Sprogets vagthunde


Sprogets vagthunde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Pas på, alle skribenter! I er under observation af det danske sprogs vogtere i Dansk Sprognævn. Det blev nedsat i 1955 for at vejlede os alle. Og der er nok at se til.

Jeg er kun et Fruentimmer, siger garverenken i H.C. Andersens lille underfundige eventyr "Hjertesorg" (1853), da hun skal stave til "Generalkrigskommissair". 19 år senere ville hun have kunnet slå op i den første retskrivningsordbog, ligesom vi i vore dage vil søge til den aktuelle udgave af denne bog, hvis vi ville finde ud af, om vi skulle i Det kongelige Teater, Det Kongelige Teater eller blot det Kongelige Teater.

Det er den slags problemer, man har en autoriseret ordbog til at løse, og krigskommissæren kan nu kun staves på én måde, hvis man vil følge landets love. Men man kan frit følge sit hjerte med hensyn til stavningen af teatret, for her indrømmer bogen valgfrihed mellem formerne.

Ligesom med majonæse eller mayonnaise, selv om den første vist er mere på tube end den sidste, for der er andre værdier på spil i forskellige staveformer end korrekthed, der er også sociale signaler gemt i vore ordformer.

Hvis vi ikke véd det, må vi nøjes med at tage aktier i enkens garveri, for at fuldende henvisningen til den store Andersen.

Flere læser end skriver. Derfor bør den skrivende tage hensyn til modtagerne, for der skabes så lidt støj i forbindelsen som muligt, hvis sprogformerne er ensartede fra gang til gang.Det er hensigtsmæssigt at følge normer, og det er også forbundet med social stempling, hvis man ikke behersker de gode former.

Andersen fik længe at høre, at hans sprog - næret af overmåde nydelse af fantasiens øl - var vaklende og røbede hans jævne baggrund, men ellers var stavningen ret fri, indtil skolevæsenet besluttede sig for en standard-ordbog, sådan som vi har den i dag i form af retskrivningsordbogen.

Dens norm skal følges af skolen og det offentlige og alle modtagere af offentlige tilskud (og hvem er ikke det?), men i privatbreve kan man godt tillade sig at skrive om fætter Kaj at han er fejg og ikke fej.

Fastlægger man normen, kan man også styre sproget.

I 1948 gennemførte man den store retskrivningsreform, hvorefter man skulle stave navneord med småt - for at nærme sig nordiske former og fjerne sig fra tysk, ligesom man skulle erstatte former som kunde, skulde og vilde med kunne, skulle og ville.

Dermed sparede man skolebørnene for mange stavefejl, men det sidste hensyn var ikke så fornemt som det første, for man burde ikke komme fejlstavere i møde ved at ophøje simple stavefejl til de former, som de sikre sprogbrugere (sådan kalder man den herskende klasse af stavere) praktiserede.

I det hele taget går megen debat om sprogformer på den melodi, at man ikke skal imødekomme den moderne slendrian og forsimpling af sproget

Måske mest perspektivrig ved reformen i 1948 var indførelsen af å, bolle å, for aa, og placeringen af bogstavet sidst i alfabetet.Derved kom man på kant med ikke blot personer, der ikke ville have ændret i stavningen af deres navn, men især med byer og firmaer, der ikke uden videre kunne leve med ændringen.

Efter en periode med streng håndhævelse af ensretningen til å også i bynavne, blev myndighederne svage i koderne, så man måtte tillade dobbeltformer.

Men det kom på tværs af f.eks. internationale registre, for man kunne ikke tro, at man udenlands vidste besked med danske staveproblemer - hvor skulle man finde Åbenrå Handelskompagni i den internationale handelskalender?

På tankevækkende måde er problemet blevet lettere, for søger man på internettet, behøver man ikke længere at bekymre sig om rækkefølgen af bogstaverne, maskinen finder selv vej.

I 1955 nedsatte man et Dansk Sprognævn til at bestyre sproget og forsyne offentligheden med retskrivningsordbog og konkret vejledning i sproglige spørgsmål.

Det er altså i disse dage 50 år siden, og begivenheden er blevet behørigt fejret med konference og festskrift, På sproglig grund, forfattet af professor Henrik Galberg Jacobsen.

Hvad der begyndte som et ydmygt foretagende, er vokset til et stort institut med redaktion og forskning.Nævnet skal bygge på videnskabelig grund.Her kan ligge et problem, for filologien vil som positivistisk videnskab hellere beskrive, hvordan sproget er, end den vil foreskrive, hvordan det bør være. Men da nævnet er nedsat af politikerne, der har givet det statutter med angivelse af de sprogpolitiske mål, der skal forfølges, går det da i prak- sis.

Men ikke uden offentlige debatter, hede endda, for ligesom man ikke skal røre ved vor gamle jul, skal man ikke pille ved reglerne for kommatering, selv om man ikke selv følger dem, eller ændre gode gamle ord i forsimplet retning som det nævnte og herostratisk berømte eksempel med majonæsen.

Bag oprettelsen af nævnet lå et politisk ønske om at præge det danske sprogs udvikling i retning af det nordiske, eller i hvert fald ikke at fjerne sig unødigt fra det,der kunne ligne et nordisk sprogfællesskab - eller nabo-sproglighed - ved optagelse af nye ord fra fremmede sprog.

Det er jo bestræbelser, man også har villet fremme ved at støtte undervisningen i norsk og svensk i hele skolesystemet.

Men begge bestræbelser har lidt skibbrud.En oplagt ting som fælles nordiske talord nåede kun til postanvisningen og checken i Danmark, og nabosprogsundervisningen er i praksis brudt samen.

Børnene i skolen læser næppe norske og svenske tekster (selv om det er påbudt), og hvis de gør det, finder de det irrelevant.

Hertil kommer, at emnet er nedprioriteret på seminarierne og i gymnasiet. Nordiske akademiske kredse foretrækker også at meddele sig til hinanden på engelsk, nutidens lærde latin.

Er det nordiske projekt således nødlidende, er der et andet, der måske er mere perspektivrigt. Det gælder forholdet til engelsk, der truer sproget på en anden måde.

Én ting er engelske fremmedord og tekniske betegnelser.Selvfølgelig kunne man lave danske ord til de nye begreber, som man gør i udstrakt grad på Island og Færøerne og i nogen grad i Norge, men det er ikke så truende, siger de kloge, som den udvikling, der truer det danske sprog som et fuldstændigt sprog, som kan bruges til at formulere alle borgernes verden.

Flere og flere danske firmaer og videnskabsmiljøer bliver engelsksprogede, og der er store dele af forskningen og dens begreber, der ikke findes på dansk.Disse såkaldte "domænetab" er den egentlige trussel mod moderne dansk, og det er ikke godt at vide, hvad man skal stille op mod dem i en globaliseret tid.

Man kan tage telefonen og ringe til Sprognævnet, hvis man er i tvivl i et konkret sprogligt spørgsmål.Enten får man svar på stedet ud fra den vagthavende filologs paratviden, eller også slår han op i de mange sedler, man råder over.

Hver dag sidder mange gode læsere og noterer, når de møder et nyt ord eller en særpræget sproglig form.Stedet bliver skrevet ud og sedlen sat i kartotek, der tjener som grundmateriale for nye ordbøger.

På denne måde holder man øje med sprogets vækstlag, og ved at offentliggøre de nye former i Nævnets meddelelser til offentligheden kan man måske holde en vis snor i sprogets udvikling.

Så man må sige til alle skribenter: Vogt Dem, De er under observation af det danske sprogs vogtere, der efter 50 år i det nuværende regi er på vagt som ingen sinde før.

Henrik Schovsbo, Solsortevej 28, Holbæk, er lektor.

Henrik Galberg Jacobsen: På sproglig grund, Dansk Sprognævn fra a til å 1955-2005, 298 sider, kr. 275, Syddansk Universitetsforlag.

Sprogets vagthunde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce