NETOP SOM Socialdemokraterne - eller rettere: deres nye leder - har mandet sig op til at tage fat på partiets allermest ømtålelige diskussionsemne, nemlig efterlønnen, søger finansminister Thor Pedersen at trække tæppet væk under al videre snak om den sag. Finansministeren giver Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti ret i, at der overhovedet ikke er grund til at snakke efterløn, når Dansk Folkeparti har meddelt, at de ikke vil være med til at røre ved den.

Men DET var et fejlgreb, og Thor Pedersen må have gjort regning uden sin statsminister. For Anders Fogh Rasmussen har jo sagt, at store samfundsreformer kan gennemføres, når de to store partier - altså S og V - er enige om det. Dog først efter et nyvalg. Dermed aflivede statsministeren effektivt frygten for, at regeringen efter februarvalget ville ændre på efterlønnen og deponerede rent faktisk beslutningsretten hos Socialdemokraterne. Meget fikst, i øvrigt - for dermed kunne statsministeren placere aben hos S, hvis partiet ikke ville være med til noget som helst.

Men nu har Thorning-Schmidt taget tilløb til i det mindste at få efterlønnen debatteret. En klog beslutning, idet det ville være urimeligt at nægte at diskutere sagen, når Velfærdskommissionen til efteråret kommer med sin betænkning.

Senest til den tid må regeringen også i gang med at finde sine ben. Så har politikerne haft god tid til at finde ud af, om man skal stile mod at begrænse efterlønnen til dem, der i dag er over 40 år - som Helle Thorning-Schmidt har foreslået - eller om kriteriet skal være mindst 40 år på arbejdsmarkedet. Det kan man godt argumentere for. I så fald vil ordningen tilgodese den gruppe, der officielt også var meningen: de nedslidte. Der er noget absurd ved at betale sunde og raske mennesker for ikke at bestille noget. Ikke mindst i en tid, da vi bliver stadig ældre og hellere skal blive lidt længere på arbejdsmarkedet.

Det er galt nok, at der ikke kan træffes beslutninger før efter endnu et folketingsvalg. Men regeringspartierne bør i hvert fald, som nu S har gjort det, begynde at ruste sig til at finde ud af, hvor meget der de kommende årtier skal være tilbage af efterlønnen, og hvordan en ændring kan udformes, uden at nogens økonomiske tryghed sættes over styr.

Kristian Thulesen Dahl har naturligvis lugtet stemmer - og derfor vendt sig skarpt imod en aftale mellem de to store partier. Men skønt Dansk Folkeparti - endnu - udgør regeringens parlamentariske grundlag, har partiet ingen automatisk vetoret.

Kan et markant flertal, der formentlig også vil omfatte De Radikale, finde frem til en fornuftig ændring - ja, så er det dét. Dansk Folkeparti er naturligvis i sin gode ret til at stemme imod. Og herefter er det op til statsministeren at vurdere de parlamentariske konsekvenser.

DE KAN til gengæld blive særdeles interessante.