Det er her og nu, vi lever, så hvorfor ikke møde hver dag med et smil? Menneskelivet er relativt kort, men langt nok til at man kan realisere sig selv og måske endda begynde på en frisk.
Who wants yesterdays papers/Who wants yesterdays girl/Who wants yester-days papers/Nobody in the world. (Hvem vil ha' gårsdagens aviser/Hvem vil ha' gårsdagens pige/Hvem vil ha' gårsdagens aviser/Ingen som helst i verden).

Dette korte uddrag af Rolling Stones-sangen "Yesterdays Papers" fra 1967 beskriver meget præcist den situation, vi mennesker befinder os i: Vi jager forgæves noget, vi ikke kan opnå - nemlig en ægte følelse af, at vi virkelig lever i stedet for altid bare at være "tilskuer til livet".

Vi forbliver fremmede over for vores oprindelse, lige meget hvor intenst vi forsker i slægten. Vi er fremmede over for vores egen krop og vores sprog. Ja, selv vores bevidsthed og tanker aner vi ikke hvor stammer fra.

Men pÅ den anden side er det også kun godt. For hvis alt blev blotlagt, ville vi miste den drivkraft, som holder os i gang som skabende og sø-gende mennesker.

Min farfar havde et valgsprog, som kort og klart karakteriserer dette forhold: "Vi ved ikke noget, men det skal gøres."

Selv om vi ikke ved, hvorfor vi er sat her på Jorden, og hvorfor hjertet bliver ved med at slå, til det en skønne dag brat stopper for os allesammen, er der ting og sager, som skal gøres hver eneste dag for os alle.

Hvis man kan, gælder det dybest set om at finde "sin rette hylde", som man siger. Udtrykket "gøre en forskel" bruger man også meget i dag, og det er også meget rammende: Gøre sit til, at verden bliver et bedre og sikrere sted at være. Hjælpe, hvor man kan og ikke kun, når voldsomme katastrofer hærger.

Nu har jeg allerede bevæget mig væk fra udgangspunktet, og det er i sig selv et konkret udtryk for min påstand om, at vi hverken ejer vores bevidsthed eller sprog. De fører os steder hen, vi ikke ønsker eller steder, som vi slet ikke troede mulige, og det er måske det nærmeste, man kan nå til en ægte følelse af at leve: det spontane udtryk, hvis oprindelse dog stadig er fremmed.

Der er også det paradoksale forhold som menneske, at jo flere bøger, man læser, og jo flere lag af lærdom, man får tilføjet, jo mindre føler man, man forstår. Ens utilpassethed kan blive så stor, at man ser selvmordet som eneste løsning på dilemmaet.

Det har den meget væsentlige og vedkommende filminstruktør Robert Bresson lavet en film om, nemlig Djævelen måske fra 1977 (da han var 70 år).

Den handler kort fortalt om en ung mand, Charles, som er militant politisk aktiv mod det bestående samfund, men ser det nyttesløse i denne kamp og afviser tilværelsens andre muligheder, efterhånden som han afprøver dem: kirken, elskoven osv.

Til sidst sidder han hos en psykiater, som halvt i spøg foreslår ham, at han jo kan gøre som de gamle romere: få en anden til at slå sig ihjel.

I desperation opsøger han en narkoman, som står i gæld til ham, for at få ham til at skyde sig, men i det øjeblik skuddet lyder, skal han lige til at sige noget.

Filmen kan tolkes på både det personlige og det globale plan.

For det første er den et billede på, hvor vigtigt livet er for os allesammen, fordi det er det eneste, vi har.

For det andet er den et udtryk for den farlige kurs, menneskeheden har ført verden ind på i moderne tid, da vi jo er i stand til at ødelægge vores egne livsbetingelser både atomart og gennem forureningen af jorden, luften og vandet.

Ja, selv det beskyttende ozonlag er blevet nedbrudt. Og i det øjeblik, man for alvor indser denne farlige kurs, er det måske for sent.

Man kunne tage ved lære af de oprindelige indianere, som havde en naturlig respekt og ærefrygt for naturen og ikke tog mere fra den, end de gav tilbage. Men selvfølgelig blev de nedslagtet af grådighed.

PÅ det personlige plan, som er noget, vi konkret kan forholde os til allesammen, vil jeg give endnu et eksempel fra kunstens verden, denne gang som i begyndelsen fra rockmusikken med den amerikanske gruppe Love, som havde sin storhedstid i 60'erne.

Gruppen udgav i 1968 et af de mest vedkommende og helstøbte album, der nogen sinde er lavet, Forever Changes.

Det er i sig selv et helt verdensbillede, som man aldrig bliver færdig med eller træt af, hvis man altså holder af god musik med dybde.

På trods af fremmedhed, formålsløshed, afmagt osv. synger primus motor i gruppen, Arthur Lee, i nummeret, "You Set the Scene" (Du skaber virkeligheden) om, hvor vigtigt det er med et positivt livssyn for os mennesker. At det er her og nu, vi lever, så vi kan lige så godt møde hver dag med et smil, og at det (til en vis grad) er op til os selv at forme vores liv.

Så hvis man føler, at tilværelsen er et stort skuespil, kan man så selv lide sin egen rolle? Selv om menneskelivet er relativt kort, er det dog langt nok til at realisere sig selv. Man kan nok nå at begynde på en frisk. Men for ethvert glad goddag er der altid et farvel.

Arthur Lee gendannede for ca. 10 år siden gruppen Love med fire nye, unge musikere, og den nuværende daglige leder af Rytmeposten (det rytmiske musikspillested i Odense), Jan Askov, formåede i maj 1996 at bringe dem dertil, så for interesserede: Læg endelig mærke til det, hvis de skulle komme igen.

Men for at vende tilbage til livets afslutning, vil døden altid forblive et mysterium ligesom livet selv. Lige meget hvor langt vi bevæger os ud i universet, og lige meget hvor nøjagtigt vi kortlægger menneskets gener, vil der altid forblive et slør mellem livet og døden.

Og den anden side af samme sag, nemlig tankerne om en Gud, vil også forblive frisk, så heldigvis er der nogle bastioner, som man aldrig kommer til at manipulere med.

Endnu lever vi jo, og for mit eget vedkommende har jeg med alderen lært at værdsætte livet højere, end da jeg var yngre og plaget af Welt-schmerz.

Det er så rigt og mangfoldigt og fyldt med mange daglige glæder. Ja, faktisk betragter jeg det som en gave, fordi vi er skabt i det største, der findes, nemlig kærlighed. Og glimtvis føler man sig oven i købet rigtig lykkelig.

Hvad mere kan man forlange?

Arne Højgård Hansen, Kirsebærgrenen 54, Odense SØ.