Børn under 15 år, som begår kriminalitet, ved i dag, at det ikke får følger. Da problemet er stigende, bør der gøres noget. Såsom at sænke den kriminelle lavalder og indføre klippekort for lovovertrædelser.
Jeg nakker dig, dit pansersvin. Og jeg gør det inden jeg bliver 15. Drengen er lige fyldt 14 år, og forinden er han sammen med en 15-årig kammerat blevet taget for biltyveri.

Deres tur endte brat i en lygtepæl. Det var mere end et lykketræf, at andre ikke kom noget til, for et kvarter før uheldet var gaden fyldt med skolebørn på vej til skole.

Betjenten fortæller senere sine kollegaer, at han aldrig før har hørt noget lignende fra sådan en lille hvalp. Samtidig nager det ham alligevel, for rygterne på gaden er, at der er flere pistoler i omløb blandt de unge, og en kugle gør lige så meget skade uafhængigt alderen på forbryderen.

Da han senere sidder hjemme i køkkenet med sin kone, fortæller han hende, hvor grotesk det er, at de unge har frit lejde frem til 15 år. "Der sker ingenting, og de ved det". Det var frustrerende, når de tog ballademagerne, og alt, der skete, var en underretning til de kommunale myndigheder - som så stod med bolden, og hvad skulle de kunne gøre, hvis familien og den unge nægtede at samarbejde?

En af hans kollegaer havde sidste uge haft en sag med en 14-årig dansk dreng. I løbet af en nat var knægten, sammen med to andre, brudt ind i 30 biler og havde stjålet cd-afspillere. Under afhøringen havde drengen været overlegen og nægtet at udtale sig om noget som helst.



Rammen for ovenstående scenarier er en middelstor dansk kommune. Utilpassede drenge helt ned til 11-13 år tegner sig for vold, trusler, tyveri mv., og billedet er det samme i de fleste danske kommuner landet over.

Det er måske fristende at konkludere, at det kommunale system har svigtet i disse situationer og været passive tilskuere, men så enkelt er det ikke.

Lad os se på målgruppen. Disse drenge/unge har nogle fællestræk ved at besidde en ringe affektregulering, har manglende impulskontrol, antisociale og narcissistiske personlighedstræk, sort/hvid tænkning og ofte en ringe begrebsforståelse.

Årsagsforklaringerne er mange og spænder fra biologiske, sociale, familiemæssige og kulturelle modeller. Et yderligere aspekt er, at de sundhedsplejersker, pædagoger, lærere, socialarbejdere, skolepsykologer og lærere, som har at gøre med disse børn/unge, kan udpege dem allerede i børnehaveklassen.

Så hvorfor bliver de pågældende bekymringsbørn ikke anbragt uden for hjemmet? En nylig offentliggjort undersøgelse (refereret i avisen Urban i april), pegede på, at truede etniske børn i mindre grad anbringes end danske, og at en mulig forklaring kunne være sagsbehandleres berøringsangst for det fremmede.

Måske er det tilfældet, men en anden mulig forklaring kan være, at de ressourcesvage etniske familier på nogle punkter optræder anderledes end de danske. Ofte kan moderen i etniske familier varetage pasningen af børnene, men på bekostning af en positiv integrationsproces. Hun er isoleret i ghettoer - væk fra arbejdsmarkedet, uden anden kontakt til det danske samfund end den, hun eventuelt får til en pædagog, såfremt børnene har fået bevilget friplads i en børnehave i området.

Faderfiguren er typisk enten fraværende eller har så travlt med sit job, at det i nogle tilfælde bliver op til de ældre brødre at stå for opdragelsen og tilhørende fysiske sanktionering ved ulydighed. En konstellation, hvor børn opdrager børn, er selvsagt ikke hensigtsmæssig i længden.

Drengene kommer i konflikter i skolen, og finder identitet og fællesskab i at være imod det danske samfund, som de i deres sort/hvide forståelse kategoriserer som racistisk. Disse drenge har typisk ingen respekt for moderen som grænse- og regelsætter, og dette kvindesyn tager de med sig ud i verden.

Så tilbage til spørgsmålet om, hvordan disse etniske børn "undgår" at blive anbragt. Mit postulat er, at sagerne i langt de fleste tilfælde simpelt hen ikke kan holde i et børn- og ungeudvalg. De "typiske" danske tvangssager indeholder forældre med misbrug (alkohol eller stoffer), hvor deres mangelfulde forældreevne er så åbenbar, at der ingen tvivl er om, at de ikke kan leve op til samfundets krav

Mit budskab er, at viften af kommunale og retslige tiltag p.t. ikke er gearet til at håndtere denne lille, men stærkt voksende gruppe. Der er behov for, at vi nuancerer og udvider vores perspektiv. Et par forslag:

Sænk den kriminelle lavalder til 10 år. Hvorfor? Fordi det er den eneste måde at få de kriminelle drenge væk fra gaden og ud af den negative spiral, som skader ikke kun dem selv, men også alle de ofre som deres kriminalitet rammer. Man bør tage konsekvensen af, at deres kriminelle adfærd er destruktiv uafhængigt af deres alder.

Vi må erkende, at det kommunale system bygger på frivillighedsprincippet og en tilbuds-tanke. Menneskesynet bag antager, at alle mennesker kan nås ved at appellere til den sunde fornuft og derigennem skabe en vilje til forandring. Ud fra min erfaring virker tilbudssystemet fornuftigt for de familier, hvor den kommunale rådgiver og familien finder et fælles afsæt - dvs. laver nogle aftaler og når til enighed om nogle mål og nogle problemer, som skal løses.

I de tilfælde, hvor der ikke er konsensus, bliver skjulte dagsordener, manipulation og modstrategier en del af "samarbejdet" i stedet for. Det er jo egentlig logisk. Hvordan reagerer du på tilbud, som du ikke selv har lyst til eller kan se en mening i?

For præcis denne gruppe af kriminelle drenge og unge er deres forstyrrelser af en jeg-synton karakter - dvs. deres adfærd og antagelser er accepteret af deres jeg. Dvs. de mener ikke selv, at de har et problem eller en problematisk adfærd. Det er alle andre som skal ændre sig og rette ind.

Det gør det selvsagt svært at nå til en fælles platform, og det er en stor del af forklaringen på, at det danske behandlingssystem spiller fallit over for denne gruppe.

Konsekvensen deraf kunne være, at have sociale pseudosager (dvs. sager som er aktive, men hvor der reelt ikke er mulighed for forandring). Sådanne sager eksisterer på mange sagsbehandleres skriveborde, og nogle gange begår den pågældende unge kriminalitet, som er så grov, at en ungdomssanktion kan komme på tale. De fleste gange sker det ikke - enten fordi den unge endnu ikke er 15 år og kan sigtes, eller også fordi kriminaliteten ikke er grov nok, for der skal meget til (her ligger implicit at der ikke er grundlag for en tvangsanbringelsessag).

At nedsætte den kriminelle lavalder gør ikke i sig selv forskellen, men det kunne være et brugbart redskab og fungere som dels et samfundsværn og dels en redningsplanke for de unge. Kun i et lukket regi vil det være muligt, at forsøge at nå dem med en bred vifte af tiltag og derigennem måske finde et fælles afsæt.

Ved at behandle dem med terapi, få gang i skoleundervisning/praktikker og derigennem vise dem, at der er en anden vej. Det giver sig selv, at disse tiltag er svære at praktisere, når de unge er i fri dressur på gaden.

Mit andet forslag er, at man opretter en ungdomsdomstol, hvor man opererer med et klippekort. Ligesom det klippekort, som snart indføres for vores kørekort. Tre overtrædelser, og du har opbrugt din kvote.

Sanktionen er anbringelse i et vist tidsrum - måske af en varighed indtil en positiv udvikling kan påvises. Angående indhold og form af anbringelsesstederne er der ligeledes behov for nytænkning.

Et klippekort vil kunne gøre, at ældre unge ikke kan rekruttere yngre drenge til at begå kriminalitet, da de nu alle kan straffes. En anden gevinst ved et klippekortssystem er, at børn/unge vil opleve en mærkbar konsekvens ved at få et klip. For bøder har ingen nævneværdig effekt på disse unge.

Thomas Klint, Nørrevænget 35, Odense C, er socialrådgiver og psykologistuderende.