Til Eftertanke
Af: Allan Kruse

På dansk kan vi udover eftertanke også have bagtanke og omtanke, men ikke for- eller undertanke. Eftertanke betyder vel, at man tænker over noget, efter at det er sket, for at undersøge, hvilken forståelse det giver retrospektivt. Og omtanke vel, at man tænker over noget umiddelbart før eller mens det sker, for at forstå det i dets sammenhæng derved handle klogt og forudseende. Ofte viser det sig (heldigvis), at omtanken, om end tilstrækkelig, ikke var udtømmende, og en ny eller supplerende forståelse viser sig i bagtanken.

Når jeg gør mig om- og eftertanker om et problem, en begivenhed eller en handling, efterprøver jeg ofte, om det konkrete kan ses som udtryk for noget generelt. Ikke for at udviske dets egenart eller ophæve det i sammenligninger med andet, men for at prøve at forstå, hvad der er temaet, den dybere mening og perspektivet. Formålet med dette er at prøve at se det konkrete, som jeg "står midt i", udefra, for at se løsninger, fortolkninger og alternative handlinger.

For tiden står jeg i mit arbejde om ikke midt de i unges valg af uddannelse - for det gør jo kun de unge - så dog tæt på. Dette valg er i de senere år blevet et samfundsproblem, fordi for få unge vælger at tage en erhvervsuddannelse. Der er mange tal i omløb i den offentlige debat, men jeg vil nøjes med at konstatere, at den mangel på faglært arbejdskraft, som vi ser nu (også lokalt), bliver væsentligt større i de kommende år. Kort sagt er der jo sket det, at de forestillinger vi havde i 90'erne og 00'erne om et kommende videnssamfund af symbolanalytikere og innovative specialister har vist sig at være mangelfulde. Det, vi kalder "produktionsdanmark", har ikke bare overlevet, men har også udviklet sig. Den fynske robotklynge og den maritime industri er vel de mest kendte lokale eksempler. Og der bygges på Fyn som aldrig før.

Selvfølgelig formede vi, endda med omtanke, vores folkeskole og ungdomsuddannelser efter de forestillinger, vi havde om fremtiden dengang - hvad skulle vi ellers have gjort. Konsekvensen blev, at stadig flere unge valgte at tage en gymnasial uddannelse, og stadig færre unge valgte en erhvervsuddannelse. Nu ser det imidlertid ud til, at denne udvikling ændrer sig. I hvert fald har 0,1 procent (af årgangen) flere unge valgt en erhvervsuddannelse på landsplan i år. Men det er altså langt fra mange nok. Og dette er skrevet samme dag, som Mette Frederiksen foreslog at give en præmie på 50.000 kr. til unge, som gennemfører en erhvervsuddannelse. Dette er et tegn på, vi har et problem, som er politisk. Desværre er det en overordentlig kompleks problemstilling, som ikke har nemme og hurtige løsninger.

Ovenstående kan ses som en aktualisering af den klassiske konflikt mellem individ og samfund. Og sådan blev det italesat på et møde, jeg var til fornylig. "Vi unge har ret til at vælge den uddannelse, vi vil", sagde en ung og fortsatte, "Vi vil ikke tvinges til at tage en erhvervsuddannelse, bare fordi der kommer til at mangle arbejdskraft". Jeg gav taleren ret i det sidste, men ikke i det første. Vi lader det med tvangen ligge, for det er en herligt ungdommelig, fordrejende spidsformulering. Ingen unge bliver tvunget til en bestemt uddannelse. Det med ret til uddannelse er derimod interessant, fordi det bliver koblet med "vil". Det man vil, er jo også et produkt af det sociale og ens historie. Så jeg prøvede at provokere lidt ved at sige, at unge har pligt til at tage en uddannelse, som samfundet har brug for. Det mener jeg naturligvis ikke, for det er et for simpelt syn på uddannelse, men det fik flere med i diskussionen.

Jeg kan sådan set godt forstå, at nogle unge reagerer, for ofte bliver deres uddannelsesvalg instrumentaliseret i den offentlige debat. Et "vi" siger, "vi" kommer til at mangle arbejdskraft, så "I" eller flere af "jer" skal tage en erhvervsuddannelse. Men dette "vi" glemmer dels, at de unge er formet af en folkeskole, som "vi" har skabt, som er en forskole til de gymnasiale uddannelser, dels at det ikke er rimeligt, endsige konstruktivt, at tiltale de unge sådan. Valg af uddannelse handler jo ikke blot om at lære noget, men også om at blive til nogen. I stedet skal vi inddrage dem i en ansvarliggørende diskussion, hvori vi ophæver forestillingen om (det unge) individ overfor (det ældre) samfund. Et samfunds uddannelsespolitik bør altid være et intergenerationelt forhold, ligesom dannelsen, hvor påvirkningen går begge veje. Alene i et sådant forhold kan vi forme hinandens forestillinger om, hvad vi "vil" i en fremtid, som de unge vel at mærke skal leve lidt længere i end os, der er lidt ældre. Samfundet har rigtignok brug for, at flere tager en erhvervsuddannelse, men vejen dertil går over udvikling af skole og uddannelser, meningsskabelse og nedbrydning af hierarkiet mellem forskellige former for viden og kompetencer. Vi skal skabe mangfoldige, attraktive veje til at blive til nogen ved at lære noget. Også undervejs i livet.