Sygeplejestuderende: Konflikten vedrører i den grad os alle


Sygeplejestuderende: Konflikten vedrører i den grad os alle

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Emilie Haug Rasch, formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning
Billede
Debat. 

OK18: Go' Morgen Danmark havde i sidste uge tre unge i studiet til en snak om konflikten. Budskabet var, at parterne skulle skrue ned for retorikken i pressen og op for forhandlingerne i Forligsinstitutionen. Det tror jeg, mange danskere - unge som gamle - er enige i.Jeg blev dog alligevel overrasket og forundret. En af de unge, gymnasieeleven Julie, opfordrede landets elever til at skrive under på, at de ikke vil tages som gidsler i konflikten. "Den vedrører jo ikke os," som hun sagde.

Det er måske rigtigt i snævreste forstand, at vi som elever og studerende ikke direkte bliver ramt af strejke eller lockout. Men i et bare lidt bredere perspektiv vedrører konflikten i allerhøjeste grad os alle.

Det oplever man for eksempel, når man læser til sygeplejerske, fordi man kommer bredt rundt i den offentlige sektor. Vi får vores teoretiske del af uddannelsen på statens professionshøjskoler, og vi er i praktik i både regioner og kommuner.

Man oplever det også, når man kommer helt ind i den offentlige sektors maskinrum. Jeg skal hilse at sige, at inde i sundheds- og uddannelsessystemets maskinrum er der både slidte tandhjul og svedende mekanikere. De sveder både fordi, at de har et livsvigtigt arbejde at passe, men også fordi de løber stærkt. Alt for stærkt.

Så det vedrører bestemt også mig, og det faktisk på flere niveauer:

Det vedrører mig som ung under uddannelse, at mine undervisere ikke har tid og overskud til at sætte sig ind i den nyeste viden på det sygeplejefaglige område. I min sidste praktik havde jeg selv et fag, hvor min vejleder ikke havde tid til at læse op på stoffet. Til trods for at reglerne siger, at jeg som studerende kan forvente at blive hørt i det til eksamen - og i øvrigt skal bruge det i mit virke som sygeplejerske.

Det vedrører mig som kommende kernemedarbejder i den offentlige sektor, at ledere og politikere ikke anerkender vores vigtige arbejde. I stedet bliver vi mødt af en minister uden reel arbejdserfaring, der anser os for dovne og kalder os for grådige. Vi vil kun tage og ikke give. Skal vi kaldes dovne og grådige, alene fordi vi har en forventning om en fremgang i vores løn, der matcher folk i det private?

Det vedrører og påvirker mig også som borger i det danske samfund, at vores offentlige ledere og politikere med så stor tydelighed ringeagter de ansatte i vores offentlige uddannelses- og sundhedssystem. Risikoen for medarbejderflugt er allerede reel - hvis altså ikke medarbejderne går ned med flaget først. En nylig undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at det sker for hver syvende nyuddannede sygeplejerske. Hos socialrådgiverne oplever hver femte medlem stress ofte eller hele tiden.

Sidst, men ikke mindst vedrører og har det konsekvenser for mig som borger, at vores fælles velfærd igen og igen er blevet skåret ned. De fleste har hørt om massive effektiviseringer på sundhedsområdet, som for en stund heldigvis er sat på standby. Men 2 %-nedskæringerne lever fortsat - skjult, men godt - på uddannelsesområdet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at innovationsminister Sophie Løhde (V), chefforhandler for regionerne, Anders Kühnau (S) og chefforhandler for kommunerne, Michael Zieglers (K)manglende velvilje i forhandlingerne er andet end et udtryk for, at medarbejderens lønsedler nu også skal bidrage til denne 'effektivisering'. Tænk sig: De offentlige arbejdsgivere kan ikke engang få sig selv til at anerkende det øgede pres i den offentlige sektor med en lidt større løncheck.

Jeg køber heller ikke argumentet om, at der ikke er penge. Politik er at prioritere, og politikerne har de sidste år til alt tydelighed vist, at der har været råd til så meget andet.

Jeg er omvendt stærkt bekymret for, at de offentlige arbejdsgivere ikke har tænkt konsekvenserne af deres handlinger til ende. Der er tårnhøj risiko for, at endnu flere af de dygtigste sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, læger, lærere, socialrådgivere og pædagoger forlader den offentlige sektor. Og dem der er tilbage får hverken tid eller mulighed for at levere den kvalitet, de brænder for. Og som politikerne ellers taler så varmt om til skåltalerne.

Det står allerede slemt til. Lad mig give nogle konkrete eksempler fra sygeplejerskeuddannelsen:

Konsekvensen af 2 pct.-besparelserne på uddannelsesområdet betød, at professionshøjskolerne måtte fyre 776 medarbejdere i 2016. Alligevel blev nedskæringerne bibeholdt i finansloven for 2018.

Jeg møder jævnligt sygeplejestuderende, der oplever nedskæringerne på egen krop. Jeg hører om eksaminer, hvor studerende skal indtale besvarelsen på video i stedet for at sidde over for underviseren ved det grønne bord. Uden mulighed for samtale og uddybende spørgsmål. Og jeg hører om videoforelæsninger, hvor undervisningen er optaget på forhånd. Igen uden mulighed for dialog.

Selv de basale rammer står for skud. Jeg ville for eksempel ønske, at uddannelsesminister Søren Pind (V) udviste lige så stor interesse for, at professionshøjskolen i Aarhus har lukket for det varme vand af sparehensyn, som han udviser for vandtrykket i hovedstaden.

Oven i alle forringelser kommer nu overenskomstkonflikten. De offentlige ansattes ønske om en fair løn, der følger udviklingen i den private sektor, besvares med barske udmeldinger om dovne og uansvarlige medarbejdere.

Det forstår jeg godt, at de offentligt ansatte ikke vil være med til. Som studerende og som borger i det danske samfund vil jeg heller ikke være med. For jo, konflikten vedrører i den grad os alle. Det er vores uddannelser, vores fremtidige arbejdsmarked og vores samfund, det går ud over.

Sygeplejestuderende: Konflikten vedrører i den grad os alle

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce