Udvidelse af jagtsæsonen. Kollektivt, organiseret massemord?
Af: Lars Egelund, cand. scient., pens. lektor, Ringkøbing

Engang var vi i elementernes vold. Som jægere og samlere var vi dømt til at tage kampen op mod - og med - naturen og dens kræfter. Overlevelseskampen. Naturens luner minder os om - i tide og utide, og på godt og ondt - at sådan er det stadigvæk. Men måske har vi alligevel i mellemtiden glemt, hvad vi kommer af, og erkender derfor heller ikke altid, hvor vi er på vej hen? Og det, selvom naturen ubønhørligt, men ofte forgæves, prøver at råbe os op.

Hvis vi imidlertid ikke passer på os selv og på hinanden, og især passer på den natur, uden hvilken det hele sådan set kan være lige meget, så går også kommende generationer trange tider i møde.

Som nu sidste søndag i oktober, hvor en herlig uge i sommerhuset på Sydfalster, som nabo til Gedser Odde, skulle afrundes med en slentretur langs Gedesby Østerstrand, ned imod Birkemose, Fyret og Danmarks sydligste punkt.

Vederkvægende stilhed, lun oktober-sol, drivende kumulusskyer mod en næsten azurblå himmel, havblik, enkelte ravsamlere i strandkanten, en lystfisker i færd med at trække en havørred i land...

Idel idyl kun 'forstyrret' af 5-6 skræppende gåsetræk i V-formation på vej sydover. Totalt uvidende om, hvad der venter dem, drager disse Nils Holgersens rejsekammerater hjem til et Sydeuropa, der denne sommer har været hjemsøgt af hedebølge, tørke og de værste skovbrande i flere årtier.

Vælger på tilbagevejen at spankulere af sted på toppen af Det sydfalsterske dige, som vore hjemlige naturkræfter, med Østersøen som den store skurk, tog en ordentlig bid af sidste vinter.

Men, hov, hvad er det lige, der sker nede på marken ved Birkemose? En traktor med ladvogn befolket med to bænkfulde jægere - løst anslået mere end et dusin af slagsen, plus deres jagthunde - gør holdt. Af to omgange sættes jagtkonsortiet af, som straks efter tager opstilling i formation, og derpå bevæger sig hen over marken med et par 'klappere' og deres hunde i front.

Slut med sydfalstersk fred og fordragelighed, er vi nok nogle, der syntes? Andre vil bare kalde det naturpleje!

En tysk turistfamilie, der åbenlyst frygter at rende ind i en haglbyge, haster væk fra diget, og farmand Schultz kalder i forbifarten de for ham ubudne gæster for "en flok kollektive lyst- og massemordere, hver forsynet med en potensforlænger i form af en jagtbøsse" (frit oversat).

På siderne af traktorens ladvogn hænger allerede tre "bundter" prægtige, livløse ænder med bøjede nakker, velsagtens formiddagens udbytte inden jægerfrokosten blev indtaget. Det er da vel for pokker ikke hele den edderfugle-familie, hvis liv og færden jeg har fulgt på stranden og på diget siden det tidlige forår?

På bunden af traktorvognen står et par halvtomme kasser øl. Man kan så blot håbe på, at de herrer jægeres præcision er aftaget op ad dagen.

Jo, minsandten! En fasankok, der bliver klappet op fra en lille granbevoksning mellem mark og dige slipper flaksende af sted, måske med livet i behold? Og eftermiddagens kommandoraid afsluttes vistnok indtil videre uden nye lig i lasten. Selv fortrækker jeg skyndsomt fra slagtebænken.

Ville sådan ønske, at en behjertet jæger en dag vil afse tid til at forklare mig, hvad jagt af ovenstående kaliber har med jagt at gøre. For naturpleje kan man da ikke kalde det, kan man vel?

Man stiller godt et dusin søndagsjægere og deres hunde op i en ½-cirkelformation omkring et bevokset mosehul. Sender klappere i forvejen, går fremad, rykker nærmere og nærmere sammen, og skyder herefter på alt, hvad der rører sig. Uden en fair chance for vildtet for at tage kampen op og undslippe. Medmindre man altså er et heldigt asen, der ligesom fasanfatter trak det længste strå.

Mine forårsvenner, edderfuglene, der næsten var blevet tamme, da vi denne sommer mødtes på stranden, betalte den højeste pris. Jeg burde have fortalt dem, at vi mennesker ikke altid er til at stole på.

Næste år vil jeg, tror jeg, hver gang vi mødes - hvis der bliver nogen næste gang - trække Saint-Exupérys "Den lille Prins" op af lommen, og læse et kapitel højt for dem. Det kapitel om jægeren. Samt det om ørkenræven og blomsten. Så de lærer at forstå vi menneskers natursyn, for dermed at ruste mine fremtidige venner til at undgå at agere skydeskive ved oktober-anno-2018s massemord på Sydfalster.

I mellemtiden vil den ansvarlige minister - og Folketinget - forlyder det i mit høreværn - have vedtaget en udvidelse af jagtsæsonen for edderfuglenes - og mine - firbenede venner, de skønne 'bambier', der dagligt aflægger mig besøg; men hvis dage fremover i så fald vil være talte. For planen skulle være, at nogle af dem vil blive forældreløse, og dermed overladt til sig selv, endnu inden de når skelsår og alder.

Taler rygtet sandt, så: Synd for dem. Synd for os. Synd for Danmark.