En gammel socialdemokrat døde og skulle følges i jorden med partifanen fra 1898. Under reparationen af den gik tankerne tilbage til barndommen og dens rosenrøde minder.
Nål, sytråd, fingerbøl, broderisaks, lampe med stærkt lys. Ro, koncentration, og en vis arbejdsindsats foran mig. Hvordan fæstner jeg bedst tråden til en begyndelse? Hvordan lægger jeg stingene? Og hvordan fæstner jeg tråden til slut? Hvordan lapper jeg hullerne i selve stoffet? Hm, tydeligvis har andre forsøgt sig før mig, det kan jeg nok gøre lidt bedre.

Stoffet, jeg syede i den dag, var 106 år gammelt. Og det var ikke bare et stykke stof. Det var ikke bare et gammelt lagen, en gammel kjole eller en gammel taske. Det var en gammel fane. Rød som blod, der brænder som ild. Med guldbogstaver der viser i hvilken retning, dens historie skal søges: "Socialdemokratisk Arbejderforening for Stige og omegn. Stiftet d. 15 oktober 1898. Ret for Alle, Uret for Ingen!" Med et billede af en opadstigende sol, der stråler ud over havet.

Anledningen til, at jeg sad og syede på denne gamle fane, var et dødsfald. En gammel mand fra lokalområdet, tidligere politibetjent, socialdemokrat, sognerådsmedlem og byrådsmedlem. For partiets fanebærer var det anledning til med vemod at gå i kælderen og finde det sorte læderhylster frem, tage indholdet ud for i tide at sikre sig at alt var, som det skulle være, før bisættelsen skulle finde sted.

Ud af etuiets mørke trak han det røde stykke stof, fæstnet på et stykke træ. Men fanen var ikke helt, som den skulle være. 106 år gammel bærer den sin alder med værdighed, men ikke uden løse agramaner og huller. Små lokale partiforeninger har tilsvarende små kassebeholdninger, desuden var tiden fra meddelelsen om dødsfaldet til bisættelsen skulle finde sted begrænset. Så jeg sagde ja til at gøre hvad jeg kunne.

Og dér sad jeg så med nål og tråd og reparerede partiforeningens gamle fane, efter bedste evne. I stilhedens indadvendte koncentration om synålens bevægelser, om trådens rækkevidde, om fingerbøllets manglende ventilationssystem (tænk, at man kan svede så meget på én finger), skred arbejdet efterhånden frem i en god rytme, og tanker bredte sig ind over den dybe koncentration.

Fra det blanke, bløde fanestof gled erindringer om mange års sammenflettet parti- og familiehistorie igennem mig, og jeg tænkte på, hvad det, som denne fane er symbol på, arbejderpartiet, Socialdemokratiet, egentlig betyder for mig?

Først og fremmest barndomsminder. Juletræsfester, DUI-nisser, lotteri og juletræsplyndring. Bankospil, røgfyldte lokaler, sodavand, tryghed ved mormors side. Sommerstævner, statsministertaler, børneunderholdning, autograf af Georges Marinos. At gå tur i Stige med arbejdsminister Erling Dinesen, der overraskede alle ved at få lov til at holde den lille kontrære og meget indadvendte femårige datter af den lokale partiformand i hånden.

Hjertet svulmede om kap med fanens bankende intense røde farve, i bevægelse over egne kære barndomsminders (måske nok lidt overpyntede) rosenrøde skær, men mest i bevægelse over de både kendte og skjulte historier om tusinder af menneskeskæbner, der har ydet ofre for partiets kamp for alle menneskers ret til et godt liv.

Da sidste tråd var hæftet, stod aftensmaden på bordet klar til indtagelse krydret med dagens nyheder på tv.

Men det svulmende hjerte svandt brat ind til sin originale biologiske størrelse og upoetiske funktion, som var det en oppustet ballon, der stødte ind i en nål. Atter engang ærgrelse over socialdemokratisk sprog, formuleringer, tonefald og beslutningerne, der tages. Igen nagende følelse af svigt. Blottet for politiske evner er det svært at få sat ord på. Dyb respekt for det komplicerede, mangefacetterede politiske håndværk gør det endnu sværere at finde mod til forsøg på at nagle den præcise ærgrelsesårsag, den eksakte svigtfølelse, fast.

Et par måneder efter blev endnu et folketingsvalg tabt af det gamle, hjertebankende røde parti. Formanden meldte sin afgang. Diskussioner slap løs. Hvad gik galt? Var det cykelhjelmens eller fipskæggets skyld? Indvandrerne eller efterlønnen? Hvor skal partiet hen? Skal det gå venstre om og hjem? Eller skal det stå i midten og nøjes med at sende hjertet ud til venstre?

Men hvad er et parti med hjertet sendt i byen, eller et hjerte forladt af et parti på flugt?

Pludselig en aften hørte jeg det klart og tydeligt. Lige dér var det. Og jeg fangede det, havde et ord at pinde fast: "vare".

Situationen drejede sig om en arbejdsnedlæggelse blandt fynske sygehustolke. Deres arbejde var blevet udliciteret, og de sagde fra, fordi de ikke kunne stå inde for det arbejde der kunne udføres indenfor de nye rammer.

Den socialdemokratiske sygehusudvalgsformand kommenterede situationen på tv: "Vi vil se på, at det firma er i stand til at levere den vare, de har sagt, de kan levere. Hvis de ikke kan det, jamen så har vi jo en ny situation."

"Vare". Tolkearbejdet, et mellemmenneskeligt og livsnødvendigt kommunikationsarbejde, der kan handle om smerte, invaliderende lidelse, livstruende sygdom, og som kræver stor medmenneskelighed, indfølingsevne, troværdighed, omtaltes som en "vare". Af en socialdemokrat.

Med forbehold for at noget kan være klippet fra i redigeringen: Hvor er forståelsen for det menneskelige aspekt? Hvor er respekten for de medmennesker der udfører en vigtig opgave? Hvor er respekten for de medmennesker der i en pinefuld og yderst privat situation er totalt afhængig af den rette hjælp?

Hvorfor skal en så følelsesmæssigt svær opgave udliciteres og gøres til en vare, som firmaet måske, måske ikke, viser sig at være i stand til at udføre tilfredsstillende? Hvordan tør man løbe den risiko at lade syge mennesker komme i klemme, hvis det ikke går godt? Men vigtigst af alt, hvordan kan socialdemokrater gå med til dét?

Denne situation var bare den der var så uheldig at blive fanget i vingebenet. Der har været massevis af andre lignende, snigende, tiltagende, op igennem 90'erne, og videre op til nu. Effektivisering. Udlicitering. Privatisering. Managementsprog. Handelshøjskolesprog. Bevares, det lyder flot. Effektivt renset for følelse, medfølelse, menneskelighed, medmenneskelighed.

Til tider så stædigt imponerende fremført, at man næsten kan ane konturerne af en lille snotnæset arbejderdreng med hul på knæet, stoppede strømper i træskoene, og en punkteret skrammelkasse af en arvet cykel, kigge fuld af forståelig misundelse efter den vandkæmmede og nystrøgne borgerlige dreng på smart cykel, imens han tavst hvisler "Jeg skal komme efter dig", når borgerlige begreber vælter ud af munden på en midaldrende socialdemokrat.

For sådan var livet, da de var børn. Selv da jeg gik i skole (1976-1985) stemte forældre til de børn, der gik i smartest tøj, havde nyeste cykler, og boede i største huse, som hovedregel borgerligt og vores socialdemokratisk. Og vi så op til de andre. Ønskede at være som dem.

Økonomisk tryghed giver ingen lykkegaranti, men færre bekymringer frigør overskud, selvtillid og frihed. Dét vil alle gerne have.

Men holder man den ene ende af fanedugen op mod det fundament, Socialdemokratiet altid har stået på, og den anden ende af fanedugen op mod de politiske ord, udtryk, vendinger, som blev til de holdninger og handlinger, der bredte sig blandt folkevalgte socialdemokrater på alle niveauer op igennem 90'erne, så brister den.

Gik vælgere fra Socialdemokratiet, fordi Socialdemokratiet begyndte at gå fra sig selv?

Socialdemokrater skal nu gøre op med sig selv, om partiets formål er at blive de borgerliges nærmeste-nabo på midten og ende med at ligne dem til forveksling eller at stå fast på det oprindelige, selvstændige fundament til venstre for midten, turde stå helhjertet ved sig selv og varmblodet ved egne unikke sociale værdier.

Det er dét, formandsvalget anno 2005 handler om.

Lykke Dahl Nielsen, Enggårdsvej 14, Odense N.