Troen på skaberen


Troen på skaberen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det holder ikke at gøre kristendommen rationel og smart, som Grosbøll og andre forsøger. Kun det Gud-skabte fællesskab, der er menneskeligt nærvær, kød og blod, bærer og holder.
Martin Jensen opfordrer i kronikken "Lad os få en debat" i FS 8/7 til, at vi tager fat på de teologiske emner i Grosbøll-sagen. Det kan jeg bifalde. Jeg har offentligt tilsluttet mig, at en præst ikke kan være præst i folkekirken, når præsten afviser troen på Gud som skaberen og troen på opstandelsen. På det seneste ser det ud til, at Thorkild Grosbøll måske alligevel ikke afviser skabelsestroen. Sagens hovedperson udtaler sig aldeles uklart og er vanskelig at tage alvorligt.

Det teologiske spørgsmål om, hvorfor kirken ikke kan undvære troen på, at livet er skabt, og dermed troen på Gud som skaberen, er dog lige vigtigt. Fordi tro er tro på noget, på en virkelighed, og denne troens virkelighed og indhold er skabt af Gud. Hvis troens indhold ikke var skabt af Gud, var der ikke noget at tro på, kun noget at blive klogere på og dygtigere til.

Alene af den grund er det ubegribeligt, at Grosbøll udtalte sin fornægtelse af troen på Gud som skaberen. Og ganske ejendommeligt, at ikke et kæmpe flertal af præster med det samme tog afstand fra Grosbølls udtalelser. Martin Jensen bemærker med rette, at heller ikke Grosbølls modpart har meldt klart ud om f.eks. skabelsens betydning for troen og kirken. Det er svært at tage udfordringen fra Grosbøll op, når man ikke véd, hvad troens virkelighed og indhold handler om.

DER ER FÅ, der beskæftiger sig med, hvad, vi tror på, altså med troens indhold og virkelighed. Meget hellere drøfter man, hvordan vi tror. Men så er troen blevet til noget, vi vil, en følelse, en henvendelse eller handling fra vores side, en præstation, et valg.

Det er troen ikke. Troen er bestemt af sit indhold, af troen på Gud som skaberen af det skabte. Altså det er gennem troens indhold, den skabte virkelighed, at vi får troen. Som når det er i kraft af venskabet og ikke i kraft af os selv, at vi sættes i stand til at holde af. Ligesom det er gaven, vi får, der gør os taknemmelige.

Enhver, der ser sig om i dagens samfund, kan konstatere, at islam er identitetsskabende for muslimerne. Islam er overalt i verden stærkt fokuseret på at ligedanne muslimer gennem sine religiøse krav. Anden, tredje og fjerde generationsindvandrere i Europa mister langsomt kontakten med deres geografiske baggrund. Mange af dem knytter sig i stedet til hinanden som muslimer med en islamisk identitet, som en islamisk nation.

Kristendommen vil og kan ikke være identitetsskabende på samme ensrettende måde som islam. Men det er ikke desto mindre nødvendigt, at kristendommen forstås og fremstilles som identitetsskabende. Troen på skabelsen er troen på identiteten, vores livs indhold, som kristentroen forkynder for os.

ISLAMS indhold som religion er autoritetsdyrkelse. Muslimen finder sin identitet ved at underkaste sig religiøse bud. For jødedommen gælder noget tilsvarende. Også kristendommen kan gøres til autoritetsdyrkelse, nemlig når kristendommen fremstilles, som om den hovedsageligt handler om bud, om moral og etik. Alt sammen er det autoritetsdyrkelse, for selv den mest humane etik opstilles som den fordring (autoritet), vi bør underkaste os.

Etik og moral er nødvendig, især en human. Men etik og moral er der intet guddommeligt ved. Det guddommelige er ikke det, vi beslutter os for. Moral og etik er et sæt regler, ikke livet selv. Der er ikke kød på moral, så lidt som på politik. De ting er redskaber. Der er ikke kød på nogen autoritet overhovedet. Autoriteten, selv den smukkeste, er som livsindhold tom. Derfor er enhver religion, hvis indhold er autoritet, indholdsløs og dermed falsk.

Det eneste, der er tilbage hos Grosbøll, er en eller anden slags (pæn) moral. Sådan går det med dem, som fornægter skabelsen og dyrker autoriteten.

HVAD ER DET så for en identitet, kristendommen forkynder, at vi er skabt til? Hvordan udlægger jeg bekendelsen til Gud som himlens og jordens skaber?

Således:

At Gud er skaberen af det, som gør os til mennesker. Der er ikke noget som helst, der er vigtigere for os end det, som gør os til mennesker. De gamle jøder var ærlige nok til i deres myte at fortælle om menneskelivet som kronen på skaberværket. Den sjette og sidste arbejdsdag brugte Gud til at frembringe mennesket, som mand og kvinde skabte Gud mennesket. Alt i verden er underlagt det ene emne: Hvad det er, som gør os til mennesker.

Det gør fællesskabet. Menneskelivet blev til, i og med at fællesskabet blev til. Fællesskabet: at vi som mennesker bliver til i hinandens hjerter, hinsides vores fornuft, erfaring, følelser og vilje. Medmenneskets kærlige billede af os, som er vores sande identitet og menneskeværd, har ingen forklaring. Det er en hinsidig størrelse midt i vores tilværelse, ikke til at forstå eller behandle rationelt.

Fællesskabet, der er menneskeligt nærvær, kød og blod, er ikke en flugt ud i en meditativ verden og ikke en underdanighed under en autoritet. Gud er som skaberen ingen autoritet. Gud er. Gud skaber. Vi lever fællesskabet.

Eller: Det var meningen. Vi syndede. For vi mennesker ville åbenbart ikke være fælles, ikke være lige, ikke give hinanden den absolutte frihed, som vi er nødt til at give hinanden, for at vores næste kan vise os sit hjertes og Guds billede af, hvem vi er.

Frihedens fællesskab. Alt på jorden og i universet, alt godt, som har ophobet sig i tidens løb, er til, for at vi kan leve menneskelivet, og er som sådan skabt af Gud.

SPØRGSMÅLET om, hvordan universet mm. opstod, er totalt underordnet den kendsgerning for troen, at vi bliver til som mennesker i andres kærlighed til os. Hvilket er en kendsgerning, der ligger udover det, videnskab eller filosofi kan forholde sig til. Hvornår har filosofien, videnskaben, eller for den sags skyld etik, moral og politik kunnet kigge ind i nogens hjerte? Aldrig. Det kan og gør troen derimod, fordi troen er en spejling af Guds skaberkraft

Kristendommen forkynder, at vi frelses, dvs. genskabes til det identitetsskabende fællesskab, der gør os frie. Vi forkynder ikke en verdensorden. Den slags skaber vi selv ud fra det, vi tror på. Fællesskabet, derimod, det hjertelige, det sande, på hjemlig, på lokal, national og større basis, skaber vi ikke af os selv. Det får vi i troen. Tager vi imod fællesskabet, viser det sig rodfæstet blandt dem, vi bor iblandt, lokalt og nationalt, et fællesskab i socialt nærvær, uanset hvem naboen (min næste) er.

HELE DET enorme felt bag disse antydninger afskriver man sig, når man benægter, at livet er skabt, og følgelig, som Grosbøll, afviser at bekende troen på den skabende Gud.

Jeg har forsøgt mig med en udlægning af skabelsestroen, der prøver at kaste lys over det egenartede og evigtgyldige ved kristendommen. Mine formuleringer er langtfra endegyldige. De er tværtimod mangelfulde.

Men med hensyn til sagen er jeg sikker. Det holder ikke at gøre kristendommen rationel og smart, som Grosbøll og andre forsøger. For en tid samler det et opløb af nysgerrige, og især kristentroens foragtere fryder sig. Men kun det Gud-skabte fællesskab af mennesker bærer og holder.

Aage Møller, Dybdevej 30, Bolbro, Odense V, er sognepræst.

Troen på skaberen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce