Uden kristendom ville vi være et koldt og hjerteløst samfund
Af: Skole- og kulturordfører, DF Alex Ahrendtsen

Da jeg var yngre, havde jeg en norsk kammerat. Han var socialist og ikke kristen. Om danskere sagde han en dag, da vi snakkede om forskelle mellem nordmænd og danskere: Danskere er kristne, der vil være hedninge, mens nordmænd er hedninge, der vil være kristne. Den grinte jeg meget af, men helt ved siden af var det ikke, for danskere er dybt påvirkede af kristendommen.

Jeg tænker tit, hvad Jesus ville sige til os i dag. Vi kan jo ikke vide det, men øgleyngel ville nok være det første. I hvert fald til godhedsindustrien og den hykleriske elite, der hygger sig i velfriserede kvarterer, mens de forlanger af lavindkomstfamilierne, at de skal tåle mellemøstlige overfald og grovheder i deres dagligdag. Og til biskopperne, der med få undtagelser ikke længere er hyrder for danskerne, men dørvogtere, der støtter, at de islamiske ulve kommer ind i vort land. Mit ønske om en grænse eller en trumpsk mur til at beskytte vort dejlige land, ville Jesus nok ikke sige noget til. Eller dog måske: Søg først Guds rige. Derefter skal alt andet gives dig i tilgift. Hvilket jo lyder godt. Men vore dages farisæere, vore dages hyklere, ville han have et godt øje til. Øgleyngel, I der ikke gør, hvad I siger.

I Danmark har kristendom og hedenskab levet side om side i snart tusind år. Hos os var der ingen tvangskristning som i Norge eller Sachsen. På en måde levede de begge med hinanden, dog med kristendommen som den absolut stærkeste del af åndslivet. Hedenskabet blev i 1900-tallet genfødt med socialismen og kulturradikalismen. Derfor har en højtråbende del af meningsmafiaen de sidste hundrede år forsøgt at tale kristendommen ud af vort liv. Det er bare ikke lykkedes særlig godt. En radikal fortalte mig for nogle år siden, at hendes mand ikke ville have deres barn døbt. Hvad gør du så? spurgte jeg, hvortil hun svarede: Om jeg så selv skal døbe hende i håndvasken, så bliver hun døbt.

Jeg tror på kristendommens budskab, selvom jeg ikke er en særlig god kristen. Eller måske kunne man sige, at jeg tror, fordi jeg stadig har brug for at høre budskabet. Intet sted som i politik hersker arvesynden, som Søren Krarup engang skrev til mig, da jeg overvejede at gå ind i politik. Jeg går ikke særlig meget i kirke. Min kirke er, hvor to eller tre mennesker er forsamlede i Jesu navn, så kirkegangen kan jo være overalt. Min gode MF-kollega Christian Langballe, der er præst, kaldte mig med et smørret grin for puritaner, da vi drøftede det, og jeg tænkte straks på de første amerikanere, der havde Biblen i venstre hånd og våbnet i højre. Jeg har i hvert fald en Bibel, og når jeg læser i Det Gamle Testamente, så får jeg nogle steder en dårlig smag i munden, fordi det minder mig så meget om den forfærdelige islam. Derimod er der en enkel skønhed og sandhed i Det Nye Testamente, så vidunderligt overbevisende.

Meget få kan forestille sig et Danmark uden et kongehus. Sådan er det ikke med kristendommen. Jeg fornemmer dog, at det er, som om man er ved at finde ud af, hvor meget Danmark har at miste, hvis kristendommen forsvinder; hvor anderledes Danmark ville være uden kristendommen.

Jeg ville ikke ønske at leve i et Danmark uden kristendommen. Vi ville få et koldt og hjerteløst samfund, hvor den stærke hersker over den svage i stedet for at passe på ham. Påsken er derfor en advarsel til øgleynglen. I leger med ilden. Husk på, hvor meget vi har at passe på. Så god påske. Også til øgleynglen.