Statsministerens dybe fald fra magtens tinder
Af: Forfatter, Aarhus Louis Bülow

I Danmark har man historisk set altid forsøgt at fjerne hjemløse, socialt udstødte og uønskede elementer fra bybilledet ved bogstaveligt talt at sanere dem væk fra dè områder, hvor de har slået sig ned. Senest har man i Aarhus i april 2018 fjernet fire busskure i den indre by i et behjertet forsøg på at få dem til at flytte andetsteds hen.

Alkoholikere, stofmisbrugere, posedamer, de kriminelle, de psykisk syge. De udstødte. De fortabte. De hjemløse. De utilpassede. De tiloversblevne. Dem, der aldrig fik en chance. Dem, der har givet op, lever på nas, hutler sig igennem, tigger sig frem, småsulter og sover, hvor der nu er plads. Overalt på torve og bænke kan man støde på et broget univers af gutter, godtfolk og skæve eksistenser i deres slidte mundering, der kærtegner deres pilsner med sidevogn, mens de sidder og småsnakker fortroligt sammen. Måske spøger tyste dæmoner, måske er det uforløste drømme og bristede illusioner, der skal druknes. I tætte tobakståger frister de livet under åben himmel med en flok bajere, smøger og fjolletobak, hygger sig og lader vemodigt tanker og minder bære tilbage til dengang, familieliv, tryghed og omsorg endnu var intakt. Tilbage til deres kære, til dem de savner.

Mange af dem letter venligt på hatten og sender et lille smil til travle borgere med ressourcer, netværk og fyldte kalendere, der haster forbi for at nå de sidste indkøb. Smilet trænger kun sjældent igennem - kun få har tid til at stoppe op, lytte, snakke og give et smil tilbage. Der er ikke nogen stokrose-romantik eller Morten Korch-idyl over miljøet på byens bænke. Og dog binder fællesskab og sammenhold gutterne sammen, hvor man hjælper og støtter hinanden, så godt som man kan. Her har de et fristed, et asyl, hvor de ikke møder noget med os - eller dem.

Mange ser de hjemløse som kriminelle drukmåse og junkier, der giver ridser i en ellers pæn og strømlinet facade. De larmer, de er anderledes, de hører ikke hjemme. Solidaritet og tolerance står for skud, mens anstændighed og socialt ansvar forflygtiges. Andre går på barrikaderne og giver den hele armen som velmenende hattedamer og fromme godheds-prædikanter, men langt de fleste har nok i sig selv og passer deres, mens de ser til fra sidelinjen.

Vi taler ikke tørre tal i en officiel statistik. Vi taler mennesker, der alle gemmer på deres egen unikke livshistorie - autentiske, værdifulde og uerstattelige skæbnefortællinger. Som den livskloge alkoholiker, der sidder og reflekterer over dengang, han selv med drømme og forhåbninger i bagagen steg på 1960'ernes galopperende velfærdsræs. Uden rundsave på albuerne blev han èn af dem, der bukkede under for hverdagens ubønhørlige præstationskrav. I en tid med stress, jag og overhalingsbane havde han svært ved at holde sammen på tilværelsen og havnede i en social deroute med endestation på samfundets skyggeside. Han er som taget ud af Shu-bi-duas velkendte sang Manden på bænken:Han ser på dem

der skynder sig forbi

måske fordi de' bange for at se de ting der sker

at der er nogen

der som ham må gi' fortabt

i det samfund vi har skabt

og at der bli'r fler' og fler' ...

Vi skruer tid og sted fire årtier tilbage til skumringstimen i en togkupé i Kystbanetoget engang i 1978. Endnu er verden ikke gået helt af lave, den folkekære Anker Jørgensen er landets statsminister, og nymodens pjank som elektrificeringen af kystbanestrækningen ligger nogle år ude i fremtiden. I et nærmest adstadigt tempo duver toget sig på vej nordpå, og i et hjørne af kupéen sidder en ensom og forhutlet skikkelse og gemmer sig i sin kameluldsfrakke, plakatfuld og usoigneret i selskab med sine indkøbsposer. En forhenværende minister stiger på toget og træder ind i kupéen. I det fjerne hjørne får han øje på den tidligere statsminister Jens Otto Krag - for ham var det - der i en tragisk og social deroute er på vej i frit fald mod samfundets bund.

Forfatteren Bo Lidegaard fortæller i sin tankevækkende biografi om Krag, hvad der videre sker: "Hører hans dybe fuldemandssnøvlen og ser hans plasticpose under sædet. Den forhenværende minister tøver et øjeblik og sætter sig så i den fjerneste ende - med ryggen til den slumrende."

Han giver sig ikke til kende, men lader Krag sidde i fred: "Ikke fordømmende og ikke afvisende. Ikke i småborgerlig foragt. Men hensynsfuldt og lidt sørgmodigt. En skam, at det skulle gå så galt."

For mange står statsminister Jens Otto Krag som den største danske statsmand i det 20. århundrede - den politiske skikkelse, der med et dybt socialt engagement som politisk drivkraft mere end nogen anden kom til at tegne det moderne Danmark. Han kæmpede for, at alle skulle have tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på bordet med en vision om et Danmark med råd og ressourcer til at hjælpe de svageste og mest udsatte. Han drømte om et velfærdssamfund med et fintmasket socialt sikkerhedsnet som en livline ud af nød, armod og social fattigdom.

Efter EF-afstemningen i 1972 lagde han politikerrollen fra sig og gik som statsminister. Hans storstilede velfærdsprojekt havde sejret - men Krag selv kunne ikke finde ud af at leve i det samfund, han havde været med til at skabe.

Hans liv gik i fuldstændig opløsning. Han endte som en nedbrudt, fordrukken og desillusioneret skikkelse, der ravede rundt i Københavns gader med en pose klirrende flasker. Den 22. juni 1978 døde Jens Otto Krag, 64 år gammel - om nogen hovedarkitekten bag den danske velfærdsmodel med plads til alle, uden udstødte ...