Spændetrøje eller bryllupsklædning


Spændetrøje eller bryllupsklædning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

FOLKEKIRKEN: Sideløbende med bestræbelserne for at få en dialog i gang mellem kristendom og islam kunne der passende gøres en indsats for at få folkekirkens egne menigheder til at fungere som levende fællesskaber. Efterhånden er ikke så få danskere opvokset i et religiøst vakuum, og det kan være svært for dem i den fint polerede folkekirke at få øje for, at kristendom i bund og grund handler om, hvordan mennesker lever med hinanden.

For mig at se ville folk flest få et mere naturligt og modtagende forhold til kirken, hvis en del præsteembeder blev for præster ansat direkte i menighederne. Han/hun skulle færdes i området, og arbejdet skulle udgå fra lokaler i nærheden af kirken. Et rart og rummeligt sted, hvor alle kunne komme som kristne eller spørgende og vide, at her møder de andre, som også søger dybdedimensionen i deres tilværelse og den virkelighed, som er større en teknikkens og pengenes virkelighed. Der skulle være plads til fordybelse og stilhed, til bøn og meditation. De unge skulle have et musikrum, hvor de kunne udøve den sang og musik, som netop de gerne ville berige gudstjenesten med. Først og fremmest skulle det være et sted, hvor også de såkaldt "svage" kom uden at være nogen, der skulle "gøres noget for".

Om menigheden som Kristi krop på jorden skrev Paulus til en menighed i Korinth:"De lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige"(1. Kor. 12, 22). At det stadig gælder, ved vi fra Kirkens Korshær. Gang på gang har vi oplevet, at familier, som har kæmpet og lidt år ud og år ind, på forunderlig vis har bevaret et håb. At fastholde hverandre i håbet må vel være en af menighedens fornemste opgaver.

Hverdagspræsten skulle være tovholder om de forskellige tiltag og kunne blandt andet sammen med sognemedhjælperen oprette selvhjælpsgrupper for folk, som gerne vil have den religiøse dimension med i håndteringen af deres problemer. På længere sigt ville det blive samtalegrupper også om vor tids største problemer:genteknologi, organdonation, reagensglasbefrugtning med videre og vel at mærke ikke på et teoretisk plan til debat for eliten, men for mennesker, som står midt i problemerne og har brug for kristen vejledning og andres støtte.

Den traditionelle præst i området fik måske større arbejdsglæde, både fordi en del af den sammentrufne menighed ville se søndagsgudstjenesten som et naturligt fællesskab og fordi det ville betyde aflastning.

Når en ung præst kommer ud i et embede første gang, ved han, at han er kommet for at forkynde evangeliet, forvalte sakramenterne, undervise konfirmander, forrette de kirkelige handlinger og føre lange samtaler i forbindelse hermed. Når dertil kommer deltagelse i menighedsrådsmøder, sognemøder med videre, kan det hurtigt blive et dilemma at vide om én eller flere personer ude omkring, som har det meget dårligt, og som venter kirkens trøst. Sjælesorg/omsorg kræver megen tid, udholdenhed og ydmyghed, og disse kvaliteter findes i ethvert område, når der bliver spurgt efter dem.

Mens præstens sjælesorg kan være forkyndelse af evangeliet, kan menighedens indbyrdes sjælesorg være formidling ved at lytte, forstå, være nærværende, have tid nok og være parat til at gå med helt derud, hvor al samtale forlængst er hørt op og man kun kan være fælles om en stor magtesløshed. I de situationer kan det glimtvis indtræffe, at pinsens sprog finder vej. Ånden, som blev sendt pinsedag, er fortsat derude, hvor mennesker lever og dør og elsker og græder, lige så vel som i kirkebygningerne søndag formiddag. Det er derude, kristendommens styrke kan erfares.

Men det kan ikke praktiseres i landdistrikterne, vil man blandt andet straks indvende, og det var nok heller ikke lige dér, man skulle begynde. Mit ærinde er kun at kaste et lillebitte frø, som har stor risiko for at falde i sandjord og blæse væk. Andre folkekirkemedlemmer kan kaste andre små frø og blive ved med at gøre det, indtil noget falder i frugtbar jord og vokser op.

Måske skal det begynde nedefra, hvis folkekirken skal ud af spændetrøjen og iføres menighedens bryllupsklædning.

Spændetrøje eller bryllupsklædning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce