Tid til nye dogmer: I aften er det Oscar-tid - men herhjemme er filmen gået i frø


Tid til nye dogmer: I aften er det Oscar-tid - men herhjemme er filmen gået i frø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Mag. art. i film- og medievidenskab, Vinderup Bent Liholm
Billede
Debat. 

Det står generelt skidt til med dansk film. 2017 har indtjeningsmæssigt været et katastrofeår. Direktøren for Det Danske Filminstitut proklamerede forleden, at en ny filmstøttelov kræver tilførsel af yderligere 250 millioner kroner om året, for at man kan bevare status quo og nyudvikle på området. I forvejen er man støttet med 500 millioner kroner om året. Så man må sige, at det er en voldsom forhøjelse man søger om, når nu politikerne skal til at forhandle en ny filmstøtteordning fra 2019.

Som sædvanligt mener man, at forøgede bevillinger kan redde foretagendet ud af elendigheden, men man skulle i stedet se indad og gribe til egen barm, for problemet ligger et helt andet sted og er umiddelbart let forståeligt og har med kvaliteten og relevansen af filmene at gøre. Det er kvalitet fremfor kvantitet, der er det afgørende, og som i den sidste ende vil kunne rette det økonomiske uføre op. En løsning heraf kræver en radikal ændring af indstillingen til filmproduktion.

For nylig så jeg tre film fra 2017 repertoiret. Det var Rasmus Heides "Alle for tre", Charlotte Sielings "Mesteren" og Max Kestners "QEDA". Efter at have set disse film fristes man til at spørge: "Hvad var det lige, der gjorde, at de tre historier trængte til at blive fortalt?" Svaret ligger såmænd lige for: Rasmus Heide laver film, der har et stort publikum og tjener derfor mange penge ind. Således solgte den over 300.000 billetter, mens de to sidste kun solgte henholdsvis 13.000 og 5.000 billetter. Charlotte Sielings film har uden tvivl de bedste kunstneriske intentioner om en hudfletning af et selvoptaget moderne kunstnermiljø, men resultatet er dræbende kedeligt, og skuespillerne kæmper tydeligvis med deres opstyltede klicheagtige karakterer. Max Kestners film er en science-fictionhistorie om et fremtidigt København under vand på grund af klimaændringer. Der således ikke noget specielt ved disse film, der kan trække et moderne kvalitetsbevidst publikum i biografen. De findes i metervare på det fremstormende streamingmarked.

Langt størstedelen af den årlige danske filmproduktion på ca. 25 titler har et meget lille publikum og kunne ikke klare sig uden den offentlige statsstøtte fra Filminstituttets konsulentordning. Der kommer jævnligt film med ned til et par tusind tilskuere som med Katrine Wiedemanns "Viceværten" (2012) og i slemme tilfælde som med Linda Wendels "Julie" (2011) med kun ca. 50 biograftilskuere.

Endelig er der en række film, som bliver støttet fra den såkaldte markedsordning, men det er film, som gennemsnitligt lefler for den laveste fællesnævner og det nemme og billige grin. Når man oplever den platte historie, de psykologisk utroværdige personer og meget mangelfuld nærmest amatøragtig instruktion i filmserier om "Min søsters børn" og "Far til fire", og enkelttitlerne "Klassefesten", "Alle for én", "Alle for to" og "Alle for tre" og Casper Christensens forsøg "Klovn-the movie" med opfølger og "Player" må jeg som filmhistoriker erkende, at dansk film står ved en skillevej i disse år. Dansk film er på vej ud i ligegyldigheden.

Gang på gang forlyder det ganske rigtig, at dansk film også har kronede dage, for danske filmkunstnere høster internationale æresbevisninger ved mange filmfestivaler og prisuddelinger med titler som "En kongelig affære", "Den skaldede frisør", "Drive", "Hævnen" og "Jagten", og det er også rigtigt. Men disse film har alle på én eller anden måde udgangspunkt i et 1995er koncept med skyhøje kunstneriske ambitioner om jomfruelighed og originalitet, men det er en tænkemåde, som i dag synes på vej mod udvanding.

Efter en ørkenvandring i 1970erne og 80erne med mange år mellem snapsene blev Zentropa startet i begyndelsen af 1990erne. Fire unge instruktører fremstod i 1995 med deres såkaldte "Dogme 95" koncept, som fordrede originalitet og engagerende livshistorier, og hvor instruktion og indlevelse og fravær af eksterne effekter var et krav. Det gik rigtig godt i mange år, og de publikumshungrende biografer var fyldt med tilskuere, og med titler som "Festen", "Idioterne" og "Italiensk for begyndere" kunne man næsten ikke på armene ned igen af begejstring.

En stor del af de mest succesfulde instruktører forsvandt relativ hurtigt til udlandet. Her kan nævnes navne som Niels Arden Oplev, Thomas Vinterberg, Bille August, Lone Scherfig, Ole Bornedal og Nicolas Winding Refn og skuespillere som Mads Mikkelsen og Nicolaj Coster-Waldau - og endelig den vel nok mest originale danske instruktør i mands minde, Anders Thomas Jensen, som dog har reduceret sit talent til blot at skrive manuskripter til Hollywoodfilm. Men med overgangen til en international karriere sker der som ofte det - med især instruktørerne - at de rekvireres, fordi de nationalt har vist noget stort og unikt. I Hollywood bliver disse instruktører dog oftest brugt, som de håndværkere de også er, men de forventede store oplevelser udebliver. De historier, de er sat til at fortælle, har ikke længere originaliteten og inderligheden over sig, idet instruktørerne bliver sat til at lave ligegyldige mainstreamfilm, som slet ikke tydeliggør deres talenter.

Nu skal de politiske partier så forhandle nye støtteordninger. Hvis ikke dansk film vil synke hen i ny ørkesløshed, fordi man meget nemt kan forstille sig, at politikerne i en økonomisk krisetid vil give yderligere støtte til markedsorienterede sællerter, må branchen sadle om og gøre opmærksom på de nogle gange særegne talenter, der dukker op, som kan skabe ny vækst og kunstnerisk udvikling i dansk film. Vi skal nok ikke forvente at de udvandrede talenter vender tilbage, men man må i endnu højere grad tilgodese og udvikle hjemlige talenter i langt større målestok end for indeværende. Det koster selvfølgelig, men der er jo en masse trivielle film, som kunne spares henad vejen. Dansk film trænger til et kunstnerisk kravkoncept med titlen "Dogme 18", hvis ikke den skal svinde helt hen i ligegyldighedernes verden, og opleve de sidste talenter forsvinde helt til udlandet til den gyldne middelvej, som i sidste ende fører til undergang for filmkunsten. Vi må have et Dogme 18, så vi igen kan få dansk filmkunst og ikke blot danske populærfilm.

Tid til nye dogmer: I aften er det Oscar-tid - men herhjemme er filmen gået i frø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce