Forleden havde jeg en god oplevelse, som har givet anledning til adskillige overvejelser her i sommerheden. Jeg var blevet lokket i et baghold af min hustru og befandt mig desårsag i en af Odenses større butikker med speciale i damelingeri. Selv om temperaturen var behageligt kølig indenfor og langt bedre end ude på den hede Kongensgade, så faldt ventetiden lang, mens der blev prøvet og konverseret om skålstørrelser og deslige.

Jeg har måske set lidt mellemfornøjet ud, eller også var det en opgivende bemærkning om, at vi nu skulle ud på en lang og strabadserende biltur til Jylland, der ændrede situationen. For pludselig smilede den nydelige ekspeditrice, samtidigt ytrende, at "man kan da også vælge at glæde sig over turen og landskabet".

Den sad. I det mindste er vi i familien lige siden vendt tilbage til denne indlysende sandhed. Der er altid to muligheder: enten være sur og fortræden og klage over alting - eller også se lyspunkterne, der jo næsten altid er der, om man kigger efter. Nogle eksempler kan illustrere problemstillingen.

Tag nu motorvejen over Vestfyn. Et rent trafikhelvede i denne sommer. Men så kan man glæde sig hver gang, man slipper for at sidde fast derude.

Stærkt opmuntrede blev vi derfor forleden på vej hjem fra Jylland, da vi passerede en kø i to tætte rækker fra Ejby til Vissenbjerg i det vestgående spor. Vi var heldige!

Eller hvad med sommerens talrige skandaler omkring den kollektive trafik? Der er ingen ende på jammeren. Men jeg glæder mig dagligt over, at trafikministeren nu efter den lange om end ikke fortjente sommerferie ikke får så megen tid til at beskæftige sig med den megalomane idé om en bro over Fehmern Bælt som førhen. Han får meget andet at rive i, og det er glædeligt.

Imens kan forsinkede togpassagerer nyde udsigten fra kupeens vinduer. Så længe det varer, for affaldet vil snart hobe sig op langs skinnerne. Nå, når blot samme skinner bliver liggende lige, skal vi nok nå frem.

En af mine traditionelle sommerærgrelser har at gøre med TV 2/Fyn og stationens udsendelser fra det danske sommerland. Det er noget værre amatørfjernsyn, men pyt, det har også sine gode sider, og imens det humper over skærmen, kan man jo bare lukke og nyde den ægte solnedgang udenfor.

Min nyvundne optimisme forleder mig til at tro, at stationens ældre medarbejdere under deres lange ferie får nye, spændende og tiltrængte idéer til forbedring af stationens bedagede flagskib, Waders og Laksko. Og imens kan de yngre praktikanter få lejlighed til at øve sig. Med lidt instruktion fra oven vil de måske endda få lært ikke at skynde sig så meget og jappe med sproget, når de står og vifter med armene og en mikrofon ved en strand.

Vi menige seere kan måske allerede begynde at se frem til næste sommer, når de unge er blevet bare lidt mere øvede, men endnu ikke spolerede.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg se frem til at komme tilbage til det daglige arbejde. Det lokale universitet er vel ikke Harvard eller Stanford og bliver det heller ikke i denne forskningsministers tid, ja, næppe i vor Dronnings tid, måtte hun leve længe. Men så må man huske at påskønne, dels at SDU - næsten - har fået den størrelse, som et universitet skal have, dels at det regionale lærdomssæde efterhånden har forvundet problemerne med den fusion, man har måttet igennem de sidste otte år.

Om man nu blot undgår at blive lagt sammen med en vognmandsskole i Slagelse, så bliver der måske fred og ro til at forske og undervise i vor tid, og det bør man sandelig glæde sig over.

Næste gang, jeg bliver lokket i et baghold i en vis odenseansk lingeributik, vil jeg huske at takke den venlige, kloge og muntre dame, der hjalp os gennem sommerhedens fortrædeligheder.
  • fyens.dk