Jeg lå dybt henslængt i sofaen. Og når jeg siger "dybt", mener jeg solidt forankret! Varmen og luftfugtigheden indbød ikke til nogen form for opretstående livsudfoldelse, og jeg tillod mig at nyde fornemmelsen af ikke at kunne tilføre verden værdi ved at røre på mig.

Samtidig gennemstrømmedes jeg af tilstanden af "sommerlyssyn", som på så fortrinlig vis beskrevet af min agtede medkolumnist, professor Mogens N. Pedersen i sidste uge. Det er noget med at betragte glasset som halvt fyldt i stedet for halvt tomt. Den positive tilgang til livet.

Men i ethvert paradis er der jo en slange. I dette tilfælde viste det sig at være en støvsugerslange, ført af Fruen, som var på et, syntes jeg, ganske malplaceret rengøringstogt. Hvad værre var hørte jeg tillige smældene nærme sig fra damens fluesmækker, som på grusomste vis likviderede hvepse, mariehøns (pludselig sværmede det med dem), myg, mitter og andet kravl uden gyldig passerseddel til matriklen. Krapylet faldt bogstavelig talt som fluer og blev derpå rask vakuumekspederet ud af tilværelsen.

Vuschhh, susede smækkeren forbi mit øre: "Der ligger minsandten et gevaldigt møl og fiser den af i vores sofa!" Hun konkretiserede: "Og når nu herrens spirituelle tilstand af kontemplatorisk, verdensanalytisk meditation damper af, vil jeg gerne se lidt anvendt levitation, så jeg kan støvsuge hans Buddha-trone. Der er "otte sure mænd" på tv-programmet om lidt!".

"Blunck" brast boblen af mit salige sommerlyssyn, og jeg tumlede groggy på benene: "Er det ikke kun syv sure mænd, som huserer?" Madame blinkede: "Hvis du gransker grundigt, finder du nok den ottende - I øvrigt kan du jo så samtidig dyrke din yndlingsaversion og hakke på de elendige fjernsynsreklamer mellem genudsendelsesblokkene".

Jeg livede op. Lyssyn eller ej; nogen må jo påtage sig det beskidte arbejde med at hudflette disse elektroniske amokløb mod vor mentale sundhed.

Den talende bowlingkegle, som skrækslagen opdager, at den mangler arme til at afbøde kuglen med, er dog så langt ude i sumpen, at den er hip. For lægger man bulderbassen på en psykiaterbriks, er det jo en fyr med megen selvironi, lune og et ukueligt mod til kækt at stille op til tørre tærsk. Men lidt af en skør kegle, som man siger. Sympatisk til sidste knast!

Værre er det med Paprika Steen. Hun får ustandselig kørt sit sidespejl af bilen, får vandskade i kælderen, hugget sin cykel eller brudt sin tagboks på vognen op. Den arme kone kager rundt i de samme ulykker, og den gode Paprika har vel mere brug for en personlig coach til lidt livsstilsrenovation end til et forsikringsselskab. Ubærligt at se kryddersildens gentagne, pinlige pinsler penslet ud!

Al fornuft har dog forladt den arme familie, som har kvajet sig ved ikke at tegne forsikring i et konkurrerende selskab. Alt, lige fra børn til guldfisk, bliver pakket ind i tyk bobleplast, så de sparer forsikringspræmien. Den er dog givetvis lavere end udgiften til alt det plastfolie og tape.

Reklamer for forsikringsselskaber - man burde kunne forsikre sig mod den slags!

Helt galt står det til med familien Robinsons, som på engturen har glemt vandet til ungernes frugtsaft og derfor glæder sig over sluserne fra himlen i den heftige tordenregn, som fylder saftglassene. Hvor smart er det lige at samle hele flokken tæt under et enligt stående træ ved livsfarlig torden og lynild?

Jeg kan (desværre) blive ved: Tag nu - Nej, nu er det nok. For Fruen har lavet kanelsnegle, og hvem kan spejle sit sortsyn i sit fjernsyn, når der er kanelsnegle? Jeg spørger bare!
  • fyens.dk