Væk med siloer og søjler og ind med bæredygtighed. Kloden er på katastrofekurs
Af: Professor emeritus og adjungeret professor, Ph.D. Steen Hildebrandt

En af de største ledelsesudfordringer lige nu handler om at gøre op med den amerikanske ingeniør F. W. Taylor og hans mekaniske ledelses- og organisationstænkning. Det er en tænkning, som har domineret hele verden i mere end hundrede år. Taylor regnes for at være én af hovedfædrene til scientific management, dvs. tids- og metodestudier, den funktionsopdelte organisation, rationalisering og effektivisering. Taylor var ikke alene, men han er hovedrepræsentanten for det 20. århundredes største revolution i organisations- og ledelsestænkning og -praksis verden over.

Først var der tale om en meget enkel natur- og ingeniørvidenskabelig tænkning i de første tre-fire tiår af det 20. århundrede; dernæst en mere avanceret matematisk domineret og tværvidenskabeligt orienteret tænkning fra perioden efter Anden Verdenskrig - en periode og en tænkning, hvor den inderste kerne fortsat var den Taylor-dominerede rationalitets-, produktivitets- og kortsigtede optimeringstænkning. Og endelig en fortsat målings- og kvantitativt orienteret adfærdsvidenskabeligt baseret ledelses- og human-ressource orienteret tænkning fra de sidste 30-40 år af århundredet.

Den sidste var en meget grumset periode, hvor hundredevis af mere eller mindre smarte overskrifter, værktøjer, modeller m.m. så dagens lys, og hvor de mest bizarre benævnelser blev taget i anvendelse. Kernen var fortsat hård, mekanisk og kortsigtet økonomisk tænkning, hvorfor man da også ofte omtalte alt det nye i denne sidste periode som det bløde. Det var så til gengæld udtryk for en total misforståelse af de fænomener og udfordringer, man havde med at gøre. Det var ikke bløde, men benhårde fænomener, men det forstod man ikke altid.

I alle disse år har den målestok, der har været anvendt, både i offentlige og private virksomheder og på samfundsniveau, været baseret på simple og kortsigtede kvantitative økonomiske målinger; konkret i form af økonomiske regnskaber i virksomheder og bruttonationalproduktopgørelser på samfundsniveau. Der er en gammel indsigt og erfaring, der siger: Man får det, man måler. Hvis man vil have kortsigtet økonomisk profit og vækst, skal man belønne adfærd, der fører til øget produktivitet og vækst. De fleste beslutninger i verden i disse mange år har været begrundet i og været tæt relateret til kortsigtet produktivitet og økonomisk vækst og har derfor gjort brug af F. W. Taylor's værktøjer og anbefalinger.

Ud af det er der kommet en ubeskrivelig stor produktivitetsstigning i verden. Produktivitet, vækst og profit er eksploderet; det samme er antallet af mennesker i verden. Dette tilsammen gør, at der i netop den periode, vi her taler om, er sket en så voldsom acceleration i den økonomiske aktivitet i verden, at det er uden historisk sidestykke. Vi kalder det Den store Acceleration, og vi regner med, at den har fundet sted i de sidste 50-70 år. Befolkningstallet i verden stiger fortsat, men dog med en stedse lavere hastighed; produktionen i verden stiger i disse år næsten lodret; og en stor del af den produktion, der finder sted, er ikke-bæredygtig. Ikke-bæredygtig adfærd og produktion, der finder sted igennem mange årtier i en verden med stadig flere mennesker, ender efter de fleste forskeres opfattelse i katastrofer. Det er sådanne katastrofer, verden på nuværende tidspunkt er på vej ind i - bl.a. ifølge forskere på Stockholm Resilience Center.

Overordnet handler det om at bevæge virksomheder, lande og verden i en ny retning, hvilket kræver, at vi formulerer nye kriterier for og billeder af, hvad det er for en verden, vi vil lede os hen imod. Hvilke mål skal være styrende for vore beslutninger? Hvilke indtægter og omkostninger skal medregnes i de kalkuler, vi opstiller med henblik på at træffe vore beslutninger? Hvilke grænser eller begrænsninger skal vi respektere og overholde, når vi træffer og implementerer vore beslutninger? Og hvilke tidshorisonter skal vi arbejde med eller inden for, når vi kalkulerer, beslutter og implementerer? Skal vi tage hensyn til de endnu ikke fødte generationer, eller skal vi udelukkende betragte de nærmeste år eller årtier, når vi planlægger og træffer beslutninger?

Jeg siger ikke, at der ikke er sket noget væsentligt siden F. W. Taylor. Jeg siger, at hvis vi kunne gennemlyse de kalkuler og beslutninger, der træffes overalt i verden i dag, så er der mange spor efter Taylors principper og metoder. Og samtidig kan man konstatere, at det er et paradigme, der fører til så katastrofale beslutninger og resultater, at hele paradigmet, hele skelettet, vakler. Det vakler, fordi det bliver mere og mere åbenlyst, at kloden er på en katastrofekurs, hvilket bl.a. og helt synligt fører til klimaændringer med katastrofale følgevirkninger.

Taylors modeller og ræsonnementer var - som nævnt - en skelsættende faktor i den industrielle verdens udvikling. Men der skal skiftes kurs nu. Det, der før var en god og effektiv løsning, er nu et problem. Jeg vil pege på to sammenhængende og afgørende vigtige hovedindsatser. Det første, der er behov for, handler om at nedbryde mange af de siloer, søjler og funktioner, som verden med stor iver og systematik er blevet opsplittet i op gennem 1900-tallet. Mange af de opgaver og udfordringer, som verden og verdens organisationer står over for i dette århundrede, kan ikke effektivt og hensigtsmæssigt løses inden for rammerne af den organisationstænkning, som Taylor var ophavsmanden til.

Nye organisations- og samarbejdsstrukturer skal udvikles og implementeres. Det gælder på det høje niveau, fx FN, hvor det i en nylig udgivet rapport nævnes, at FN ikke kan løse sine mange opgaver med de mange siloer, som organisationen nu er opsplittet i. Og det gælder på det helt nære niveau, fx skolen, plejehjemmet, kommunen m.m. Det andet handler om Verdensmålene, SDG'erne eller FN's 17 bæredygtighedsmål, som blev vedtaget af FN's generalforsamling i september 2015. 17 mål - og 169 delmål - for en bæredygtig global udvikling. Man kan ikke lede uden mål. De mål, man sigtede imod på Taylors tid i 1900, i 1950 og i vid udstrækning fortsat i dag, skal afløses af de 17 FN-mål. Det er mål, ikke for en simpel produktivitets- og profitudvikling, men mål for en balanceret, retfærdig og bæredygtig udvikling, ikke i Danmark og EU, men i hele verden. Det fundamentale menneskesyn i verdensmålene hedder: Leave no one behind! Et princip, som selvfølgelig bl.a. refererer tilbage til FN's menneskerettighedserklæring fra 1948. Verdensmålene er i virkeligheden et stort globalt solidaritetsprojekt.

Internettet, som har domineret de fleste menneskers liv i de sidste mange år, og absolut ikke kun for det gode, skal nu benyttes som en del af det formidable formidlings-, uddannelses- og ledelsesprojekt, som menneskeheden står foran. Jeg vil sige: Når man talte om bæredygtighed for ti-femten år siden, blev man betragtet som naiv. De, der i dag ikke taler om og tager bæredygtighed alvorligt, er naive. Ikke at tale om og respektere bæredygtighed og verdensmålene, er ikke en option - heller ikke for danske virksomheder. Bæredygtighed og bæredygtig ledelse er den eneste vej frem.