Tre gode grunde til at bevare pessimismen. Sortsyn kan være klarsyn


Tre gode grunde til at bevare pessimismen. Sortsyn kan være klarsyn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Adjunkt i pædagogisk filosofi ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet. <br />Per Jepsen
Billede
Debat. 

Jeg indrømmer det gerne: Jeg kan til tider være vældig melankolsk og ligefrem noget af en sortseer. Hvor i min familiehistorie dette anlæg kommer fra, har jeg svært ved at afgøre. Ingen af mine forældre er for eksempel synderligt melankolske. Efter min mening er det dog heller ikke specielt interessant, af hvilke årsager en bestemt person ser på tilværelsen på den ene eller anden måde. Jeg er mere interesseret i de grunde, personen selv anfører for, at verden og tilværelsen faktisk er sådan, som han eller hun oplever den.

Vi mener jo hver især, at vi drager vores konklusioner om verden på grundlag af vores erfaringer med den, ikke fordi nogle neuroner farer forvildet rundt i vores hjerne eller på grund af et nedarvet anlæg for melankoli. Jeg har dog heldigvis fundet tre gode grunde til at bevare pessimismen og til, at vi med rette kan opleve tilværelsen som urimeligt lidelsesfuld.

#1: VI SKAL DØ

I satireprogrammet De uaktuelle nyheder, som Danmarks Radio sendte i begyndelsen af 00'erne, serverede værten Mikael Bertelsen en lang række 'nyheder' af en lidt usædvanlig karakter. Sådan set var de slet ikke nyheder, men netop derfor var de morsomme, al den stund han præsenterede indslagene, som om de afslørede bemærkelsesværdige opdagelser eller hidtil ukendte erfaringer. Et af dem havde overskriften "Vi skal alle sammen dø". Først gjaldt nyheden ifølge Bertelsen kun alle danskere, derefter fik han at vide i sin øresnegl, at fænomenet tilsyneladende også ramte svenskerne, og til sidst meddelte han, at "alle mennesker skal dø".

Bertelsens indslag var ikke kun morsomt, fordi det er et velkendt faktum, at vi skal dø, men også fordi, vi hele tiden glemmer det, så vi kan leve videre. Vi lever, som om vi ikke skal dø og uden at skænke døden en tanke i størstedelen af vores vågne øjeblikke. Og når eller hvis det så går op for os, overmander en følelse af meningsløshed og sorg os. Denne følelse hverken kan eller skal efter min mening behandles med medicin, og den forsvinder heller ikke af, at vi begynder at tænke positive tanker. Vi oplever kun døden som noget positivt, når vi i forvejen er dybt og inderligt trætte af livet. Så kan tanken om døden være en forløsning. Men almindeligvis er den snarere en kilde til sorg og melankoli.

[b]#2: VI ER ALENE[/b]

I dag skal vi gerne være i kontakt med hinanden hele tiden og helst med så mange som muligt på én gang. Ikke desto mindre har sociale medier som Twitter og Facebook langtfra formået at fjerne ensomheden. Tværtimod ser følelsen af social isolation ud til at være taget til de seneste par årtier.

Ingen af os går naturligvis igennem livet uden i kortere eller længere perioder at være alene. Derudover kan vi til tider have en følelse af, at en dybere samhørighed med andre mennesker overhovedet ikke er mulig; at vi er alene i tilværelsen i en meget radikal forstand. Som den danske filosof Søren Kierkegaard beskriver det i Enten-Eller fra 1843: "Jeg er tilmode som en brik i skakspillet må være det, når modspilleren siger om den: den brik kan ikke røres". Når Kierkegaard skriver sådan, er problemet ikke, at han er uden sociale relationer: at der så at sige ikke er andre brikker. Problemet er derimod, at han ikke føler, at hans medmennesker for alvor vil kunne nå ham.

Ind imellem kan vi alle føle på samme måde: Vores ensomhed er ubodelig, og der er ikke nogen, der for alvor kan nå ind til os. Og i øvrigt heller ikke rigtig nogen, der er interesserede i at gøre forsøget. Samtidig har vi som mennesker et stærkt behov for at bryde isolationen, for at røre og blive rørt af andre. Af samme grund kan det virke så meget desto mere tragisk, at vi har så svært ved virkelig at nå hinanden.

#3: VI GØR HINANDEN ONDT

"Mennesker er egentlig gode", siger en mand på en af Storm P.s tegninger. Og tilføjer: "Hvorfor er de det så ikke?".

Vi kender alle sammen den oplevelse, at andre mennesker ikke bare vil os det godt, men indimellem kommer til at forvolde os skade, smerte og ærgrelse. Som regel er det ikke deres hensigt, og ofte ved de heller ikke, at de gør det. Det er, når galt skal være, til at leve med. Straks værre er det dog, når vi erfarer, at de bevidst er ude på at gøre os ondt.

Det oplever hovedpersonen Jesper i Jan Sonnergaards roman Frysende våde vejbaner fra 2015. Jesper er en enlig mand i 50'erne, for hvem tilværelsen på snart sagt alle områder har mistet sin magi: Borte er ungdommens drømme om den store kærlighed, om ubrydelige venskaber og om at forandre verden. Men så møder han arkitekten Julia til en fest, og hans liv bliver som forvandlet. Jesper forelsker sig stormende i hende, ligesom hun i ham, og verden får igen farver. De drømmer store drømme og lægger planer for fremtiden og deres liv med hinanden. Blandt andet tager de på en rejse rundt i Europa efter at have kendt hinanden i godt og vel et halvt år.

Herfra går det imidlertid igen galt for Jesper: Julia har hele tiden været noget hemmelighedsfuld om sit arbejde, og i de forskellige storbyer forsvinder hun ofte i længere perioder, uden at Jesper får at vide, hvor hun skal hen. En dag er hun så helt væk, og det samme er samtlige penge på Jespers bankkonto. Nedbrudt og forarmet vender han tilbage til sin toværelses lejlighed i Nordvestkvarteret i København.

Den erfaring, Sonnergaard beskriver i romanen, er mildest talt temmelig nedslående. Jesper tror, at han har fundet den eneste ene, men må i stedet erkende, at Julia lod, som om hun gengældte hans følelser, ud af kold beregning. I sådanne dystre stunder kan det være nærliggende at slutte til, at mennesket slet ikke er noget godt væsen, men i bedste fald egoistisk og selvoptaget, i værste fald decideret ondskabsfuldt.

Den tyske filosof Arthur Schopenhauer skriver i 1851, at det bedste eksempel på, hvordan mennesket opfører sig over for sine medmennesker, er negerslaveriet, hvis formål er sukker og kaffe. Vi mennesker behandler med andre ord hinanden som midler til at tilfredsstille vores egne behov, hvis vi da ikke ligefrem opnår nydelse ved at pine og plage vores medmennesker. Kærlighed og medlidenhed - for slet ikke at tale om godhed - findes derimod ifølge Schopenhauer kun i få, sjældne tilfælde. De er undtagelser, der så at sige bekræfter den regel, at mennesket, når det kommer til stykket, slet ikke er så menneskeligt endda.

Tre gode grunde til at bevare pessimismen. Sortsyn kan være klarsyn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce