Udkantsdanmark. Forfald, fortælling og fortrydelse


Udkantsdanmark. Forfald, fortælling og fortrydelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Seniorrådgiver, IGN ved Københavns Universitet Hanne Wittorff Tanvig
Billede
Debat. 

Der går nærmest ikke en dag, uden at Udkantsdanmark eller anden betegnelse for områder under tilsyneladende afvikling nævnes i medierne. Igennem 00'erne og indtil for nylig blev det særligt ofte slået fast, at folk ville bo i byerne og flygtede fra landet. Kun ressourcesvage ville blive tilbage, nærmest fordi de ikke kunne andet. At folk på landet sjældent kunne genkende så stor en elendighed, var åbenbart lige meget. Facts om befolkningsudviklingen kunne ganske vist vise en generel tilbagegang i landdistrikterne, men borede man bare lidt dybere, kunne man faktisk også finde eksempler på det modsatte nogle steder.

Og sammenlignede vi forholdene i Danmark med det store udland, var vores land slet ikke så hårdt ramt endda. Det var opinionen åbenbart ligeglad med, ligesom den ikke overvejede, om en del af forklaringen kunne ligge i finanskrisen. Megatrenden var pr. definition storbyvækst og centralisering af de centrale samfundsfunktioner var det eneste fornuftige! Tænk bare på selvfølgeligheden af eller snarere den manglende demokratiske debat om at indføre Strukturreformen i 2007 - en reform der både øgede afstanden mellem folk, funktioner og beslutningstagere og særligt trak tæppet væk under mange af de små samfund ved at lukke eller overflytte netop deres offentlige funktioner eller services til de større byer.

At nogle medier for nyligt er begyndt at skrive og vise andre historier om Udkantsdanmark skal medgives. Det pudsige er så, at det gengives som nyheder, fordi journalister til deres overraskelse har fundet eksempler på, at virkeligheden ikke svarer til forfaldsbilledet. At Regeringen udflytter statslige arbejdspladser og f.eks. via Planloven sikrer lempeligere vilkår for erhvervsudvikling decentralt skal også medgives. Det pudsige i den forbindelse er, at det er de samme politiske partier, som besluttede den store centraliseringsøvelse i 00'erne. De mødte imidlertid en stor modstand fra gulvet derude og en politisk konstellation, som kunne true med mindre den fik indflydelse.

Mest pudsigt er det dog, at de nye storkommuners politiske bidrag har ført til en langt større centralisering af offentlige arbejdspladser og funktioner af betydning for de mindre samfund, hvor decentralisering af centralstatslige arbejdspladser jo ikke kan kompensere. Dels er det basale hverdagsfunktioner, som man har tabt, og ikke f.eks. dele af statslige styrelser. Dels placeres de statslige arbejdspladser i provinsbyer, hvilket ikke automatisk beskæftiger folk i de mindre samfund. Ganske vist har de kommunale indgreb ofte affødt lokale protester inden for de enkelte kommuner, men der er ikke stillet grundlæggende spørgsmål til kommunernes bidrag til den regionale udvikling samlet set. I stedet virker det, som om man spiser de lokale samfund af med såkaldt 'landdistriktspolitik' i form af oprettelse af små puljer, som lokale ildsjæle kan ansøge til projekter evt. serviceret af en landdistriktskonsulent.  

Begrebet 'Udkantsdanmark' har to sider i sig og bygger i princippet på den samme teori, nemlig teorien om relationer mellem center-periferi. Den teori siger, at vækst forudsætter og udgår fra stærke centre. For at centre kan blive stærke, har de behov for at kunne trække ressourcer ind fra en periferi, der altså skal være i en underordnet position. Det fører i den udlægning en geografisk og afstandsmæssigt bestemt afgrænsning af 'Udkantsdanmark' efter formlen: jo længere væk fra (stor)by, jo svagere er udviklingen. Den anden udlægning er barskere, for den handler om magt eller positionering: jo mere vækst i centrene, jo mere er der behov for at fastholde forskellene og manifestere sig som den stærke.  

I globaliseringens tidsalder og med en teknologisk udvikling, der har decimeret betydningen af tid og afstand i forhold til, hvor udvikling kan foregå, bliver betegnelsen 'Udkantsdanmark' virkelig udfordret. Den nationale, geografisk betingede naturlov om dårlige udviklingsmuligheder er under alle omstændigheder svækket, og muligheden for at der kan skabes et nyt livsgrundlag øget. Globalisering kan ikke foregå uden lokalisering, og udvikling finder sted dér, hvor man har noget særligt at byde på og fra lokalt hold kan samarbejde med og trække de globale, økonomiske kræfter ned til sig (lokalisering) og som et engelsk motto lyder: 'the locals ability to hold down the global' er til stede. Også i det geografiske 'Udkantsdanmark' vil det derfor kunne finde sted og uafhængigt af medvirken fra den nærliggende store by eller styret af f.eks. en kommunal politik. Kagen er blevet uendeligt større og har fået en anden form i det nye rum, end den hvor center-periferi-relationer inden for vores egen nations grænser har været grundmodellen, hvor det ellers handler om national fordeling, eller kommunal fordeling hvis vi er på kommuneniveau. Noget andet er så, at der retorisk og politisk kan øves en indflydelse, så de nye muligheder lades ufortalte, uden incitamenter eller sikring af de basale infrastrukturer, så de ikke bliver fanget i samme grad, som de kunne. Magtens betydning i begrebet 'Udkantsdanmark' er derfor fortsat stor, men den virker negativt og virker begrænsende på udviklingsmuligheder til fordel for os alle.

På trods af italesættelse og politik til ulempe for decentral udvikling, er det interessant at følge de nyeste flyttemønstre og undersøgelser af bosætningspræferencer. Børnefamilier flytter i stigende tal ud af storbyerne og mange ønsker at gøre det samme bl.a. for at opnå en anden hverdag end den, som storbylivet tilbyder. Det kaldes modurbanisering. Mange af dem er ressourcestærke, og vi kan finde steder rundt om i 'Udkantsdanmark', hvor de er flyttet til og gør en forskel ved bl.a. at skabe nye iværksættervirksomheder eller tage arbejdet med sig dertil. De har netværk og kan bruge det nye rums muligheder. Men vi kan også se, at stort set alle landsbyer er aktive og har organiseret sig i forsøget på at holde gejsten oppe, blive hørt og sikre egen fremtid. Herimellem er der et voksende antal, som ved egne kræfter erstatter kommunalt nedlagte funktioner som f.eks. skoler og tager andre opgaver op så som f.eks. sikring af dagligvareforsyning og transport. Tilsvarende er der eksempler på landsbyer, der i nye alliancer tiltrækker nye borgere eller skaber nye erhverv, fordi de også interesserer sig for, hvad landsbyen skal leve af fremover. I flere kredse drøftes muligheden af Andelsbevægelsen 2.0, nu hvor velfærdsstaten især via kommunerne ikke holder hånden under de små samfund, der er opstået direkte adgang til nye markedsmuligheder og kompetencerne lokalt er til stede i voksende omfang.

De nye statslige politikker for vækst med 'et Danmark i balance' signalerer utvivlsomt et ønske om at kompensere for den markante centralisering. Kendetegnende for de mange forskellige tiltag er, at de kan kaldes rammebetingelser for udviklingen decentralt. Til gengæld forekommer der at være en blind plet i forhold til, hvem der skal skabe udviklingen - især i de små samfund - nemlig de lokale entreprenører, både set som personer og landsbyfællesskaber. Deres skæbne er tilsyneladende fortsat henvist til frivillighed og småpuljernes projektfilosofi. Her kunne staten tage fat.      

Staten kunne anerkende betydningen af og give incitamenter til lokalt entreprenørskab i landsbyerne - som mere end relativt vilkårlige enkelt- og småprojekter. Den kunne animere de kommende lokale aktører i lokalsamfundene til at kvalificere og organisere sig til at tage et tungere løft, mod at mulighederne og vilkårene for at gøre det samtidigt fremmes. Det handler grundlæggende om italesættelse, motivation og læring, ligesom højskolebevægelsen fungerede ift. opbygningen af andelsbevægelsen oprindeligt. En animerende fond, der indrettes, så både nye iværksættere og landsbyerne føler sig indbudt og tiltrukket og også reelt støttes i deres bestræbelser på at skabe en fremtidig udvikling lokalt. Særligt relevant er en frilandsby-ordning. Den skal give lokalsamfund mulighed for at overkomme de regler og juridisk/økonomiske barrierer, der kan forhindre arbejdet med den lokale udvikling 'hele vejen rundt' a la Andelsbevægelsen. Den skal undersøge rækkevidden samt de barrierer, der måtte vise sig.  

I stedet for, at kommunerne generelt ser landsbyerne som rene bosætningsområder uden egen udvikling, og giver dem en relativt udvendig behandling i politik og planlægning set i forhold til deres såkaldte centerbyer, skal de anerkende, understøtte og frisætte dem på deres vej til at skabe mere lokal udvikling. Kommunerne kunne som noget af det første følge staten og decentralisere så mange af de kommunale funktioner som muligt, måske omformuleret og varetaget i nye samarbejdskonstruktioner med lokalsamfundene og deres nye organiseringer.

Udkantsdanmark. Forfald, fortælling og fortrydelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce