Drømmeforskning er en gammel disciplin, men nogen endelig forklaring på drømmenes betydning er ikke fundet. Hvorfor er det f.eks. muligt at drømme om noget, som endnu ikke er sket?
Forfatteren Jorge Luis Borges' version af det kendte Shakespeare-citat "Vi er det stof, som drømme gøres af", lyder: "Vi er gjort af samme træ som vore drømme. Jeg drager den slutning, jeg ved ikke, om det er videnskabeligt korrekt, at drømmene er den ældste æstetiske aktivitet, der findes."

Den engelske filosof, Berkeley, var inde på noget af det samme. Tilbage bliver alligevel spørgsmålene: Hvorfor sover vi? Hvorfor drømmer vi?

De forskere, der hælder til den fysiske side af sagen, fortæller os, at vi falder i søvn, fordi vi er fysisk udmattede. Men enhver, der har været fysisk udmattet, véd, at man ikke behøver at sove, men blot slappe af. Så den går ikke rigtig.

Men så kan man jo udvikle teorierne. En af dem går ud på, at koglekirtlen kun producerer det hormonlignende stof melatonin om natten. Dette stof fremkalder - i store doser - søvn hos forsøgsdyr. Så måske er det melatonin, der får os til at falde i søvn, når mørket bryder frem.

En anden forsker topper med at finde på noget, der hedder RAS - Retikulært Aktiverings System. RAS er hjernens dynamo.

Et sovecenter i hjernen begynder efter et vist antal vågne timer at bremse RAS-aktiviteten. Hvis der ikke kommer andre stimulerende impulser, falder vi i søvn.

TEORIEN kræver naturligvis nogle "søvnstoffer", der ophober sig og til sidst bremser hjernen. Det kan lyde besnærende, men nu er det sådan, at visse dyrearter, f.eks. delfinarten øresvinet, kun sover med den ene hjernehalvdel ad gangen, og hvor er vi så henne?

Vi er måske dér henne, hvor vi skulle koncentrere os lidt mere om hjernen, subsidiært sjælen, i stedet. Hér skal vi ikke, som man plejer, begynde med de gamle grækere, men med en gammel romer. For hér har vi Artemidorus, der levede i det andet århundrede e.K.

Han var vild med drømme og rejste land og rige rundt og opsamlede eksempler på dem. Der var andre drømmebøger fra den tid, men de er ikke overleverede. Derimod blev Artemidorus skrift Onierocritica genoptrykt og oversat mange gange ned gennem århundrederne. Og bogen har dannet grundlag for mange følgende drømmebøger.

Det er interessant at der på drømmeforskningens område ikke skete noget mellem Artemidorus, og til Sigmund Freud i 1899 udgav sin Drømmetydning. Artimidorus' værk har i hvert fald afstedkommet, at vi kan kontrollere drømmesymbolernes uforandrethed i næsten to årtusinder.

DET VAR faktisk først i begyndelsen af halvtredserne, der igen kom skub i drømmeforskningen. I en kort artikel i Science 1953 meddelte professor Nathaniel Kleitman, at han havde opdaget, at sovende menneskers øjeæbler bevægede sig i visse perioder under søvnen.

Kleitman kaldte disse bevægelser for REMs - Rapid Eye Movements, dvs hurtige øjenbevægelser. Han mente, at de faldt sammen med drømmeperioderne. Og det var let nok at kontrollere. Han vækkede simpelt hen den sovende forsøgsperson midt i en REM-periode og spurgte, om vedkommende drømte. Det gjorde forsøgspersonen. Hver gang.

Og så kørte det jo bare videre. Man fandt ud af, hvornår og hvor mange gange disse REM-perioder indfandt sig. Og de viste sig at være forbløffende éns for alle. Søvnen går i bølger, men det korte af det lange er, at 90 minutter efter, at man er faldet i søvn, begynder den første drømmeperiode, som varer cirka ni minutter. Den anden drømmeperiode begynder også efter 90 minutter og varer 19 minutter. Den tredje og fjerde varer henholdsvise 24 og 28 minutter.

Hvis man altså har sovet i syv timer, har man drømt i en time og 20 minutter. Og det gælder alle. Også dem der ikke tror, de drømmer.

Forklaringen på benægtelsen af drømme er enkel: Man opdager kun, at man drømmer, hvis man vågner op i én eller flere af drømmeperioderne. Samtidig må det føre til, at man forstår, at drømme er en regelmæssig og nødvendig funktion.Men nødvendig for hvad?



I 1967 SKREV den engelske psykolog Christopher Evans en artikel i sciencefiction-ion-tidsskriftet New Worlds om sin idé med hensyn til dette. Som ægte barn af sin tid kom han naturligvis til at tænke på computere. Evans udviklede ideen sammen med en kollega, data-maskiningeniøren Ted Newman. Og så skete der noget epokegørende.

Nu er datamaskiner jo ikke andet end meget komplicerede regnemaskiner. Men programmeringen behøver til stadighed revidering, ajourføring, rensning og reklassificering, hvis datamaskinene skal kunne udføre deres opgaver hurtigt og nøjagtigt. Programklaringsprocessen udføres ved, at man først sætter maskinen på "indirekte styring", dvs. man kobler den fra de opgaver, den styrer, og så kører de gamle programmer igennem og reviderer dem.

Forestiller man sig nu den menneskelige hjerne som en superdatamaskine, er analogien klar. Søvnen er det, der sætter hjernen på indirekte styring, for at reklassificeringen og rensningen kan finde sted uden indblanding fra omverdenen. Drømmene er således den egentlige gennemkøring af programmerne. Og hvis man vågner op (dvs. bliver direkte styret), så er det man "drømmer."



DET VIL ALTSÅ sige, at man sover, for at hjernen kan slå fra og sortere de indkomne data. Nogle smides ud som ubrugelige, andre lagres i langtidsbanker og atter andre i korttidshukommelsen.

Det lyder jo ganske besnærende. Det kan forklare hvorfor man, når man vågner af en drøm, kan forbinde den med noget, man har oplevet inden for de sidste par dage. Eller med noget for længe siden, der i hjernens periode med "indirekte styring" er blevet omorganiseret i databanken.

Vi sover altså, for at vi kan komme til at drømme og få renset hjernen. En fascinerende idé. Men, som Christopher Evans var den første til at sige: Om datamaskine-analogien vil kunne stå for den afprøvning, alle nye eksperimenter må underkastes, eller ej, er uvist.Naturligvis. For hvor spændende denne teori end forekommer, så er der mange problemer, den ikke løser.

En computer kan for eksempel aldrig tænke fremad. Og det kan menneskets drømme. Mange har oplevet det. Og hér kan man godt blive en lille smule bange. Den opløsning af tid og rum, der sommetider kan forekomme i ens drømme, kan gøre én ret forvirret.

Ingen af de nævnte, og andre, teorier kan forklare, hvorfor der f.eks. forekommer sanddrømme og visioner. Dem er bl.a. Bibelen jo fuld af. Johannes' Åbenbaring er vel den mest detaljerede vision.

Når man kan drømme om noget, der finder sted et helt andet sted på præcis drømmens tidspunkt, eller om noget der først finder sted en tid efter - hvad så?

Jeg har selv haft oplevelser af begge slags: En veninde, der også havde noget kørende med én af mine kolleger, besluttede pludselig en eftermiddag at tage til Århus, hvor hun var med i en udstilling. Min kollega var på oplæsningsturné i Norge. Om natten drømte jeg, at de lå og elskede på gulvet hos en tredje kollega.

Næste morgen ringede min kollega og sagde, at han havde afbrudt sin turné i Norge. Ja, det véd jeg. Jeg fortalte om min drøm. Det var nu på hotellet, sagde han overrumplet.

En anden gang, da jeg som 16-årig som sædvanlig boede hele sommeren på Christiansø, hvor jeg hverken hørte radio eller læste aviser, drømte jeg en drøm om et bjerglandskab, hvor der stod en sporvogn i flammer, og folk løb rædselsslagne ud.

Den drøm var så livagtig, at jeg de næste tre dage lånte Politiken hos naboen. På tredjedagen var der er stort billede på forsiden med en brændende sporvogn i Bergen. Præcis som i drømmen. Og jeg der dengang ikke anede, at der var sporvogne i Bergen...

Med den slags in mente hvad skal vi så stille op med den frie vilje?

Englænderen J.W. Dunne forsøger sig i Et eksperiment med tiden med en teori om en fjerde og en femte dimension, men heller ikke den teori giver noget egentligt svar.

Da den slags oplevelser bare kommer og ikke kan fremprovokeres, kan de selvsagt ikke bekræftes videnskabeligt, som når man hælder salt i vand - der bliver altid saltvand, selv ved det millionte forsøg.

Så indtil videre blæser svaret vel i vinden.

Jannick Storm, Møllegårdsvej 27, Nørre Alslev, er digter.