge, der af forskellige årsager, socialt som kognitivt ikke har det nødvendige overskud til at forholde sig til de konstante påtrængende og uoverskuelige valgsituationer.

Børn og unge fra den ressourcesvage gruppe bliver i tvivl om deres egen formåen, de stresses af den evindelige tendens med at blive målt og vejet og oplever i det hele taget, at de ikke kan leve op til alle forventningerne. De mangler nogle at tale med, har problemer i familien og i skolen, og de føler sig ensomme.

For mange giver det sig udslag i en indelukket og selvudslettende adfærd. De går stille med dørene, når de synes, livet er for svært. De bliver selvskadende, som for de unges vedkommende giver sig udslag i et stigende forbrug af alkohol og euforiserende stoffer, afmagringskure eller i værste fald selvmordsforsøg. De bliver diskrete problembærere.

Hvordan skal vi så som voksne agere?

Det handler om én ting: At turde være en tydelig voksen. Hermed mener jeg, at man som voksen tør tage rollen som den ansvarsfulde og derfor også nogen gange fremstå som "den sure mokke". Dette kolliderer med den gængse opfattelse, at man skal være venner med sine børn - i stedet for at sætte grænser og opstille regler.

Det gælder som voksen om at træde i karakter. Det kan være med til at minimere den sanseløse forvirring, den omtalte gruppe børn og unge har tumler rundt med. Det her handler ikke om en snerpet indremissionsk tankegang, men om et helhjertet forsøg på at give dem nogle redskaber til at begå sig, og dette kan faktisk godt ske på en menneskelig facon.

Peter Olesen, Jens Benzons Gade 50 B, st.th., Odense C, er lærer.