Uden for fællesskabet. Ensomhed kan man ikke betale sig fra


Uden for fællesskabet. Ensomhed kan man ikke betale sig fra

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Rikke Rødekilde, udviklingschef, KFUMs sociale arbejde
Billede
Debat. 

Det er allerede et godt stykke tid siden, det var jul. Kan du huske den? Var den en fest? Eller er det mere end godt, at den endelig er overstået?

Der er heldigvis længe til, at du igen skal løbe rundt efter den helt rigtige julegave, som selvfølgelig skal være secondhand, og ikke mindst den helt rigtige økologiske vaniljestang til dine vaniljekranse, bagt efter den helt autentiske opskrift fra 1892.

Selv om juletræet er smidt ud, er det måske alligevel tid til at stoppe op og tænke tilbage. Måske var du bare igen røget i fælden - brokfælden. Den fælde, hvor vi bare er utilfredse uden at tænke nærmere over det. Måske var det en (jule)gave, at du havde nogen at holde jul med.

Prøv et kort øjeblik at stoppe op.

Sæt dig i din bedste stol, luk øjnene, og forestil dig, at du er alene. Forestil dig, at det er december, og du skal bare være hjemme. Du er ikke inviteret til at fejre december med nogen, og juleaften er bare noget, der skal overstås.

Du tænker måske straks i andre løsninger, en tur til New York eller blot et smut til Barcelona men igen - hvis ingen ved det, hvis ingen sammen med dig glædes over, at du skal afsted eller ikke mindst vil høre om det, når du kommer hjem, vil det så være det samme?

I en undersøgelse, SFI har foretaget, føler 13 procent af alle voksne sig uden for fællesskabet. Der er seks procent, som ikke har haft nogen på besøg i deres hjem de seneste to måneder. Dertil har en del fysiske, psykiske og økonomiske problemer. Flere spiser ikke tre måltider dagligt eller køber lægeordineret medicin, fordi deres økonomi ikke rækker.

Hvor vil jeg hen med alt det?

Kan vi ikke bare give lidt mere til Hus Forbi-sælgeren, kan folk ikke bare tage sig sammen? Hvis de nu spiste klidboller og lod være med at ryge, så ville alt være så meget bedre.

Vi ved godt, at det ikke er så simpelt, følelsen af ensomhed og følelsen af at være uden for fællesskabet, kan vi ikke betale os fra. Pilen peger desværre kun én vej - mod dig, mod mig, som er en del af fællesskabet. For mange af os er fællesskabet helt naturligt, og noget vi tager for givet.

Det er helt selvfølgeligt, at vores familie fejrer os på fødselsdage, at vi sammen med vores bedste ven har været på det samme spinninghold de sidste tre år osv.

Nok om dig og mig. Lad os i stedet se på Eigil.

Eigil er en mand midt i livet. Han er ikke så høj, lidt rund så bukserne holdes oppe af et par knaldrøde seler. På toppen er der ikke meget hår og i ansigtet stråler to kuglerunde nysgerrige øjne.

Humøret er højt, men det er intelligensen ikke. I gamle dage ville vi kalde Eigil sinke, og selvom vi nu bruger langt pænere ord, ændrer det ikke det faktum, at det er svært i fællesskabet, når man ikke er som andre.

Vi har alle mødt mennesker, der var anderledes og som stod uden for fællesskabet. De, der allerede i børnehaven ikke fik legeaftaler, de der i ungdomsårene ikke blev inviteret til festerne, og den nabo vi i dag blot høfligt nikker til, selvom vi ved, at de ikke har det let.

Eigil har altid oplevet at være udenfor. Når de andre børn fulgtes ad hjem, gik han to meter bagefter. Bare for at snuse til fællesskabet og for hver dag at håbe på en invitation fra og til fællesskabet. Invitationen der aldrig kom...

For Eigil var hverdagene lange og ensomme. Ved højtiderne føltes det værre og omkring jul, hvor man blot kunne se, hvordan fællesskabet bragte smil og nærvær for andre, blev ensomheden så meget tydeligere.

Med fare for, at det bliver lige rørstrømsk nok som en anden Dickens-film, så var det altså hans virkelighed.

Ligesom det er virkeligheden for så mange andre.

Eigil er netop én af de heldige, som blev indbudt i et fællesskab. I de seneste år har Eigil fundet et fællesskab i et socialt værested, der er et tilbud under KFUM's Sociale Arbejde. Et fællesskab, hvor mange ikke har haft det så let, men hvor man hver dag kan mødes, spise og føle sig værdifuld. Ikke nok med at Eigil nu har et fællesskab at være en del af.

Han er også vigtig for fællesskabet, for det er dagligt ham, der tømmer skraldespande. Troligt kommer han hver dag, for hvem skulle ellers tage tjansen.

Ja, Eigil var heldig, men der er mange, der ikke er så heldige. De sidder alene - uden for fællesskabet.

Eigil er heldig, fordi frivillige som dig og mig driver et socialt værested. Frivillige, der på mange måder lever et mere privilegeret liv, og som giver lidt af deres overskud til andre. Det er frivillige, som året rundt skaber vigtige fællesskaber for mennesker som Eigil, og som sikrer et samfund med plads og forståelse for mangfoldighed. Frivillige der sørger for, at det kimer til julefest.

Vi kalder ensomhed, stigmatisering, udsathed for alt muligt pænt. Vi bruger flotte ord, for så er det lettere at tænke på, som noget der ikke kommer os ved.

Men når vi bliver dig, mig og Eigil - mennesker som lever, som er - så bliver det pludselig nærværende.

Hvis vi så også tør - os, der er i fællesskabet - mærke helt efter, så er vi måske villige til at rykke en balle, så der er plads til alle. Hvis vi alle ser grundigt efter kender vi nok én, der ikke er med, én vi kan invitere med i vores fællesskab. Et barn som vil have glæde af en ekstra legeaftale eller et ældre menneske i vores opgang som vil elske en kasse af vores økologiske vaniljekranse.

Du kan indvende, at alt den snak om jul er en postgang for sent. Men fællesskab er ikke det, er sker i julen, det er bare der, vi har glæde af det fællesskab, vi dyrker i de hverdage, der nu engang er flest af.

Dan Turèll skrev "mest af alt holder jeg af hverdagen" - lad os sammen få flere til at havde det på samme måde.

Uden for fællesskabet. Ensomhed kan man ikke betale sig fra

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce