Klokken var godt over midnat, da jeg fik øje på en yngre mor med en lille dreng ved sin side. De stod begge foran et fodgængerfelt og afventede, at trafiklyset skiftede til grønt for dem. Dagens sidste trafikant havde formentlig passeret dette kryds for nogen tid siden, og udsigten til såvel højre som venstre for dem var klar flere hundrede meter. Alligevel stod de - som loven byder - og afventede det grønne signal.

Men drengen var tilsyneladende i tvivl om formålet med denne venten, for han så spørgende op på moderen, mens han først pegede på lyskurven og dernæst på den trafikstille vej. Desværre var jeg for langt væk til at kunne høre hans spørgsmål eller kommentar, men jeg kan levende forestille mig den samtale, der kunne opstå i en sådan situation, nemlig denne:

- Mor, hvorfor er den rød, når der ikke kommer nogen biler?

- Det er den, fordi den ikke kan se, om der kommer nogle!

- Jamen, kan vi så ikke bare gå over?

- Nej, når det er rødt, så skal vi holde tilbage for dem, der har grønt!

- Hvor er de henne, mor?

- Ja, de er her ikke nu, men de kunne jo pludselig komme!

- Kan de også komme, uden at vi ser dem?

- Nej, ikke her, men det kan de måske ved andre trafiklys!

- Jamen, hvorfor stopper vi så ved det her trafiklys?

- Det gør vi bare. Sådan er loven!

- Mor, hvorfor er loven sådan?

- Det er den, fordi politikerne har større tillid til en dum blikkasse, der blot kan vise tre farver, end de har til os!

- Mor, hvem har valgt politikerne?

- Så, ikke flere spørgsmål, nu er det grønt lys for os!

Selv har jeg gentagne gange forsøgt at forklare ikke mindst udlændinge om dette paradoks, at vi (veluddannede) danskere satser på at eksportere know how, desuagtet at vi selv lader os styre blindt af en primitiv blikkasse frem for vores egne sanser.

Nogle gange lykkes det at vinde gehør for denne adfærd, men de fleste gange ender det med en overbærende latter eller lettere hovedrysten. Og spørgsmålet er vel også, om ikke vi burde ligestille det røde lys med "fuldt stop", altså: ubetinget vigepligt, men med ret til at køre - eller i hvert fald "gå" - når banen er klar. Det ville bestemt gøre det nemmere for de mange mødre, fædre, lærere og politibetjente, der gerne vil belære børnene om det "fornuftige" i at have såvel trafikregler som trafiksignaler. Det ville yderligere give de få "anarkister", der lader hånt om trafiklysets farve og følger deres egne sanser, en langt bedre samvittighed - og færre bøder.

Og hvem ved, om det ikke også kunne redde såvel liv som lemmer, nemlig blandt de mange, der blot vader ud på kørebanen i blind tillid til systemets ufejlbarlighed, og dermed uden at se de tværkommende bilister eller cyklister, der forsøger at slippe over for taxagult.

Torben Madsen, Pjentedamsgade 7 B, Odense C, er psykoterapeut.